Cykelferie i Tjekkiet |
Opdateret 15. juli 2010 |
Idé
Idéen med turen var dels at cykle rundt og smage lokale, tjekkiske øl
fra de bryggerier, vi måtte passere, dels at få en cykelferie i
et mere varieret landskab end i Holland, hvor vi kørte sidste år.
Flere succesrige vandreferier i bjerge havde givet os blod på tanden til
også at udfordre nogle stigninger på cykel. Vi valgte at starte
i Nürnberg, hvortil man kan tage direkte nattog fra København, og
derfra cykle ind i Tjekkiet for at slutte i Prag. Resultatet blev en rigtig
god og vellykket tur, dog med et par overraskende konstateringer undervejs.

Hele rejseruten. Klik på billedet for at vise detaljer på Google
Earth.
Øl
Hvad det første formål angår, blev det opfyldt derved, at
vi fik masser af rigtig godt øl. Men den del med at studere og sammenligne
de forskellige bryggeriers produkter blev der nu ikke så meget af. Når
man går ind et sted og bestiller en øl, bliver man sjældent
spurgt hvilken øl, og udvalget er som regel heller ikke særlig
stort, men begrænser sig til det mærke stedet har på fad.
Resultatet er, at man sidder og nyder en dejlig øl i fulde drag, men
man ved ikke, hvilket bryggeri, den kommer fra.
Indrømmet – vi kunne selv have gjort mere for det og spurgt mere
ind til ølmærkerne. Men det er bare ikke det første, man
tænker på, når man efter en lang cykeltur i stegende varme
ankommer dehydreret til en beværtning.
Landskab – skønhed
og udfordring
Turens andet formål – det varierede landskab – fik vi også
masser af. Landskabeligt er Tjekkiet afgjort mere varieret og spændende
end Holland, og vi fik mange flere flotte landskabsbilleder end sidste år.
Men det kostede sandelig også sved!!!
Vores succes med bjergvanding kunne ikke direkte overføres til bjergcykling.
Trods gode cykler med lave gear, er det meget hårdere at cykle opad med
bagage end at bære en rygsæk op. Vort bedste lommefilosofiske gæt
på en årsag er, at man til fods til enhver tid kan standse mellem
to skridt og puste i et sekund, og så straks gå videre. På
cykel vil et sekunds pause på en stigning indebære, at man stiger
helt af cyklen, hvorefter det kræver en vis kraftanstengelse at komme
i gang igen. Det bedste er derfor at fortsætte, næsten uanset hvor
stakåndet, man er ved at blive, helt til toppen er nået. Men man
bliver derved meget mere ”slidt” end man gør til fods.
Og så kørte vi ikke engang i rigtig alpinterræn, selv om
Fichtelgebirge da også er en slags bedrift – for os i hvert fald.
Cykelruter
Det er heller ikke altid bjergene i sig selv, der giver hele udfordringen, men
i lige så høj grad cykelruternes linieføringer. Når
en smal dalbund skal deles mellem en flod, en jernbane og en hovedvej er der
ikke plads til cyklister. Cykelruterne lægges derfor ofte længere
op ad dalsiderne, med megen op- og nedkørsel til følge. Man holder
hurtigt op med at glæde sig over, når det går nedad, for det
betyder altid, at man kort efter skal op igen.
I Tjekkiet er cykelruterne dog rimelig fornuftige de fleste steder, og man udsættes
ikke for væsentlig flere stigninger, end der er betinget af nødvendigheden.
I Tyskland derimod, kan vi generelt bedst anbefale at holde sig borte fra cykelruterne.
De er tilsyneladende planlagt ud fra en forestilling om, at cyklister primært
kører på mountainbikes uden oppakning, og ønsker sig så
mange udfordringer som muligt, uden nødvendigvis at komme nogen vegne.
Ofte er cykelruten til en given destination 50% længere end bilvejen!
Et enkelt sted bragte to hårde timers meget opslidende kørsel os
ikke længere frem, end hvad der ad bilvejen blot havde været sølle
9 vandrette kilometer i dalbunden. Det passer dårligt for os, som kører
med tung oppakning, og som primært ønsker at bruge cyklerne til
at komme fra A til B uden større omveje og kraftanstrengelser end højst
nødvendigt.
Vi synes også bedre om skiltningen af cykelruter i Tjekkiet end i Tyskland.
I Tyskland er der mange ruter med hver sit navn, men undertiden sammenfaldende
strækning, som man skal holde rede på. De skiltes med et lille hvidt
skilt med grøn tekst, som er svært at få øje på
i farten. I Tjekkiet har de et system med numre på ruterne og der skiltes
med tydelige gule skilte med sort tekst. I Tjekkiet sættes der også
af og til et opmuntrende ”du er på rette vej skilt”, så
der ikke kun kommer skilte hvor vejen drejer.
Vi kunne godt have brugt bedre information på kortet om cykelruternes
beskaffenhed. Af og til cykelruten pludselig til en hullet markvej, en malerisk
pramdragersti med kampestensbelægning fra 1800-tallet eller et sandet
spor, der var udsat for jordskred. Det kan være meget spændende,
men vi vil godt være advaret om det, så vi selv har valgt at det
bliver virkelig ”Radwandern”, trækkende cyklen.
Trafik
Vi tyede af og til til større veje, sågar en Bundesstrasse og man
må sige at både i Tyskland og Tjekkiet er biler og lastbiler hensynsfulde,
holder afstand og venter med at overhale til de kan overskue vejen, selvom vi
kører opad med 10 km i timen. Men det er selvfølgelig ikke rart
i længden at køre på en vej, hvor lastbilernes lufttryk får
kasketten til at lette fra hovedet.
Der hvor det er muligt at begive sig ud på småvejene kan det anbefales.
Det er lettere at finde vej end via cykelruterne og der er ikke meget trafik.
I Tjekkiet var vi overrasket over så god asfalt der ofte var på
de små veje mellem landsbyerne. Kun igennem landsbyen var vejen ofte ikke
blevet renoveret.
Ved grænseovergangen mellem Tyskland og Tjekkiet fandtes der kun den store
vej. Her valgte vi at hoppe på et lokaltog og opdagede så overhovedet
ikke grænsen. At få cykler med tog er temmelig uproblematisk i begge
lande, så det kan være en god måde at få set forskellige
egne på.
Ruten
Bakkernes udfordring førte til, at den planlagte rute blev ændret
undervejs. Vi ville have været til Plzén og til Ceske Budejovice
for at besøge de berømte bryggerbyer. Men nærkig på
de detailkort, vi købte undervejs, afslørede et væsentlig
mere kuperet terræn på denne rute end forventet, og på et
tidspunkt, hvor vi allerede længtes efter nogle lettere etaper. Så
i stedet for fra Karlovy Vary at køre sydøst mod Plzén,
blev planen aftenen i forvejen ændret til at følge dalen mod nordøst,
hvilket blot ville give een yderligere etape i bakker, hvorefter dalen løber
ud i fladere landskab.
Campingpladser
Tjekkiske campingpladser er gennemgående mindre og med færre faciliteter
end man oplever i vesteuropa. De ligger ofte i forbindelse med enten en kanolandingsplads
eller et stadion. Værre er imidlertid, at de langt fra altid eksisterer,
selv om de står på selv helt nye kort. I Kadan er anført
hele to campingpladser, hvoraf den ene er let at finde, men desværre lukket,
mens vi ikke fandt spor af den anden. Vi endte med at måtte tage en hotelovernatning.
Dagen efter gentog oplevelsen sig i Louny, hvor pladsen var omdannet til et
hundetræningsanlæg, hvis bestyrer ikke kendte til nogen campingplads,
men dog havde fået spørgsmålet flere gange før. Der
endte vi med at få lov at telte hos en bonde udenfor byen. Også
i Prag viste den plads, vi sigtede på, sig at være lukket, men der
var der heldigvis andre at vælge imellem.
Det kan anbefales hjemmefra at søge efter campingpladser, som ser ud
til at have en nyligt opdateret hjemmeside. Har de det, må de antages
at eksistere, også i virkeligheden. På de større campingpladser
lå vi ganske vist sammen med masser af danskere i campingvogn. Der var
mere atmosfære over kanolandingspladsernes tjekkiske publikum.
Naturistpladser findes, men er ikke særlig udbredte. Vistnok i alt 4 i
hele landet, hvoraf 2 var på vores først planlagte rute, men ingen
på den vej, vi endte med at køre. Det var lidt et afsavn i det
meget varme vejr.
Prisniveau
Priserne i Tjekkiet var en glædelig overraskelse. Vi havde regnet med,
at landet efter 6 års EU-medlemskab havde nærmet sig vesteuropæisk
prisniveau. Men nej. En campingpladsovernatning for telt + 4 personer kostede
typisk hvad der svarer til mellem 80 og 100 kr. Det koster oftest over 200 kr.
i Danmark. Restaurantmiddag for 4 personer inkl. drikkevarer og dessert kan
i reglen klares under 300 kr. En halv liter godt fadøl kan man få
serveret for 6-8 kr, og en flot isanretning for ca. det dobbelte. Så det
var ikke den konto, vi sparede på, efter en lang, varm cykeltur.
Spændende steder
Fränkische Schweiz og Fichtelgebirge er flotte, men udfordrende
landskaber at cykle i. De værste anstrengelser kan dog undgås ved
at holde sig fra de tyske cykelruter.
Festspielhaus i Bayreuth passerede vi, men ud over den smukke park,
det ligger i, er det nu ikke så spændende uden for festspilsæsonen.
Ohre-floden
blev en fin ledetråd, vi fulgte gennem hele 5 dage. Et af de flotteste
steder er klippeformationen Svatosske Skaly, kort sydvest for Karlovy
Vary.
Soos er et geotermisk område nord for byen Cheb, med kiselaflejringer
og boblende (men koldt!!) mudder.
Loket er en spændende middelalderborg på en bakketop ved
Ohre-floden. Der er en skrækindjagende torturkælder at se.
Karlovy Vary, også kendt som Karlsbad, er en af Europas berømteste
og mest hæderkronede kurbadbyer med sin storhedstid i starten af det 20.
århundrede, men bestemt stadig meget opsøgt og levende idag. Det
gamle centrum langs Tepla-floden skal man give sig god tid til.
Kadan og atec er flotte byer beliggende på bakketoppe
og med smukke torve. I atec besøgte vi et humlemuseum over ølbrygning.
Byen ligger midt i et stort område for humledyrkning, og er omgivet af
store humlemarker på alle sider. Her produceres den berømte Saas
Hopf.
Ceske stredohori er et naturområde med en masse små, gamle
vulkaner. En af dem, Oblik, kunne vi gå op på, og fra toppen
(509 m.o.h) er der flot udsigt til talrige andre, lignende spidse bakker.
Theresienstadt er det tyske navn for byen Terezin, som under 2. verdenskrig
var omdannet til kz-lejr. Fængselsdelen kan som museum beses som det så
ud i 1945. Resten af fæstningsbyen er by igen, men vi oplevede den som
meget øde og trøstesløs. Her har ikke været rart.
Labe og Vltava (også kendt som Elben og Moldau) er Tjekkiets
største floder, og begge bestykket med langsgående cykelruter.
Følgelig også ganske mange cykelturister, heriblandt en del danskere.
Vær dog indstillet på, at cykelruterne sine steder mere må
kaldes vandreruter, idet terrænet næsten ikke er passabelt for oppakkede
cykler. Et sted måtte vi tage al bagage af og trække cyklerne liggende
under et væltet træ!!
Labe og Vltava mødes
i Melnik, som også er en flot by med centrum liggende så
højt, at der er vidtstrakt udsigt over det omgivende land. Her har vinmarkerne
taget over fra humlemarkerne.
Praha er ikke for ingenting en af Europas meget besøgte hovedstæder.
Detaljer herom vil føre for vidt på dette sted.
Dokumentationszentrum des Reichparteitagsgelände ligger i den
sydlige udkant af Nürnberg, hvor man også kan se Zeppeliner Feld,
som var stedet, hvor nazistpartiet i 1930’erne holdt sine store partidage.
Den gigantiske partikongresbygning ligger halvbygget, så langt som man
var nået i 1939.
Konklusion
Alt i alt kan Tjekkiet godt anbefales som cykelland. Spændende oplevelser,
rimelig gode veje og billige priser. Om hedebølgen også er symptomatisk
er nok mere usikkert, men det måtte nu også godt have været
5° køligere. Vi var også så heldige at slippe for punkteringer,
egerbrud og andre mekaniske skader af betydning. Kun Sigrids styrbånd
nægtede at blive på styret.