New Zealand

Naturen
Vi havde fra mange kilder hørt, at New Zealand skulle byde på helt specielle, storslåede naturoplevelser, og det er vel også den primære grund til, at vi i mange år har ønsket os at komme der. Vi blev ikke skuffede. Der er stort og øde, men de fleste landskabstyper kan man nu godt finde andre steder. Især er der mange ligheder med Norge, men vi kom også gennem mange steder der minder om f.eks Skotland, Spanien, Island, Canada, Thailand eller Grækenland. Samt ikke at forglemme masser af grønne, frodige bakker, der kunne have været Danmark eller Skåne. Meget af fascinationen består faktisk i, at man kan opleve så mange typer landskab indenfor overkommelige afstande – og det skyldes at klimaet, især på Sydøen, er så forskelligt, når man bevæger sig fra øst til vest. Hver dal har et nyt udseende.
Men der er også oplevelser, som er helt unikke:
Milford Sound er en fjord, som i Norge, men med helt stejle sider, der rejser sig dramatisk næsten 1000m op fra den snævre fjord. Der er ingen grønne sætre, hverken foroven eller forneden, men de stejle sider er mange steder beklædt med træer, hvoraf kun en fjerdedel har fat i klippespalter o.lign, mens resten blot hænger fast i nabotræernes rødder. Til tider bliver det for ustabilt og udløser en ”træ-lavine”, hvor en hel skov styrter i fjorden. De mange høje vandfald er næsten alle midlertidige. De findes kun i regnvejr, som der til gengæld er nok af på de kanter. Helt specielt er de ”dansende vandfald”, et stejlt fald, der bliver fanget af vinden, så vandet forstøver, inden det nogensinde kommer ned.
Gletscherne Franz Josef og Fox er specielle ved at nå helt ned i regnskoven – og dermed også helt ned til landevejen og byen. Vi har set flotte gletschere før, men dette er de mest lettilgængelige. Vi valgte at vandre op på gletscheren med en guide. Også dette var mere lettilgængeligt end andre steder, men det skyldes nu mere turistintensiteten.

Vandring
Vor primære intention var at opleve NZ set fra vandrestøvlerne. Vi havde derfor udvalgt nogle vandreture (og dermed desværre fravalgt mange andre) på forhånd. Dette er nødvendigt at planlægge i god tid, da nogle af de kendteste ture, der bærer prædikatet “Great Walks”, skal reserveres op til ½ år i forvejen, fordi nationalparkerne ikke ønsker at få dem overtrampet af for mange vandrere ad gangen. I grunden et fornuftigt princip.Ved Great Walks og nær landeveje er stierne tilrettelagt, så de mindsker slid på naturen, dvs. stien er sikret mod erosion, følsomme områder har træbroer og stien har ofte slidlag af grus. I Arthurs Pass oplevede vi lidt af hvordan det også kan være. Her er stien blot trampet, hvor det mulige vejvalg er. Pas selv på, at du ikke falder ned af det 100 m høje jordskred. Andre ture i området følger blot et bredt flodleje. Rutebeskrivelsen går ud på, at man selv tager stilling hvilken side, der er bedst at gå på og vader over floden, så mange gange som nødvendigt. Flodlejet ændrer sig hele tiden, så der kan ikke forventes en fast sti. Sådanne ture gik vi ikke – denne gang.

Department of Conservation (DOC) har hytter med hytteværter i nationalparkerne. Overnatningerne købes på forhånd i DOCs Visitor Centre, så billetten skal blot checkes af hytteværten hver aften under ”hut talk”, en institution som alle værterne går meget op i, at alle er til stede til. Her bliver givet sikkerhedsanvisninger i tilfælde af brand, lidt om vejret og vandkvaliteten og så lokale tips og historier efter værtens temperament. Hytterne har køjesenge med madrasser og køkken med gasblus, men ingen tæpper, ingen gryder, ingen tallerkener, ingen proviantudsalg. Man skal altså medbringe alt man har brug for.

Vi gik 4 ture:
Tongariro Northern Circuit, 4 dage rundt om vulkanen Ngauruhoe. Landskabet er tørt med tussockgræs og egentlige ørkenområdet. Kun langs vandløbene er der skovområder. Den helt store attraktion er det vulkanske landskab med det aktive røde krater som højdepunktet (også i praksis i højdemeter). Det vulkanske landskab opleves på den dagsmarch, der er kendt som Tongariro Alpine Crossing, der også kan tages som en dagtur. Rigtig mange går den, så den del af stien er overbefolket af folk med lette rygsække, men det er nu en hård tur på 19 km og mange højdemeter, så også dagturisterne får deres sag for. Efter denne strækning kommer et stykke med lavaformationer, som man ser dem i Island. Et meget vildt, smukt og specielt landskab.
Queen Charlotte Track er en helt anden oplevelse, mere i familie med en vandring på Skåneleden, tilsat middelhavsklima. Stien går langs Queen Charlotte Sound, dels langs kysten, dels over højderyggen mellem forskellige bugter. Langs kysten ligger sommerhuse og enkelte fårefarme. Stien man går på er hovedfærdselsåren, når man bortser fra bådtrafikken, og kan befærdes med firehjulsmotorcykler. DOC har ikke hytter her. Vi valgte at ligge i telt, men man kan også tage luksusudgaven og indlogere sig på resorts undervejs. Rygsækken kan man få transporteret med båd, så også her møder man mange med lette rygsække.
Avalanche Peak i Arthurs Pass er en kort dagtur. Vores vandrebeskrivelse sagde, at den tog 7-8 timer, men mindre kan gøre det. Selv om der er 1100 højdemeter var vi nede igen allerede ved 14-tiden og kunne nå en dagsmarch i bil også. Stien går stejlt op til toppen med mange stykker, der skal klatres, dvs. man er nødt til at bruge hænderne. Over skovgrænsen bliver det en kamvandring og allerøverst består klippen af let forvitret skiffer, hvor man klatrer mellem klippeblokke, men har let ved at finde trædesteder, der er slidt ud.
Kepler Track i Fiordland National Park var den tur, der skulle bestilles på forhånd. Hytterne har er også næsten dobbelt så dyre som andre steder, men dog langt fra så dyre som på den berømte Milford Track (som vi altså fravalgte). Kepler Track er ikke, som de andre kendte vandreture, en gammel, naturlig rejserute, men er anlagt i 80’erne som vandrerute. Den går i ring og ligger i gåafstand fra byen Te Anau. Attraktionen er andendagen, som er en kamvandring, hviklet bestemt ikke er et naturligt rutevalg. Den dag vi gik var der vindstød over 20 m/s, så vi flere gange var ved at blæse af stien. Til gengæld er det denne rute, der gør turen interessant, for man holder sig så længe som muligt over skovgrænsen. Hele første dag gik vi og længtes efter at komme op over skoven og, p.gr.a. blæsten, længtes vi andendagen efter at komme ned i skoven igen. Tredje og fjerde dag følger man floddalene ud igen, så det er vandring i skov med enkelte lysninger. Vi har indtryk af at new zealænderne finder skovvandring mere interessant end vi gør, for meget af naturen i landet består af skovløse bakker og bjerge, hvor vi sådan set synes man må kunne finde mange smukke ture, men her er ikke anlagt vandrestier.

Maorier
Et andet formål med rejsen var at se nærmere på maorikulturen.
I Amerika bor mange indianere i reservater. I Australien er aboriginerne reduceret til en ludfattig, fordrukken underklasse. Mange steder, europæere har koloniseret er den indfødte befolkning henvist til at være andenrangsborgere. Sådan er det heldigvis ikke for maorierne i New Zealand. Den oprindelige maoribefolkning lever helt på linie med landets øvrige befolkning, og er godt repræsenteret i både erhvervslivet og parlamentet. Da englænderne koloniserede landet, opfattede de maorihøvdingene som en selvstændig forhandlingspart, ikke som indfødte, der skulle undertvinges. Man opfordrede f.eks. maoristammerne til at enes om et flag, der kunne bruges på skibe bygget i landet. Den 6. februar 1840 blev Waitangi-traktaten indgået mellem englændere og maorier, hvor maorierne anerkender den britiske krones overhøjhed, og til gengæld anerkendes som britiske borgere. Traktaten fastslår maoriernes ejendomsret til landet, men giver dem samtidig mulighed for at sælge det, hvad de i de følgende årtier blev lokket til at gøre i rigt mål og for få penge. Helt entydig er traktatens formuleringer nu ikke, og indholdet er ikke helt det samme i udgaven på maorisprog som i den engelske udgave. Men i forhold til andre koloniserede folk på samme tidspunkt var det dog en ganske respektabel behandling af maorierne, og hvad de alligevel blev snydt for dengang, er det siden blevet søgt at give deres efterkommerede kompensation for.Waitangi-dagen 6. februar er landets nationaldag. Vi kunne forstå af pressen i dagene op til, at det i høj grad er en dag, der handler om maoriernes rettigheder og bidrag til samfundet.

Maorierne er et polynesisk folk, der som de første mennesker kom til NZ i 1300-tallet. Dermed er NZ det sidste land i verden, der blev befolket af mennesker. Polyneserne er det mest sødygtige folk i verden og har igennem tusinder af år sejlet Stillehavet tyndt i katemaraner, og dækket et område, der udspænder en kæmpemæssig trekant mellem Hawaii, Påskeøen og New Zealand. Både vikingernes og fønikiernes sejlbedrifter blegner i sammenligningen.

I udkanten af Roturua ligger maorilandsbyen Whakarewarewa (som er en forkortet form af dens egentlige navn), hvor maorierne har valgt at bosætte sig midt i et geotermisk område med varme kilder, geysere, boblende mudder og lugt af svovl. Den varme jord gav naturlig gulvvarme i de traditionelle huse og de boblende kilder udnyttes til madlavning og badning. At landsbyen også siden 1800-tallet har kunnet tjene på at vise deres by for turister, gav sjovt nok netop oplevelsen en ægthed. Man går ikke rundt i et frilandsmuseum, men i en levende by, der blot er vant til mange gæster. Alle butikker er bemandet af guidens ”kusiner” og børnehavebørnene er hver dag med til danseopvisningen for turisterne, så de også lærer om de traditionelle danse. Børnene sidder og leger på scenekanten. De penge landsbyen tjener på entreindtægten, går til en fond, som f.eks. kan betale unges rejseudgifter, så de stadig kan deltage i landsbyens rituelle liv, selv om de studerer eller arbejder langt væk.

Flora og Fauna
Dyrelivet har ikke mindst Arvids store interesse. NZ er specielt ved, at der oprindeligt ikke findes andre pattedyr end flagermus. Derimod er der en rig fauna af fuglearter, hvoraf mange ikke kan flyve, simpelthen fordi der i mange tusinde år ikke har været behov for det i fravær af rovdyr at flygte fra. Et godt eksempel er nationalfuglen kiwien (som man aldrig ser, fordi den efterhånden er ret sjælden og desuden kun fremme om natten). Den og mange andre oprindelige arter blev kraftigt truet, da mennesker begyndte at medbringe andre dyrearter. Kaniner, hjorte og rotter spiser samme føde som de vingeløse fugle, men er mere grådige og formerer sig tillige mange gange hurtigere. En håbløs kamp om føden for fuglene. Indførte rovdyr som hunde og katte har også været en trussel, og allerværst er “stout”, som er en slags mår, som på et tidspunkt blev indført i et forsøg på at bekæmpe kaniner og rotter. Den nok største fejltagelse var indførslen af “possum”, en australsk pungræv med en smuk busket hale, der skulle give grundlag for pelsindustri i New Zealand og burde kunne leve af rotterne. Men det blev den største ulykke af alle, da den hellere vil tage fuglenes æg. Idag bekæmpes possum og stout med alle midler. Man forsøger, at gøre possumpels populært på trods af pelsbranchens krise, ved at rive hårene af skindet og bruge dem som fin uld, blandet med merino. Possumen er det dyr New Zealænderne elsker at hade.

Selv oplevede vi wekaer på Queen Charlotte Track, en høneagtig, ikke-flyvende fugl, som har luret, at der tit falder noget af hvis man går hen til vandrere, der holder pause. Så de var meget nærgående og absolut ikke sjældne undervejs.
Keaer er verdens eneste alpine papegøje. De er bestemt også nærgående og ikke svære at få at se, hvis man er oppe i bjergene på Sydøen. De er meget intelligente og tiltrækkes af de udfordringer, menneskenes aktiviteter giver dem. Der er store skilte allevegne om at de ikke må fordres, men det er slet ikke kun mad, de kommer efter. De vil gerne undersøge gummilister på biler, den salte smag på sko eller hvad man mon har lagt ud i apsis af teltet. Martin tilbrage en hel nat med at forsøge af jage keaer væk fra vores telt, men det har alligevel fået to små huller i keahøjde fra deres skarpe næb.
Cikader findes i rigt mål i de varme, fugtige skove. De spiller en øredøvende koncert. En nat stod teltet under et træ, som åbenbart var særlig poplært at skifte ham på, for stammen var fuldstændig oversået med tomme cikadehylstre, der sad klistret fast til stammen.
Glødeorme, som lever i mange huler og grotter, hvor man kan se deres lys, hvis der er total mørke, var vi flere gange på udkig efter, men det passede aldrig med tidspunktet eller rejsevejen. ”De glødeorme er da blevet til fluer, inden vi ser dem,” sagde Arvid vittigt, men til sidst fik vi endnu turisttur til hulen ved Te Anau, hvor de kan ses fra en bådtur på en underjordisk sø. En naturlig udgave af baljerne i Tivoli.
Sandfluer kan man ikke undgå at få et tæt forhold til. I starten synes vi ikke, det var så galt. De kom ikke i store sværme og bed ganske vist, men det var ikke så slemt. Dagen efter fandt vi ud af at biddet er henved 24 timer om at udvikle sig og begynde at klø – og det bliver det så ved med. Særlig Sigrid og Mette var i et par dage ved at blive drevet til vanvid og havde hænder og ben kløet til blods.

Botanisk bemærkede man specielt en hel masse bregner alle steder. Det er ikke for ingenting, at bregnebladet er nationalsymbol. Interessant er også de kæmpestore kauritræer, som nu er sjældne, fordi der blev fældet alt for mange i 1800-tallet. Som meget andet i den oprindelige natur er tilvæksten meget langsom.
Endelig mener de selv at have en del bøgeskove, men som dansker har man nu svært ved at anerkende deres ret småbladede “beech” som et ordentligt bøgetræ. Der er tale om sydbøg, som også findes andre steder på den sydlige halvkugle. Langs Te Anau-søen kunne man nu godt føle sig hensat til Danmark, hvor bøgen sig spejler.

Til vands er der også dyreliv, men det skal man købe sig til at opleve. Kaikoura er stedet at tage på en bådtur med det formål, fordi havet selv ret tæt på kysten er over 1000m dybt. Delfiner laver villigt opvisning ved bådens stævn og kaskelothvalerne puster ud ved overfladen i 10 minutters tid, inden de dykker ned igen og viser halen. Turen er også en god anledning til at opleve albatrosser. Søløver kan man dog opleve fra landsiden ved at gå ud i deres koloni lige uden for byen. De hviler sig på klipperne, så her kan man også komme helt tæt på. Skilte opfordrer til at holde en sikkerhedsafstand på 10 m.

Omtanke
DOC har i det hele taget mange velmente skilte og advarsler for at turisterne skal omgås naturen fornuftigt, men der er ikke en holdning som i USA, hvor alle farer skal skæres ud i pap. I New Zealand er der en grundlæggende tro på at folk kan tænke selv, hvis de får den rette information. Et sted stoppede vi ved en flod, der løber en halv kilometer igennem en grotte. Det er muligt at gå langs floden og et skilt oplyste om turens forløb og det nødvendige udstyr. Skiltet sluttede med, at man altid skal vurdere forholdene og ikke gå, hvis vandstanden er højere end normalt – og normal vandstand er midjedybt i det indledende vad ved turens start, oplyses man om. Så kan man selv tage stilling til om man vil prøve de normale forhold!

NZ gør meget ud af at beskytte deres oprindelige flora og fauna. Det mærker man straks ved ankomsten, hvor myndigheden “Biosecurity” skal inspicere ens fodtøj og telt for fremmed jord. Lystfiskere bliver bedt om at desinficere deres udstyr for hvert vandløb de bruger det i.

Endelig er der i alle naturparker den helt generelle ”carry-in-carry-out” politik, som betyder, at der ikke findes affaldsopsamling. Alt hvad man bringer med sig af dåser, poser og anden emballage tager man også med sig igen til man kommer til en by, hvor der kan findes en affaldsspand.

Byturist
Hovedstaden Wellington er kun lidt større end Århus, og kendt for, at det altid blæser. Det kan vi bekræfte. Her midt inde i byen er den eneste gang nogensinde, at vi har oplevet at vores fjeldtelt er fløjet væk, da det var slået op. Centrum har en del gågader og varierede kvarterer med shopping, kultur, regeringsbygninger. Vi brugte vores regnvejrsdag i byen på Te Papa, det gratis nationalmuseum, hvor især naturhistorieafdelingen er imponerende og velegnet til børnefamilier. Den kulturhistoriske del om maori og senere indvandrere har så travlt med at være politisk korrekt, at det desværre ikke bliver helt lige så engagerende. Det helt store nummer var ”The giant squid”, den kæmpeblæksprutte, som blev fanget ved Antarktis forrige år og som netop var blevet klar til udstilling.

Auckland er lidt mindre end København og landets eneste millionby. Det er et meget kosmopolitisk sted, hvor vi især syntes at kinesere og japanere fyldte meget i forretningslivet. Centrum her har ikke mange gågader. Vi kunne knap nok finde en fortovscafé ved havnen, hvor man ikke havde trafikken mellem sig og vandet. Auckland bør nok opleves fra sine forstæder og færgeture på vandet, men vi havde kun tid til en travetur til den moderne katedral i Parnell, den oprindelige del af byen som nu ligger lidt udenfor centrum. Her er fredeligt, lidt proviensielt og katedralen var spændende for sin måde at kombinere maorisymboler og kristne symboler.

Arkitekturen i såvel mindre som større byer er temmelig western-agtig, med overdækkede fortove og høje facader. Især ude i de mange små flækker føler man sig i det vilde vesten, men også i de store byer finder man samme stil.

Trafikant
Trafikken skal man lige vænne sig til. Ikke fordi folk kører vildt, næ, de er skam meget kultiverede og hensynsfulde, men den første udfordring er jo, at de som engelsk funderede kører i venstre side. Vi var blevet advaret af dem, som havde prøvet det om, at det værste var rundkørslerne, samt at undgå at forveksle blinklyset med vinduesviskerne. Begge dele vænnede vi os nu hurtigt til. Nej, det sværeste er at køre ind eller ud af en indkørsel, og huske at holde til den rigtige side, samtidig med at man finder ud af hvor man nu skal hen.
Når der køres i venstre side skulle man tro, at højrevigepligt var erstattet af venstrevigepligt. Sådan er det også i alle venstrekørende lande undtagen NZ. Og det er faktisk temmelig forvirrende og ulogisk at skulle vige for dem, der kommer fra den fjerne side af vejen, og de overvejer da også at lave det om. Problemet er især stort fordi de ikke bruger lyskryds så mange steder, og man derfor tit har brug for at vide, hvilken side man skal vige for.
På trods af at vi færdedes i trafikken hele tiden, holdt det aldrig op med at være forvirrende at være fodgænger. Ens hoved vil pr. refleks altid kigge først til venstre, så man er lige ved at træde ud foran biler, der kommer i den nærmeste vognbane fra højre.
At være fodgænger i byerne har også et andet stressmoment. Fodgængerovergangene (de steder, hvor der altså er nogen) skulle man tro var lavet til at man skulle spurte over. Når lyset skifter bliver man vækket af et uiieeeu, og så skal man ellers skynde sig, for der er kun grønt i ca 5 sekunder. Derefter begynder den røde mand at blinke, og der må man ikke begynde at krydse gaden, men man må gerne gå helt over, selvom man kun er halvvejs. Det er langtfra alle der overholder det. For det første er der stort set ingen der overholder ikke at gå når manden blinker, men der er også mange som bare går over for rødt, og ikke gider vente.

Klima
Klimaet er noget anderledes end vi er vant til. Gennemsnitligt er temperaturerne ikke meget anderledes end i Danmark, i hvert fald på sydøen. På nordøen er det noget varmere. Men Danmark ligger langt fra ækvator og har derfor aldrig solen meget højt på himlen, selv om sommeren. Til gengæld holdes luften hos os lun af golfstrømmen. I New Zealand er det næsten lige omvendt. Nordøen strækker sig over breddegrader, der svarer til Spanien, og sydøen tilsvarende til Frankrig. Derfor står solen højt og har stor magt, faktisk endnu mere end i sydeuropa, fordi ozonlaget er tyndt på den sydlige halvkugle. Så der er brug for crème med høj solfaktor. Til gengæld ligger NZ langt ude i sydhavet, hvor havstrømmene holder luften kold og fugtig. Resultatet er, at hvis solen skinner er det rigtig varmt, og går der en sky for bliver det pludselig rigtig koldt – næsten helt konsekvent. Så man bør altid have en trøje med sig. Vejret skifter hurtigt over tid og afstand. Et øsende regnvejr kan godt være afløst af varm sol næste dag eller i næste by. Vi fik brug for både soltop, hatteskygge, fleece og vanter, ja Martin var sågar glad for sit pandebånd indkøbt til skiture.

Rejseråd
NZ er et nemt land at rejse i. Mange ting er indrettet for de rejsende, formodentlig fordi der netop er mange af dem. Især rygsækfolket og andre med begrænset budget vil finde NZ meget imødekommende. Campingpladser findes overalt, og i modsætning til i Europa findes de ofte tæt på bycentrene. De hedder Holiday Parks og er, som navnet antyder, mere end blot end campingplads. De har alle også en form for hytter eller værelser og oftest også sovesalsindkvartering. Der er altid et godt køkken med spiseplads og ofte fine faciliteter med pool og spa. Alt sammen for knap 50$ (ca. 150 kr) pr.nat for vores familie. Desuden findes der masser af “Backpacker hostels”, som tilbyder udmærkede faciliteter til ca 25$ (80kr) pr person pr nat. Selv en portion suppe til aftensmad kan være med i prisen.

Der er intet behov for at veksle penge hjemmefra, for der er kontantautomater på alle gadehjørner, langt tættere end i Danmark, og desuden tager næsten alle butikker imod VISA og MasterCard. Vi havde kontanter med hjemmefra, men der gik over en uge før vi rigtig kom i gang med at bruge af dem.

At New Zealand er et rejseland, betyder også at alle de kendte turiststeder er indrettet til at modtage mindst 100.000 turister om året. Der er en mængde af brochurer om alle mulige ture og aktiviteter , og det kan være et stort studium at finde ud af, hvad man egentlig vil og hvor man får mest valuta for pengene. Og har man så bestemt sig, ender man måske alligevel med noget andet, fordi det var mest tilgængeligt at booke det. Alle museer og lignende har en stor lobby med souvenirbutik, ”combo”tilbud, flere brocuhrer, som man får når billetten er købt osv. osv.. Som sagt, man får indtryk af at de modtager 100.000 turister om året. Vi manglede fornemmelsen af nogensinde at have fundet et lille støvet sted, som alle andre overser.

Prisniveauet i NZ er på de fleste områder lavere end i DK. Det gælder de fleste varer i supermarkedet, men det gælder også på restauranten og på tankstationen. Selv de mange turistudflugter, som mange af indbyggerne lever af, er omend ikke just billige, så dog ganske rimelige i pris ift. hvad man oplever af optrækkeri i mange andre lande. En sejltur koster 90-100$ pr. voksen og et museum eller mindre dyrepark omkring 60$ for en familiebillet.

Et evigt problem for os er at skaffe sprit til vort stormkøkken, hver gang vi har rejst til et fremmed land med fly, og derfor ikke kunne have med hjemmefra. I NZ endte vi med et lyserødt produkt, der hedder ”Methylated spirits”. Vi var lidt bange for, at det var methanol (træsprit) og ikke ethanol, og som i alle andre lande er det svært at finde fagkundskab, der er i stand til at svare på dette spørgsmål. Det er mere tyndtflydende og lettere antændeligt end husholdningssprit i Danmark, men decideret eksplosivt er det dog ikke. Vi endte med, i samråd med en ung, kemikyndig amerikaner, vi mødte, at konkludere, at det var ca 99% ethanol, iblandet 1% methanol. Det fungerer udmærket, og tænder som sagt lettere, selv når det er morgenkoldt, men brænderen skal brændes helt tom efter brug, da det er for tyndt til at gummipakningen kan holde det inde.

Hvis man vil sende postkort hjem skal man være opmærksom på, at det at finde frimærker og postkasser er anderledes end i andre lande. Ganske vist behøver man ikke opsøge et posthus; frimærker fås alle vegne, hvor der sælges postkort og hvert sted har sine egne specialmærker med motiver fra netop denne turistattraktion. Det ville i sig selv være en god souvenir at samle på. Men der er tilsyneladende flere konkurrerende postvæsener, så når man finder en postkasse, skal man tage stilling til om den passer til frimærket. Vore postkort var 3½ uge om at at nå frem, så selv de, vi sendte meget tidligt, nåede ikke hjem før os selv.