Dette er vores første store alpevandring, hvor vi virkelig flytter os på landkortet, fra søen til foden af alpernes højeste bjerg. Turen blev gennemført som en hytte-til-hytte-tur med overnatninger i bjerghytter (refuges) og så lille en oppakning, som det kunne lykkes os at lave.
Jeg læste kort inden afgang, at det ikke er noget man bare skal kaste sig ud i uden træning og blev lidt bekymret, for vi har ikke fået lavet nogen opvarmningsture, men det var ikke noget problem. Der er mange højdemeter, flere end vi nogensinde før har gået, og det er selvfølgelig hårdt, mens man går; men det er ikke noget, der gav anledning til ømme muskler senere.

Planlægning
Efter at have læst beskrivelser på et par hjemmesider, især http://www.grfive.com/index.htm bestilt vi den rette topoguide via Federation Francaise de Randonneurs Pedestre http://www.ffrandonnee.fr/. Det er et strålende værktøj med kort, rutebeskrivelse og nødvendige adresser, såsom telefonnummre på alle overnatningssteder. Opdateringer siden den sidste udgave sendes med som et løsblad og kan slås op på hjemmesiden.
Vi valgte at bestille alle overnatninger i forvejen. Det var en eftermiddags eksercits ved telefonen at få dem alle på plads. Det havde måske ikke været nødvendigt for der var ikke fuldt nogen steder, men når vi kom fire personer ville vi gerne have den sikkerhed hjemmefra. Det betød selvfølgelig til gengæld, at vi ikke kunne tilpasse os vejret eller dagsformen, når vi hele tiden skulle holde trit med vores reservationer. En aften kom vi frem i regn og tåge til beskeden ”I bliver de eneste her, alle andre har ringet og aflyst!”

Pak let
I Alperne skal man gerne pakke let og det burde også være muligt, da man aldrig er langt væk fra civilisationen. Men det er ikke så let, når man er opdraget i skandinaviske fjelde med at have en vis sikkerhedsmargin.
Lagenpose er nok at medbringe på de udmærkede sovesale i hytterne, men vi havde også et par soveposer for ikke at stå helt uden nødudstyr, hvis uheldet var ude. Alle hytter har indendørsfodtøj til låns, så man kunne også have undværet sine sandaler. Til gengæld var vi glade for at vi havde husket en pandelampe, for selv om dagen var der meget dunkelt på sovesalene, hvor skodderne ofte var for vinduerne.
Vi havde medbragt en lille Trangia for at kunne koge the og suppe til frokost. The fik vi dog aldrig lavet, men uden vores suppepulvre havde vi nu haft et problem med frokost. Man kommer ganske vist jævnligt gennem byer, hvor man burde kunne købe brød og pålæg, men der et svært når alt holder middagslukket mellem 12 og 15.30. Vi ville nødig har undværet et vist lager af letvægtsfrokostmad og muligheden for at tilberede det.
De øvrige måltider er ikke noget problem. Bjerghytterne tilbyder halvpension og de serverer god, reel mad. Middagen er oftest suppe, pasta eller pølser, et ostefad og en dessert, dvs. 4 retter. Jo mere isoleret hytten ligger, jo bedre mad. Det bedste måltid var i Gite de Trepentaz, en ørnerede uden vejforbindelse og strøm; det mest skrabede måltid i Auberge de Salvagny, den eneste overnatning vi tog i en by nede i dalen.
Kun én bjerghytte var drevet af Club Alpin Francaise, resten var private, så der er ingen grund til at bekymre sig om medlemskab af bjergorganisationer for at få rabat.

Markering
Der er mange vandreruter i Alperne, både i bjergene og dalene og de er generelt godt skiltet med hyppige vejvisere med angivelse af afstanden i tid til forskellige mål. Men det er nødvendigt at have sin topoguide eller en anden turbeskrivelse for at kende de navne, der bliver skiltet med som næste mål. GR-ruter er markeret med rød-hvide mærker, både i naturen og på skiltene, men man kan ikke altid regne med det. F.eks. var der ingen GR-mærker på den del af ruten, der går i Schweiz. Er stien markeret med et lokalt mærke i en anden farve, er det det man skal følge.
Langs stien er der ikke så mange mærker, så længe man følger en sti, hvor man ikke bør kunne tage fejl. Hold især udkig efter rød-hvide kryds, som betyder at man går den forkerte vej. Dem er de flinke til at sætte, der hvor man kan komme i tvivl.
Igennem dalene og det første stykke opad følger ruten ofte en asfalteret vej, evt. med stier, der skyder genvej gennem hårnålesving. Det er ikke altid en god idé at tage den genvej, for der kan være en stejl kant at forcere for at komme op på vejen igen. Når man kommer op over skoven er der ofte en veltrampet, entydig sti, men heller ikke her er det en ødemark man går i. Det meste er enten sætre eller skiområder (eller begge dele). Efterhånden er der ikke ende på hvor afsides steder man kan få en firhjulstrækker op, så mange stier er egentlig markveje, hvor der kan køre biler og også gør det.

Ruten
GR 5 fra Genevesøen har to officielle startsteder. St. Gingolph på den schweiziske grænse og Thonon-les-Bains længere vestpå mod Geneve. Vi valgte St. Gingolph. Her kommer man hurtigst op i bjergene, men det betyder også, at man starter med en meget stejl opstigning. Vi ankom til byen med båd over søen fra Montreux og så bekymret på bjerget, der tårnede sig op bag byen. For at dele stigningen op, startede vi straks med at gå op til første landsby, Novel. Desværre er hotellet der lukket, så vi gik ned igen til det hotel, vi havde bestilt i St. Gingolph og tog en taxa op næste dag. Da vi nu gik videre i Novel viste det sig, at der var en Gite d’Etape, som end ikke turistinformationen havde kunnet oplyse os om.
At komme op til den første sæter var en åbenbaring. Et venligt skilt bød på vand fra karret eller cola fra deres lille servering. Derfra gik det videre over Col de Bise, hvor vi som den eneste gang på turen gik forkert. Stien mod bjergkammen var pludselig en kosti og vi klatrede op til toppen for at lave en alternativ pasovergang. Der var heldigvis en sti oppe på kammen og en udsigt ned til Chalets de Bise og helt frem til Mont Blanc.
Næste dag førte over endnu et pas og ned i dalen til den lille by Chapelle d’Abondance, hvor der var meget varmt. Tidligere gik GR 5 et langt stykke ad landevejen i byen, men nu er der heldigvis fundet et skyggefuldt alternativ langs floden, som er betydelig køligere. Fra byen går det op igen på en stejl sti gennem skoven. For at finde overnatning denne aften må man gå en time udenfor GR5 til Gite de Trepentaz. Vi havde forstået det som at man skulle over en lille kam, men derefter var i højde med hytten. Da vi så, at stien over kammen snarere var en vej rundt om blev vi glade, men da det viste sig, at hytten derefter lå højt, højt oppe på den næste skråning gik energien ud af nogle af os.
Aftenen sluttede med et forrygende tordenvejr og næste dag var bjerggryden, som vi befandt os i, fyldt af tåge. Vi var lidt bekymrede for vejen videre, der var langs den stejle skråning og derefter tilsyneladende lodret op ad en sti, der var tegnet stiplet på kortet. Ejeren bedyrede dog, at det ikke var klatring, men vi ville nødig ud på en vanskelig sti i tæt tåge. Skyerne lettede heldgivis nok til at vi kunne se hele tiden og stien var uden problemer; der var endda sat rækværk op på det stejleste stykke. Over kammen fladede det ud og stien forsvandt helt i høj, våd vegetation og brølende køer.
Hele denne dag og hele den næste gik vi i lavthængende skyer og fortrinsvis på tværs af bjergsider, dels gennem landbrugsland, dels gennem skiområdet Portes du Soleil. En særlig oplevelse var det at få ly til en lille pause blandt gederne i stalden på en sæter, mens ejerne ordnede dagens osteproduktion. I skiområdet er der om sommeren stor mountainbike-aktivitet. Vær opmærksom på, at stien nogle steder deles i VTT og pieton, hhv. cykler og fodgængere. Vi overnattede på Refuge de Chesery, lige inde i Schweiz, et lille, hyggeligt sted med en fantastisk beliggenhed ved Lac Vert. Næste formiddag var vi i Schweiz i et meget aktivt landbrugsland, hvor selv grise stod i vejen på stien, inden grænsen krydsedes igen ved Col de Coux.
Næste dag kom vi tidligt frem til Refuge de la Golese, da vi havde en kort dag og ingen grund til at nyde lange pauser i regnen. Det lå lige ved starten af den store dal, der slutter i Samoëns og havde sikkert haft en flot udsigt, hvis vi kunne se den for skyer. Nedstigningen til Samoëns var dog en ret kedelig affære på vej hele vejen. Vi hastede nedad for at nå byen inden middagslukningen og kom frem til et travlt turisttorv med en karrussel og masser af souvenirbutikker. Vi blev pludselig mindet om at andre end os tager på ferie her. Det var nationaldagen den 14. juli, men det mærkede man kun i fjernsynet på baren, som underholdt med en militærparade. Fra Samoëns mente vi, at der var 2 timer flad dalbund til overnatningen i Sauvigny, men der havde vi igen ikke fået læst kortet grundigt nok. Pludselig steg stien op gennem Gorges de Tines og førte gennem en smal sprække, der skulle forceres på en stige. En flot ekstra bonus.
Så manglede vi kun et massiv inden Mont Blanc, det mest øde stræk på turen. Opstigningen var meget lang og nu igen varm og solfyldt, og belønningen kom da det sidste sving førte op over kanten og ud på en vrimlende blomstereng og udsigt til et område så fladt, at det var et marskland. Søen Lac d’Anterne var næste mål, men også den lå højere oppe end vi havde forestillet os. Heroppe så vi murmeldyr og der var nu masser af andre (endags)vandrere, som ligesom os skulle nyde de grønne enge ved søen. Vi var dog de eneste, der soppede. Den sidste overnatning ved Refuge de Moëde-Anterne var i den mest fyldte hytte hidtil.
Op mod Col de Brevent går man hele tiden med udsigt tilbage til Refuge de Moëde-Anterne. Vi fandt en genial frokostplads med fladt græs lige inden den sidste stejle opstigning. Helt oppe mødte vi bjerggeder og snefelter. Efter en lang pause skulle vi blot ned til Planpraz og liften til Chamonix – troede vi. Men netop i sommer udbygger de liften og vi blev kun mødt af gravkøer og byggekraner og et skilt om, at der var to timer til Chamonix til fods. Det blev en lang og trættende afslutning på en vidunderlig tur. De penge vi sparede på liften blev brugt på en taxa til vores bed&breakfast lidt udenfor Chamonix.