I 70’erne og 80’erne var cykelferie Mettes foretrukne rejseform; i 90’erne blev det vandring. Måske er det en generel trend, men for Mette kan startpunktet for vandreinteressen dateres til den første turistvandretur, et par timer oppe over trægrænsen i Lapland i 1988. Det var straks klart, at næste sommerferie skulle spenderes på en rigtig fjeldvandring. Og har man først prøvet at gå med vandrestøvler på fødderne og huset på ryggen, kan man også se charmen i at gøre det andre steder end i øde bjergegne. Siden 1992 har Mette været med i vandreorganisationen NFA, som har givet inspiration og vandrefæller til mange gode ture i Danmark og Skåne. Martin har altid været vant til at gå i skoven med hunden, men først i 1993 kom han på sin første rygsæktur til fjelds. Allerede året efter fik vi barn, så der har aldrig været tvivl om at vandring og børn skal kunne kombineres.

Vandring er:
-at få verden ned i den rette skala
-at reducere livet til det basale
-at rejse ukompliceret

Når man vandrer, kommer man ikke hurtigere frem end ens ben kan bære en. Begrebet en dagsmarch bliver meget konkret. I en bjergegn, hvor der kun findes vandrestier er alt tilrettelagt efter dette, det oprindelige transportmiddel. Går man udenfor stierne, bliver basal fremkommelighed pludselig en spændende udfordring: hvor kommer man bedst over bækken, hvilken linie giver den letteste vej gennem landskabet.
I vores helt udbyggede danske landskab er udfordringen en anden: det er som at gå i en parallel verden, når man pludselig ikke interesserer sig for den letteste eller korteste vej, men for at finde halvt glemte stier og små skovstykker, så man kan undgå asfalt på sin vej fra punkt A til B. Kommer man pludselig ud til en stor landevej, er det som om man dukker op i en verden i en helt anden skala.
På vandreturen har man alt det nødvendige, og intet overflødigt, i rygsækken. Ens bekymringer er basale ting: Hvor finder vi vand, så vi kan få noget at drikke til frokosten? Hvor skal vi sove? Kan vi nå frem, inden regnen kommer? Man har ikke nogen tider at passe eller indkøb, der skal gøres. Så når man først er afsted, er rejsen ukompliceret. Men der går meget planlægning forud: at skaffe det rette kortmateriale, at checke køreplaner for transport til start- og slutsted, at købe det nødvendige grej. Vandring er en interesse, man kan bruge meget tid på at drømme om og læse om.

På nettet er der i hvert fald to gode sider om vandring med rejseberetninger og livlige debatfora, hvor man altid kan få et svar fra hoften på et hvilket som helst spørgsmål:
På dansk: www.outsite.org
På svensk: www.utsidan.se

Vandre med børn.

Vores børn er opdraget med at vandre og derfor kan de klare meget.
Små børn kan selvfølgelig ikke gå så langt og knap bære noget, men derfor behøver man ikke afstå fra gode vandreferier, bare fordi man har børn. Det er bare om at komme i gang med at udnytte de muligheder der er, allerede mens børnene er små.

Børn på tur falder i to kategorier: børn, der kan bæres i rygbærestol (0,5-3 år) og børn, der kan gå selv ( ca. 4 og op). Ind i mellem kan der være en periode, hvor barnet ikke rigtig klarer en ordentlig dagsmarch, men der må man jo stille ambitionerne efter hvad ens barn kan motiveres til.
Pas på ikke at planlægge for lange marchstrækninger. Der er intet så umotiverende som en lang grusvej, man skal henad. Så hellere gå afsted gennem skoven uden vej og sti, selvfølgelig uden at forvente, at man kan komme lige så langt på den måde.
Der skal også være rigelig tid til hyggelige pauser og til at stoppe og forundres over en myretue, en død fugl eller hvad der nu dukker op langs vejen. Det er vigtigt at fremhæve de spændende ting: vand fra fjeldbække, bål, en lille topbestigning. Prøv gerne en god lang tur (med spændende indslag) herhjemme først, så børnene ved hvad I taler om, når I planlægger den store tur. Et motiveret barn kan godt gå 12-15 km på en dag.

Lad børnene følge med på kortet, så de får en fornemmelse af jeres fremdrift gennem landskabet. Selv om et lille barn ikke kan forstå kortet fuldstændigt, er det en god træning tidligt at lære hvordan virkeligheden fremstilles på kortet – en grøn skov og en blå sø kan man altid genkende.

En første tur med udgangspunkt i en basislejr er ikke en dum idé. Man kan afpasse ambitionsniveauet efter vejret og dagsformen og man bliver ikke tvunget til at hale afsted med et træt barn, fordi man skal frem til næste overnatning. Nogle er fortalere for at man bør vandre med telt med børn, fordi man så altid har friheden til at slå lejr, når det passer børnenes behov. For os har det ikke fungeret at medbringe den mængde pakning med små børn

Barn i bærestol

Vandretur med bærestol kan man praktisere fra barnet er ca. 8 mdr til 3 år. Bærestolen skal kunne indstilles i størrelsen, så den både kan støtte det lille barn i ryg og hoved og rumme det større barn. Med den ene forældres ryg optaget af bærestolen, er der kun en ryg tilbage til at bære alt andet. Så det giver sig selv, at det ikke bliver en uges telttur uden provianteringsmulighed. Vi har i den periode haft teltet pakket i en vadsæk for sig, så vi kun kunne bære det til basislejr tæt ved parkeringsplads/busstoppested. Der var dog en ramme og et pakrum på vores bærestol, så en enkelt sovepose og alt barnets udstyr kunne godt bæres med der; i praksis har vi altså haft halvanden rygsæk. Det er nok til at klare en hyttetur, hvor man undværer telt og liggeunderlag.

Bleer står for nogen som et problem at have med, men er man blot et sted, hvor man kan slippe af med de brugte på forsvarlig vis, har det aldrig været noget problem at bære med. Bleer vejer jo ikke noget særligt.

Det er vores erfaring, at barnet selv trives fortrinligt med at blive transporteret i bærestol. Det vugges dejligt i søvn af gangen og når det er vågent, sidder det højt oppe og nyder udsynet. Kan man få far til at tage en hoppetur med bærestolen på er det helt perfekt.
Det eneste minus er, at man er nødt til at være to, når man vandrer med bærestol. Den er vanskelig at tage af og på med barnet i uden hjælp og desuden kan man ikke komme til at servicere barnet f.eks. med en tabt sut, mens man bærer det.

Børn fra 4 år og op

Når barnet ikke længere kan blive båret, må det gå selv.
Da Sigrid var tre kom en lillebror til og skubbede hende ud af bærestolen. Det afholdt os ikke fra at tage på fjeldtur i Norge året efter, så fra 4 år har hun gået dagsmarcher på egne ben hele vejen. Vi valgte at have fast base på en fjeldstation med fuld forplejning. Så skulle der ikke bæres proviant og og bagagen skulle kun bæres en dagsmarch fra vejen og ind. Sigrid kunne naturligvis godt blive træt, når vi lige skulle gå lidt til, før der var pause, men tog på den anden side frivilligt det stejleste stykke to gange, fordi det var så sjovt at klatre op ad klipperne.

Siden Arvid kom ud af bæresolen og Sigrid ca. samtidig blev stor nok til en lille rygsæk (ca. 7 år) har vi igen kunnet vandre med teltudrustning, omend vi stadig ikke har plads til så meget proviant (men det er jo op til en selv, hvor meget man er indstillet på at slæbe.)
Vi fordeler pakningen sådan:
Far har 4 personers telt, trangia, egen sovepose/liggeunderlag og eget tøj.
Mor har egen sovepose/liggeunderlag, en barnesovepose i en stor sidelomme, eget tøj, halvdelen af børnenes, madvarer og køkkengrej..
Et barn har egen sovepose, regntøj+fleece til begge børn, et let skumplastunderlag.

Vi har altså sparet plads ved kun at have to oppustelige underlag, som vi lægger på tværs i teltet. Fødderne klarer sig med et gammelt skumunderlag, der også er gulv i apsis om dagen.

Store børn

Da børnene var 13 og 10 kunne vi stramme ambitionerne til en uges vandring fra hytte til hytte i de franske alper. Det var en stor succes. De krævede ikke længere specielle hensyn men kunne være med fuldt på højde med de voksne, bortset fra de endnu ikke bar helt så mange kilo. Men det gjorde ikke noget, da der på denne tur ikke var medbragt teltudrustning. Arvid satte en dag sågar en slutspurt ind for at komme først til toppen, efter at vi havde kæmpet os 1500 højdemeter opad.

2012: Belønningen for denne vandreopdragelse er bl.a., at børnene på i dag 17 og 14 stadig gerne vil med os på vandreture. Al snak om begrænsninger er selvfølgelig borte, bortset fra at Arvid var uheldig at brække anklen 1½ måned før årets bjergvandringer i Schweiz. Han nåede at komme ud af gipsen før afrejse, men var stadig afhængig af krykker. Han var dog ikke til sinds at lade det ødelægge rejsen, og kæmpede tappert med på flere ture med krykker gennem stejlt og uvejsomt terræn . Specielt vakte det opsigt da han var med ude på gletschertravers. Kombinationen af steigeisen og krykker var vist ikke set før.

Telte

Teltet er en af de store investeringer og dets komfort kontra vægt og volumen betyder meget for hvilke ture, man kan drage afsted på.
Vi har samlet os tre telte til forskellige behov:

Familieteltet:
Hilleberg Keron 4 GT
Familiens feriebolig på bilcamping og cykel- og vandreture. Det er rigelig plads til alle 4 og apsis er stor nok til, at de voksne kan aftenhygge der efter at børnene er lagt i seng, hvis det skulle regne. Hilleberg er høj kvalitet, så teltet kan klare fjeld og vinterture, noget vi dog ikke har testet meget i praksis. Hilleberg er også temmelig dyrt, men som vi sagde da vi købte teltet: Det skal spare os for mange indendørsovernatninger.
Keron er noget af det letteste man kan få i den størrelse, men det er stadig en stor mundfuld at få med i rygsækken. De fylder hele hovedrummet på den ene voksnes rygsæk.
Som alle Hillebergs telte kan inder- og ydertelt slås op sammen. Teltslagningen er i det hele taget meget enkel. Stænger skal kun gøres fast i den ene ende, et væsentligt sikkerhedsaspekt hvis teltet skal slås op i blæst og regn.

Helsport Rondeslottet
Vores 3-personers telt fra før vi blev fire, er stadig i brug. Det er et kuppeltelt i en lidt aflang facon.Det har næsten ingen apsis, så det fylder betydelig mindre at have med. Skal en af os afsted alene med børnene eller skal Mette lægge telt til en vandretur med NFA, bliver det valgt. Med den manglende apsis må man dog indrømme, at det er bedst i godt vejr. Det har ikke helt samme kvalitet som Hilleberg, så det har en tendens til at blive vådt i bunden, hvis det slås op på fugtigt underlag. Det kan modvirkes med et astonauttæppe, der nu ligger som fast del af teltet.
Helsport er ikke i samme klasse som Hilleberg. Indertelt og ydertelt slås op hver for sig, hvilket tager længere tid og kan være et problem i regnvejr. Stængerne er også tykkere og tungere og de har ikke gennemgående kanaler, en detalje der også forlænger opslåningstiden en smule.
Vores Rondeslot er 15 år gammelt og findes ikke længere på Helsports program.

Jack Wolfskin Gossamer
Mette har længe ønsket sig et let en-personers telt til solotur. I sandhedens navn er der ikke så tit tale om soloture, for heldigvis vil familien gerne med. Af samme grund har det været afprøvet at sove en voksen og et barn i soloteltet.
Gossamer er faktisk en bivuak, der har form som et lille tunneltelt. Der er ikke siddehøjde og ingen egentlig apsis, men teltet er så langt, at køkkengrej kan stå ved hovedet og så bredt, at rygsækken kan ligge ved siden af (hvis den plads altså ikke er taget af et barn).
Teltet har et indertelt af myggenet og fuldt oversejl, så det er lunt og vandtæt, men skal man ind eller ud i regnvejr, må man forberede manøvren godt, for ikke at få vand med ind.Yder- og indertelt hænger sammen, men kun i hovedenden, så det er ikke muligt at slå det op i regnvejr uden kortvarigt at eksponere inderteltet. Det har også den pudsige detalje, at yderteltet går ned i en spids i fodenden, hvorved hjørnerne af inderteltet havner udenfor. Det kan løses ved at sætte pløkkene i disse hjørner skævt, for man har faktisk ikke brug for pladsen.
Gossamer kostede kun 700 kr., så man kan tillade sig den luksus at have et solotelt, selv om det sjældent bruges. Et alternativ, som er et rigtig en-personers telt er Hilleberg Akto, men det er til en helt anden pris (3100 kr). En anden mulighed er MSR Zoid som Friluftsland nu har fået på programmet til en pris midt imellem de to. Gossamer er røget ud af deres sortiment.

Pakkeliste:

Gennem årene har vi opbygget en samling af grej og vandretøj, så pakning til en tur nu er en rutinesag. Alt efter årstiden er der forskellige valgmuligheder af tøj og sovepose, men til en weekendtur for 1 person vil pakkelisten se ca. sådan ud (baseret på Mettes tøj):

På:
Lyne-af bukser 0,33 kg
Svedtrøje 0,12 kg
Vandreskjorte 0,3 kg
Goretex-jakke 0,9 kg
To par strømper 0,15 kg
Vandrestøvler 1,9 kg

Bære:
Rygsæk 1,9 kg
Dunsovepose 1,2 kg
Liggeunderlag 0,95 kg
Telt 1,6 kg
Fleece 0,25 kg
Langt undertøj/nattøj 0,27 kg
Ekstra sokker 0,1 kg
Regnbukser 0,25 kg
Lille trangia m. krydderier, tændstikker, the og theæg 1 kg
To mugge 0,13 kg
Lexan-bestik, skærekniv, dåseåbner, piskeris 0,12 kg
Sprit 0,3 kg
Toilettaske: tandbørste, tandpasta, lille sæbe, lille deodorant
Lille håndklæde 0,07 kg
Vanddunk (2l + 1l) 0,05 kg (+vand efter omstændighederne)
Sanddaler 0,55 kg
Pandelampe 0,07 kg
Pung, rejsedokumenter
Kort og kompas
Proviant (se nedenfor)

Vi er ikke gramjægere, men har efterhånden fået købt nogle lette ting. Dunsoveposen vandt meget plads og vægt og Lexanbestikket er også en god investering. Et generelt råd som: Hav ikke mere tøj med, end du kan have det hele på samtidig, har også fået Mette til at styre sin trang til lige at tage et sæt skiftetøj med. Med lange underbukser og fleece som tørt tøj i rygsækken er man dækket ind.

Letvægtsmad:

At planlægge maden på den kommende tur er også en del af fornøjelsen. Det bliver gerne noget med nøje at overveje hvad er medbringes til de egentlige måltider og så fylde op med hurtigt brændstof som kiks og chokolade, så vægten alligevel ryger deropad.

Morgenmad:
Mettes foretrukne morgenmad er øllebrødspulver, som er meget drøjt og let at tilberede. Det skal egentlig koges , men man kan sagtens nøjes med at røre det sammen med thevandet, som alligevel er kogt. Hele familien er ikke lige vild med øllebrød, så havregryn til grød eller müsli blandet med mælkepulver kan også komme på tale.
Frokost:
Rugbrød i skiver er det mest skrøbelige man kan transportere. På en weekendtur kommer det nu alligvel med i en boks. Pålæg er spegepølse, en fast ost (Gouda), dåsepostej (Svolvær, Nutana eller leverpostej)
På længere ture må frokosten være lettere. Ret-i-koppen-pulversupper med nogle skiver knækbrød til. Ost og pølse kan stadig følge med til de første dage.
Aftensmad:
Vi har aldrig brugt færdige frysetørrede retter, som er frygtelig dyre.
Man kan komme langt med de almindelige suppe- og sovsepulvre, kombineret med ris eller pasta. Røget kød som bacon eller lidt hamburgryg kan også holde sig.

Det er dog sjovt at tørre sin mad selv, og så har man større mulighed for at kreere sine retter med forskellige ingredienser. Vi har afprøvet to opskrifter: kødsovs (med kartoffelmos) og tun (med couscous eller ris). Pasta kan selvfølgelig også bruges, men det fylder en del.
Hver portion giver mad til 2 dage til en famile på 4.
Hele forsyningen kan tørres på én gang i ovn på 50 grader. Bred maden ud i et jævnt lag på hver sin bageplade. Hold ovnlågen på klem og lad stå i 8-10 timer (eller natten over).

Kødsovs:
800 g magert oksekød og to finthakkede løg gennemsteges og blandes med to små dåser tomatpasta. Krydres godt og grundigt.
Hæld gerne fedtstof/væde fra undervejs og få evt. mere fra ved at brede ud på køkkenrulle, inden det flyttes til bageplade.
Reduceres til 320 g.

Tun:
4 dåser tun i vand (pres vandet ud) blandes med et helt presset hvidløg, et par skeer sambal oelek og tre spiseskeer maizena.
Reduceres til 200 g. Efter tørring kan der blandes mælkepulver i, så er tunen klar til at blande med vand til en cremet sovs på fjeldet.

Til variation og ekstra dage medbringes tørrede gulerødder (rives og blancheres) og tørrede peberfrugter (i tern).

Maden opbevares i lukkede fryseposer. Tørrede grøntsager kan sagtens holde sig i halve og hele år, kød bør bruges indenfor en måneds tid.
Nogle foreskriver, at tørret mad skal fryses/køles indtil man tager afsted, men det ser jeg ingen grund til, blot det er knastørt.

Bagværk:

Brød:
Man kan også bage brød på Trangian. Det tager ganske vist sin tid, men det er spændende at se hvordan det går fremad og det kan passe sig selv bedre end et snobrød kan.
Bland mel, tørgær og lidt salt i en pose hjemmefra. Hæld vand i posen og ælt til en gærdej. Dejen formes i grydens facon. Med olie i gryden og ca. halvt blus på Trangiaen skal brødet stå og hygge sig i en god halv time. Vend det undervejs. Resultatet er et brød man kan skære i rigtige skiver og nybagt brød undervejs er dejligt. Evt. kan man koge syltetøj at smøre på i den anden gryde. Bær og sukker og stort set intet vand giver et godt koncentreret syltetøj.

Runekager:
Disse kager, som er et hjemmelavet alternativ til dyre energibars, er kendte blandt svenske friluftsfolk.
De bliver lidt klistrede, eftersom de hverken bages eller tørres, så pas på med indpakningen. Man kunne også prøve at tørre dem lidt i ovnen.

2 dl sirup
1,5 dl sukker
2,5 dl fløde
koges sammen til en karamelmasse. Karamelmassen skal koges til den kan stivne i vand.

Massen blandes med:
5 dl havregryn
russiner, solsikkekerner, nødder, mandler, tørret frugt efter smag
evt. druesukkerpulver, hvis man ønsker ekstra meget energi.
I alt skal er være mindst 10 dl tørre ingredienser. De kan køres i blener for en fastere konsistens i kagerne.

Massen, der nu skal være som en tyk dej, rulles ud til en centimetertyk plade mellem to ark bagepapir. Kagerne skæres i passende stykker og afkøles.
For at modvirke sammenklistring kan de drysses med findelte nødder.