Vi har altid været meget begejstrede for langrend. I hvert fald Mette og Martin. Sigrid og Arvid synes, det er o.k., men uden at udvise stor begejstring. Det kræver nok en vis modenhed at værdsætte den storslåede, stille intethed på det åbne fjeld, samt den ganske store fysiske anstrengelse, det indebærer at komme derud. Sidst vi løb langrend var i Hemsedal i 2008, hvor Sigrid som 13 årig pludselig var blevet stor nok til at løbe særdeles overbevisende langrend, mens Arvid dengang stadig var for lille til den sport. Ungernes mådeholdne begejstring fører som regel til, at den ene uge, vinterferien stiller til rådighed, bruges på alpinskiløb, og således går der mange år imellem at vi får løbet langrend i større stil.

I 2011 ville Sigrid med sine nye gymnasiekammerater på gymnasiets skiferie til Les Arcs, og vi andre valgte så at afprøve om Arvid også som (næsten) 13 årig ville have fået tilstrækkelig udviklet fysik til langrend. Det skulle vise sig at blive en succes.

Det havde været drømmen i mange år at bo på et højfjeldshotel i åbent landskab langt fra "forstyrrende" alpinterræn. Vi fandt Nordseter Sportell hvor vi fik en fortrinlig fuldtudstyret lejlighed. Stedet har svømmebassin, sauna, bordtennisrum, billard og først og fremmest en smuk og perfekt beliggenhed i knudepunktet for en masse langrendsruter.
Indkøb er man dog nødt til at klare enten i et ret lille lokaludsalg oppe ved skicentret, eller ved at tage bussen ned til Lillehammer (hvilket man ikke gør mange gange, for busbilletten er dyr).

Som transport valgte vi som så ofte før Oslobåden, som vi holder meget af, efterfulgt af et tog til Lillehammer og den lokale rutebil resten af vejen. Ikke den hurtigste rejse, men ganske behageligt.

Vi løb en god tur til Sjusjøn, en tur overvejende gennem skov hvor man når frem til en lille landsby med et veludstyret supermarked, så der havde det været smart at have en større rygsæk med end vi havde til at bære varer hjem. Der var ca 15km ialt tur/retur.

En 20 km rundtur via Blautmyra forbi Mjogsjøn og op over Lunkefjell gav en rigtig åbenfjeldstur, som vi havde drømt om.

Det fjerneste mål, vi satte os, var at løbe til Hafjell skisenter, som ganske vist er et kendt alpinområde, vi ikke ville benytte os af, men mere for at gøre turen dertil. Der var også en flot tur langs Reinsvatnet og med en kop varm chokolade ved Pellestova. At vi derefter drejede forkert og aldrig kom til Hafjell gjorde mindre. 23 km tur/retur og så var saunaen og bassinet velkomment.

Sidste dags rundtur gennem skov til Flømyra og Langkloppmyra blev den længste, 24 km, tildels fordi vi ved tilbagekomsten til skisentret ikke havde fået nok men tog en ekstra sløjfe op om Nordseterfjell. Da følte vi os ret seje!

Arvid var særdeles flot løbende og ikke til at knække. Præcis som Sigrid havde været det i samme alder. Vi kan vist konstatere, at børn er for små til langrend indtil omkring 11-12 års alderen, og så - lige pludselig - får de fysikken til det og kan løbe lige op med de voksne. Ikke mindst på stigningen op over Lunkefjellet viste Arvid storform; der kunne vi andre ikke følge ham. Men også Mette og Martin fik bedre styr på skiene end nogensinde før. Det kuperede terræn tvang os til at lære at køre hurtigt og sikkert ned ad bakke. Det har vi aldrig været gode til før, så det var en stor tilfredsstillelelse at lære.

Frokostpause foregår altid siddende på skiene