For os er hovedformålet med at løbe på ski at komme på tur. Det gælder både for alpinski og langrend. Vi praktiserer begge dele. Langrend har vi eget udstyr til herhjemme, men til gengæld er det alpinski der styrer den årlige skiferie.
Disse sider handler om begge slags ski og om hvordan vi har introduceret børnene til ski.

Fordele:
Skiferie konkurrerer ikke med alle mulige andre interesser om de sparsomme weekender og ferieuger i sommerhalvåret. Men langrend og alpinski konkurrerer unægtelig indbyrdes om vinterferien. Løsningen har nogle gange været at bruge juleferien til langrend.
Det er en stationær ferie. Man flytter ind i en lejlighed og har masser af tid til at hygge sammen uden at skulle videre (det kan man selvfølgelig også på andre ferietyper, det gør vi bare ikke)
Alpinferie er typisk en charterferie, men på selvstændig facon. Man kan købe en samlet pakke med transport, bolig (og liftkort) uden af den grund at være indrulleret i en fælles grupperejse. Bussen fra Ellebjerg Station direkte til hotellet passer os fint, børnene glæder sig endda til busturen, som også giver masser af tid til at læse og hygge. Selv om vi ikke er meget for at være en del af en gruppe kan det dog godt betale sig at tage med på pistevisning, bl.a. for at få nogen at løbe med, hvis den ene stadig skal være sammen med et barn på de lettere bakker.
Skiferien kan kombineres med andre ting. Vi har tit medbragt langrendsski på alpinferie, hvis vi tog nordpå eller vandrestøvler til en tur i dalen, hvis vi tog sydpå. En svømmehal eller en sightseeingtur til en lidt større by er også en mulighed (om end vi sjældent får tid til det).

Ulemper:
Tungt: Alpinski er noget tungt stads at fragte rundt. Selv børn, der er store nok til at håndtere skiene fint, når de er på fødderne, kan næppe bære udrustningen selv – og man kommer altid til at bære det hele, ligegyldigt hvor tæt man bor på en lift.
Dyrt: At gøre sine børn interesseret i at stå på alpinski er en dyr beslutning at tage. Fra de er ca. 8 år koster liftkortet henved 1000 kr. for en uge (men mens hun stadig var gratis, nåede Sigrid godt nok at fræse mange pistekilometer).
Men det er forståeligt, at liftkort er så dyre, for alpinski er i bund og grund en unaturlig sport. Der skal bruges masser af ansatte til at passe lifte og pistemaskiner og masser af energi til at hive hjælpeløse skiløbere opad. Selv den mindste stigning bliver en hindring for en alpinskiløber og nogle steder ser man transportbånd opad en lille kant til liften.

Langrend

Det er ikke til at komme udenom. Skis oprindelige funktion er at være et transportmiddel, der kan fragte én både op og ned. Derfor er langrend rigtig ski.
Vi har langrendsudstyr alle 4 (børnene fik deres da da var 6 og 10). Langrend er en aktivitet man kan lave hvor som helst, hvis man har udstyret parat og vejret er til det. Vi har løbet på ski på Vestamager, hvor man kan få en god langtur. I nyfalden sne har vi endda en lille tur hjemmefra, hvor vi kan tage skiene på ved huset og løbe ned i ”skoven” bag Tårnby Stadion.
En langrendsskiferie behøver ikke være til et egentligt skisportsted. En sporcentral med løjpesløjfer af forskellig længde – og gerne en lyssløjpe til aftenbrug – kan dog hæve det sportslige niveau i skiløbet. Men en hytte et sted i Sydsverige kan også byde på gode ture hen ad de lokale skovveje. Dermed kan langrendsferien også let kombineres med andre formål. Vi har været på kombineret ski og storbyferie ved Oslo.
Børn skal have en vis alder, før de kan løbe langrend, fordi det er en fysisk aktivitet, der kræver kræfter og koncentration af skiløberen. Fra børn er omkring 7 år kan de begynde, men man skal ikke forvente de lange dagture med børn. Langrend ligner meget vandring som aktivitet: man følges ad i smuk natur og pauserne er lige så vigtige som selve aktiviteten. Børnene fik deres langrendsdebut i Oslo. Her var sikkerhed for at komme ud i interessant og anderledes natur, selv på kortere ture, en vis snegaranti og samtidig mulighed for at sætte et helt andet indhold i nogle af dagene, hvis børnene løb sur i skiløbet. En campinghytte på Bogstad Camping var rigeligt skisportsted til det formål.

Ved køb af langrendsski skal man sørge for at få nogle, der ikke kun er beregnet til at køre i præparerede spor. Skiene skal have lidt bredde, så de kan bære i løs sne og gerne noget kant, så de er lettere at styre, når det går ned.

Alpin:

På trods af kærligheden til langrend er den årlige skiferie blevet lig med alpinski.
Vores interesse er at tage på ture. Vi ønsker os et stort skiområde, hvor man kan tage på dagture ud i de fjerneste kroge. Frokosten vil vi gerne indtage under et grantræ eller ved en hølade. Desværre kommer man jo aldrig rigtig ud i den stille natur, da et skiområde altid er særdeles menneskeskabt.

Vores børn er startet på ski, da de var ca. 4 år. Det første år med dem hver tilbragte vi meget tid på de letteste børnebakker, men kunne også tage på småture af blå pister med barnet mellem benene. De to næste år har vi kørt med børnene i snor, efterhånden kun som bremse på de stejleste steder. Fra 4. skiferie, ca. 7 år gamle, kunne de køre næsten alle vegne, blot man planlagde ruten uden om de stejleste steder. Det er en god idé på forhånd at se på pistekortet efter et sted hvor en børnebakke ligger i tilknytning til en lift op ad en interessant pist. Så kan én køre øvelift med barnet og én kan tage den længere tur, men alligevel komme forbi tit, så man er sammen.
Vi har valgt næsten ikke at benytte skiskole til børnene. Måske ville de være blevet selvstændige tidligere, hvis de ikke havde far og mor i nærheden, men vi har haft det godt med at løbe sammen og ikke have dagen skemalagt af skiskolens mødetider.
Vær opmærksom på at tage til et sted, hvor børneskiområdet er frit tilgængeligt. Mange steder sydpå, er det kun til skiskoler og de lukker området eller pakker grejet sammen, når de er færdige. Nordpå er der ofte frit tilgængelige snelegelande. Det er unægtelig mere motiverende for et barn, at løbe slalom om bamser end om fars og mors skistave eller hvad man nu ellers kan finde på.

Skiferie med børn giver træning i disciplinen sætte ski på en vrælende eller sur unge på det stejleste sted alt imens man kæmper for ikke selv at glide ned. Husk at den nederste ski skal på først. Det er nødvendigt at hjælpe barnet skien på, for barnet har simpelthen ikke vægt nok til selv at trykke bindingen ned, slet ikke på et stejlt sted hvor man ikke kan lægge kræfter i. Vrælet og surmuleriet plejer i øvrigt at gå over så snart man er kørende igen.

Det er en god idé at medbringe walkie-talkie og fast have en hver. Pludselig kan man være kommet væk fra hinanden fordi én er faldet eller et barn er drejet forkert på pisten. På alpinski kan man jo ikke lige gå tilbage og se efter. Walkie-talkien behøver ikke være tændt, men så snart man savner den anden halvdel af familien, tænder man, finder hinanden og laver nye aftaler. Mange bruger deres mobiltelefoner til dette, men det kan være dyrt at ringe mellem to danske mobiler i udlandet og der er unødvendigt for radioens rækkevidde er rigeligt, også selv om man ikke er på samme piste.

Gode turområder

Per Gynts Rike:
I Gudbrandsdalen i Norge er mulighederne optimale for at opleve det perfekte terræn til langrend. Her kan man komme rigtig ud på det åbne fjeld og opleve storslåetheden, de åbne vidder og den berusende stilhed. Det er det bedste langrendssted vi endnu har været. Der er også lidt muligheder for at løbe alpint, men man løber nu hurtigt tør for nye pister, så det skal være langrendsløbet, der driver én til Gudbrandsdalen.

Åre:
Åre er det mest alpine område i Skandinavien med en world cup-piste lige ned i centrum af byen.
Alt i hovedområdet hænger godt sammen, også med grønne transportpister, så man kan tage på langtur selv med småbørn. Bemærk dog at pister over trægrænsen sjældent er tilgængelige før et stykke ind i februar, der er simpelthen for koldt og blæsende deroppe. Husk det varme ekstraudstyr: gode handsker og elefanthue eller halstørklæde, der kan komme op om munden.
Vi har oplevet -32°C i Åre!

Branäs:
Det er måske ikke ligefrem et turområde, men det er godt til barnets første skiferie, fordi der er en gondollift, så selv småbørn kan komme med op på toppen (og ned igen). På toppen er der også lette pister, så her kan man faktisk komme på en lille tur. Og selv om Branäs er et lille sted, er det slet ikke til at kimse af. Der er en god lang, rød piste, og faktisk større faldhøjde end de kendte svenske steder Sälen og Lindvallen.

Alpe d’Huez:
Den store gryde ved byen er måske mere skicirkus end langture, men der er mange pistekilometer og spændende smutveje, så børn også kan føle de er ude at køre langt. Yderkanterne af området er også muligt at nå og her kan man komme helt ud i naturen på Piste de Sarenne, som kører bag om alle lifter i sin helt egen dal. Det er Europas længste piste og selv om den er markeret som sort, kan man godt tage den stille og roligt ned med et barn. På sådan en lang tur er de stejle stykker til at overse.

Westendorf og Wagrain (og sikkert andre steder i Østrig):
Østrigske områder er sjældent rigtig godt sammenhængende. Der er mindre områder med piste til en dag eller to’s forbrug. Man skal ofte tage en skibus fra sit hotel til liften, hvilket er en ulempe med børn. Til gengæld kan man jo tage bussen til et nyt udgangspunkt, når man alligevel skal bruge den.

Canazei, Superski Dolomiti:
Området er berømt for Sella Ronda, turen rundt om Sellamassivet. Det er en enkel tur, som sagtens kan gennemføres med børn. Desuden er der flere hjørner med masser af blå og lettere røde piste, som nemt kan blive til en hel dag på stadig nye bakker.