Regnvåd, grøn og fårebrægen er de tre ting der præger nethinden efter vores rejse til Wales. Det opsummerer også det walisiske landskab ret godt med dets bakkede højdedrag, uendelige marker opdelt af endeløse hække og fårernes på en gang komiske og inderlige 'mæh'en, der fylder øregangene.
Initiativet til denne tur kom fra Elsa og Kaj fra vandreforeningen Natur og Fjeld, og var en opfølgning på foreningens succesrige vandring ad West Highland Way i Skotland i 2014. Nu skulle turen så gå til Wales og der skulle dels gås på Offa's Dyke Path, et grænsedige mellem England og Wales af samme type og alder som Dannevirke, dels vandres omkring Mount Snowdon, som er Storbritaniens næsthøjeste bjerg. Der meldte sig betydelig flere deltagere (14) end der havde været i Skotland (5), muligvis fordi turen skulle være i juni, hvor skotlandsturen var i oktober. For vort eget vedkommende forhindrede andre aftaler os i at komme med fra turens start, så vi måtte finde ud af at starte på egen hånd og så støde til resten af gruppen på et passende tidspunkt.

Man kan på vejen til Offa's Dykes centrale dele næsten ikke undgå at komme forbi Shrewsbury, en mindre og meget hyggelig by som åbenbart er jernbaneknudepunkt for en stor del af det midt-vestlige Storbritanien. Vi (Sigrid, Mette og Martin) fik en rigtig god overnatning på Old Post Office Inn før vi dagen efter kunne tage lokaltoget videre til Wales. Allerede i Shrewsbury fornemmer man at vandrekulturen lever godt i Wales med adskillige outdoor-equipment butikker på gågaden og skilte til både vandre- og mountainbikeruter.

Fremme i Knighton, lige på grænsen mellem England og Wales, slog vi teltet op på Pampwnton Farm, en gård lidt fra byen, på en regnvåd græsmark. Vi havde aftalt at mødes med resten af gruppen dagen efter i byen Kington længere sydpå, så vi benyttede denne første dag til at gå en god tur på 21 km i området nord for Knighton, først af Offa's Dyke, siden ad andre stier. Det meste af turen gik over fåremarker, og turbeskrivelsen gik også mest ud på, at man skulle tælle hvor mange marker, man passerede (med led eller stenter imellem) før man skulle dreje. Højdepunktet var den gamle borg Caer Caradoc fra vikingetiden på toppen af en høj. Der er ingen bygninger tilbage, men tydelige rester af et voldanlæg. Landskabet er smukt bakket og meget grønt, hvilket skyldes, at det regner, meget, hvad vi også i høj grad mærkede på egne kroppe.
Turen fra Knighton til Kington dagen efter gik næsten udelukkende på Offa's Dyke Path og var en meget smuk tur på knapt 24 km. En vis del af det smukke gik vi dog glip af at se fordi vi gik i en tæt regntåge. Man kommer over tre højdedrag undervejs, Hengwm Hill, Pen Offa og Rusbock Hill, ialt 750 højdemeter op og ned, og da vi på denne etape havde den fulde oppakning på ryggen blev vi efterhånden lidt trætte – og meget våde. Heldigvis klarede det op sidst på dagen, og det lykkedes at få teltet tørret før det skulle slås op på Kington campingplads. Resten af selskabet mødte vi på Oxford Arms Inn hvor vi fik et godt, velfortjent måltid mad og en rigtig hyggelig aften i godt selskab, som det jo altid er når vi er sammen med folk fra Natur & Fjeld.

Selv om vi ikke havde været sammen om det, havde både vi og de andre nu fået en del oplevelser med Offa's Dyke, og tiden var inde til at flytte til en anden del af Wales. Elsa havde arrangeret en bus, som kørte alle 14 deltagere fra Kington til landsbyen Capel Curig i Snowdonia National Park i den bjergrige, nordvestlige del af Wales. Denne tur tog hele dagen med talrige stop undervejs, og gav dermed en pausedag for benene. Vel fremme til atter en opklaring efter en del regn fik vi lov at slå teltet op ved St Curig's Church B&B, som er en ombygget kirke hvor de øvrige skulle indkvarteres.

På en solskinsdag helt uden regn vandrede vi alle 14 fra Capel Curig mod søen Llyn Grafnent. Nogle af os besteg undervejs toppen Crimpiau. Fremme ved søen var vi kun enkelte, der badede i den (hvilket vist egentlig også var forbudt, læste vi senere på et skilt), men de fleste var enige om at søbredden var det ideelle sted at sidde i solen med sine madpakker. Den videre færd gik over et højdedrag over til en anden sø Llyn Geirionydd, og på tilbagevejen passerede vi Swallow Falls. Herfra var der ret langt tilbage op i gennem dalen, men der fandtes dog vandrerute noget af vejen, så vi ikke skulle gå for meget på asfalt. En rigtig god dag der, ligesom dagen før, blev afsluttet på Bryn Tyrch Inn tæt på vores B&B.

Bestigningen af Mount Snowdon var lagt på den dag, vi troede der var bedst chance for godt vejr, men kom alligevel til at foregå i ret meget blæst, regn og tåge. Man starter fra Penn Y Pass i ca 300m højde og går ad Pyg's track op til toppen i 1100m højde. Det meste af turen er rimelig letgået, men det sidste stykke vej bliver den rigtig stejl og sine steder så vanskelig at håndisætning jævnligt bliver nødvendigt. Endvidere er toppen ofte – og det gjaldt også denne dag – indhyllet i regntåge, som gør stenene våde, men faktisk ikke specielt glatte. Fjeldarten har en overflade, man står godt fast på selv når det er vådt. Udsigt fra toppen blev der ikke noget af, men flotte panoramaer og smukke søer undervejs. Nedstigningen gjorde vi ad en anden rute, Miner's track, som hedder sådan fordi den passerer forbi et stort stenbrud. Den stejle del får man dog også med her.Tilbage i Capel Curig var vejret fint, og havde vist været det hele dagen. Det er vist bare ikke muligt at planlægge sig til godt vejr på Mt. Snowdon; dette forekommer kun meget sjældent, selv når vejret er fint blot få km derfra.

Hovedparten af rejseselskabet ville til Devil's Kitchen næste dag. Det krævede noget transporttid, som ikke passede med vort behov for at nå hjem på arbejde til aftalt tid, så vi (Sigrid, Mette og Martin) blev i stedet i Capel Curig og foretog en meget anbefalelsesværdig bestigning af byens vartegn Moul Siabod. Den bedste vej derop går ad sydsiden forbi flere smukke søer og gennem fugtige fjeldlandskaber. Igen er det sidste stykke mod toppen ret vanskeligt. Stien er så godt som forsvundet og vi måtte ned på alle fire og klatre på stejle skråninger en god bid vej, men dette gør kun oplevelsen bedre. Det er ikke en rigtig topbestigning, hvis man bare kan vade derop uden nogen større anstrengelse. Toppen ligger i 872m højde, og her var det (også) tåget, men det var kun de øverste 50m; resten af turen havde vi rigtig flotte udsigter til alle sider omkring bjerget. Nedturen tog vi ad nordsiden med blik ned mod Capel Curig. Denne nordside er nærmest een kæmpestor skråtliggende, grøn eng med en tydelig og letgået sti at gå, hvor udsigten over dalen langsomt toner frem af tågen efterhånden som skyerne driver opad mens vi vandrer nedad.

Samme morgen havde vi taget afsked med selskabet igen, da vi skulle nå toget samme dag til Manchester for at flyve hjem dagen efter. Men en stor cadeau til Elsa og Kaj for deres initiativ til og planlægning af denne fantastiske tur.

Wales er et godt sted at vandre med mange skiltede ruter og rigt udbud af B&B eller enkle campingpladser, hvor man kan slå teltet op billigt, f.eks. kostede det 5 pund pr. person på Pampwnton Farm. Det udfordrende ved planlægningen var at få den offentlige transport til at bringe os derhen hvor vi ville. I Capel Curig var der dog jævnlige busser, så hver dags vandretur kunne få sit udgangspunkt.