Petanqueturnering på SjøhaugKlubrejse for Københavns Naturistpetanque (KNaP) 2. - 7. juli 2008 |
Opdateret 1. oktober
2008 |
Det er altid lidt
nervepresset når mange mennesker skal mødes til fælles indcheckning
i lufthavnen. I vort tilfælde var vi hele 15 mennesker fra KNaP, der skulle
komme fra 5 forskellige adresser, så der skulle ikke gå meget galt
før vi ville få svært ved at nå igennem de lange køer.
Sikkerhedsbureaukratiet gjorde det heller ikke ligefrem nemmere. Det endte da
også med, at de sidste kom spænende til gate’en nogle minutter
efter afgangstid med tungen ud af halsen og gik ombord under bebrejdende skulen
fra gatekeeperens (hedder det sådan?) side.
Til gengæld fik vi en så meget desto mere varm modtagelse i Gardemoen, hvor vore værter fra Sjøhaug var mødt op med flere biler og en anhænger, så vi kunne slippe for at have al bagagen i bussen til Moss. Efter busturen var endnu flere mødt op for at køre os de sidste 5 km fra Moss frem til Sjøhaug. Hvilken gæstfrihed!
Sjøhaug
er en smuk, idyllisk campingplads på en skærgårdsø
i Oslofjorden, og her holder Østfold Naturistforening til. Familien Duekilde
foretrak at bo i sit telt, mens de øvrige deltagere blev fordelt i 3
hytter, hvoraf den ene blev oplyst at være øens ældste hus
og en tidligere smuglerrede.
Vejret: Sol, skyfrit og 25 grader. Og det fortsatte under hele opholdet undtagen
den sidste dag.
Programmet
kom onsdag, torsdag og fredag til at stå på badning, hygge, fællesspisning,
traveture til Bjørnåsen, øens højeste punkt med flot
udsigt over Oslofjorden og Drammensfjorden, sauna samt naturligvis sporadisk
petanquetræning. Onsdag aften var der rejegilde, andre dage blev der grillet.
KNaP bidrog med Kims slagsange, heraf én skrevet til lejligheden. Det
viste sig snart, at også Sjøhaug havde sange at byde på.
Om aftenen blev der spillet Casino, Ordet På Bordet m.m. i selskab med
Lailas forskelligfarvede udvalg af Gajol-shots. Jutta og Martin gennemførte
en indkøbstur til Moss på lånte cykler, men varmen og det
kuperede terræn fik den beskedne distance til at føles som en meget
lang tur.


Lørdag
var dagen for petanqueturneringen ØNF Open. Der kom folk fra andre foreninger,
og der blev dannet 12 double-hold til turneringen. De 4 doubler fra KNaP opnåede
placeringer som nr. 4, 5, 6 og 10 ud af de 12, og kom altså ikke på
medaljetavlen, men faldt da heller ikke helt igennem. De to bedste hold, som
endte med kun eet points forskel imellem sig, var begge fra Vestfold, og var
vist kendt for tidligere flotte resultater. Bronzemedaljen gik til en lokal
double fra Sjøhaug. Der blev højtidelig overrækkelse af
flere forskellige trofæer efter den mest jævnbyrdige ØNF
Open, der havde været i mange år.
Søndag var det gode vejr sluppet op. Nu stod det på kulde og dagsregn.
Dagsordenen var en landskamp mellem Norge og Danmark, dvs i praksis mellem Sjøhaug
og KNaP, som hver stillede med 6 spillere til en klassisk turnering bestående
af 3 double-kampe og 2 triple-kampe. KNaP udvalgte de, som havde spillet bedst
om lørdagen, nemlig Lars, Lotte, Charlotte, Mette, Sigrid og Jens. Sjøhaug
derimod benyttede ”Amerikansk udtagelse”, som bestod i, at alle
20-30 kandidater kastede hver sin kugle samtidig mod den samme gris, og de 6
nærmeste blev udtaget (hvordan afgjorde de hvis kugler, der var hvis??).
Dette
var en turneringsform, KNaP var mere vant til, og det sås på resultaterne.
De 4 første kampe blev vundet af KNaP, så tilbage stod for Sjøhaug
kun en mulighed for at pynte på resultatet. Den sidste kamp var så
jævnbyrdig, at Jens til sidst skulle lave eet afgørende kast, der
ville blive kampens sidste uanset udfaldet. Jens kom ikke tættere på
end nordmændenes bedste kugler, og Sjøhaug vandt således
den sidste kamp så resulatet blev 4-1 til KNaP.
Alle fra både Sjøhaug og KNaP var meget glade for den vellykkede uge. Det blev aftalt at mødes igen i 2009 til et Skandinavisk mesterskab, muligvis på Solbakken, hvor vi så håber også at få en svensk delegation med, f.eks fra Solheidan.
En stor tak til Sjøhaug for fantastisk gæstfrihed.