Vi havde i mange år planlagt at i 2006, når Mette fyldte 40, skulle hun have en Nepaltur i fødselsdagsgave. Vi nåede ikke at få interessen for de store vandreture, inden vi fik børn, men nu de begge er skolebørn, er de store nok til at vi ville rejse fra dem. Vi havde selvfølgelig også overvejet at tage dem med, men frygten for hvordan de – og vi – ville tackle deres evt. symptomer på højdesyge gjorde, at vi valgte at rejse uden børn.

Uro

Da året endelig oprandt, var den politiske situation i Nepal så urolig som nogensinde. Udenrigsministeriet frarådede unødvendige rejser, men det har de nu gjort i mange år, fik vi at vide af de rejsebureauer, vi også rådspurgte om situationen. Efter mange overvejelser, som også inkluderede Nordindien som et alternativ, bestemte vi os for at købe en pakketur med dansk guide hos Topas-rejser. Egentlig havde vi ikke noget behov for at gå i en dansk gruppe, men rejsens længde og datoer passede os og når vi ikke skulle være så længe afsted, ville vi ikke løbe an på selv at skulle arrangere noget med transporter osv.

Som afrejsetidspunktet nærmede sig, fulgte vi over internet med i nepalesiske nyheder. Oppositionen havde varslet generalstrejke med start på vores afrejsedag og den maoistiske guerilla fulgte op med en boykot af Kathmandu. Vi blev mere og mere glade for at have et rejsebureau til at tage ansvaret for, om vi skulle rejse eller ej. Topas’ holdning var, at så længe forsikringen vil dække, kan vi rejse.

Vel ankommet til Kathmandu, tog vi straks videre op i bjergene i håb om, at strejken ville være overstået, inden vi kom tilbage til hovedstaden. Men da vi mod feriens slutning, efter 10 dage i bjergene, kom tilbage til Kathmandu var der ingen bedring, tværtimod. Situationen tilspidsedes mere og mere. De første timer tilbage i Kathmandu tilbragte vi på hotelværelset, efter en advarsel om, at der ville være demonstrationer i vores kvarter. Man kunne nu ellers sagtens gå rundt i gaderne, blot man undgik folkemængder og gik respektfuldt uden om soldater og politi, der havde taget opstilling bag sandsække på strategiske steder.

Vores afrejsedag var varslet som den store demonstrationsdag og regeringen svarede igen med totalt udgangsforbud. Totalt vil sige totalt. Der var soldater på hvert eneste gadehjørne, og hotellets port var simpelthen låst. Mirakuløst fik Topas’ nepalisiske kontakter skaffet en bus med tilladelse til at køre os til lufthavnen, og der fungerede alt så vi forlod landet planmæssigt. I ugerne efter vores rejse løsnedes konflikten og en ny regering er kommet til, hvor selv maoisterne er med. Fremtidige rejser til Nepal skulle gerne være uden sikkerhedsmæssige overvejelser.

Tehustrek

I Solu Khumbu, bjergene ved Mt. Everest, var der ingen guerillaktiviteter. Kun ved lufthavnen og i hovedbyen, Namche Bazar, var der militær. Så vi kunne gennemføre vores vandring ganske som planlagt.

Vort rejseselskab blev rigeligt opvartet. Vi var 7 rejsende og havde både en dansk guide, tre nepalesiske guider og en mand med to okser til at bære baggagen. Vi gik et tehus-trek. Dvs. vi blev indkvarteret på små gæstehuse, der i dette tilfælde alle kunne byde på dobbeltværelser og varmt brusebad. Byggeaktiviteten på nye gæstehuse var stor, så der er fremtidsro. Til frokost og tepauser passerede vi også altid et tehus, selv på den højstliggende vandredag i dalen ind mod Island Peak, så på sådan en tur er der egentlig ikke behov for at medbringe noget særligt, andet end vand, varmt tøj og soveudstyr. Vandreruten er simpelthen områdets hovedlandevej, da vi selv ved lufthavnen er flere dagsmarcher fra nærmeste kørevej. Det store opbud af guider og bærere anbefales, selv til individuelle rejsende, for at skabe indtjening i området, og man skal ikke overveje, at man måske godt kunne have klaret sig alene. De lokale ledsagere hjælper ikke blot med at finde vejen, men også med at få alting til at lykkes undervejs. De kender tehusværterne og alle andre på vejen personligt, så med deres mellemkomst kan man altid få hjælp med hvadsomhelst.

En anden bæredygtig anbefaling er, at hele rejseselskabet bestiller samme ret til måltiderne. Alle tehuse har et righoldigt menukort, som tilberedes i et primitivt køkken over petroleum eller tørret yakgødning;. For at spare på brændslet bør rejseselskaberne give køkkenet mulighed for at lave større portioner. Den anbefaling fulgtes nu ikke i vores gruppe, der bestilte et varieret a la carte-udbud med kartofler, nudler eller ris, ledsaget af ost eller grøntsager. Retter med dej er også populære.En forårsrulle ved man aldrig rigtig hvordan køkkenet vil fortolke, men de lokale momos er altid ens: små dejpakker med grøntsager eller lidt kød. Pas bare på at bede om dem stegt og ikke kogt, for sidstnævnte er en smattet oplevelse. Grøntsager (porrer/springløg) og kartofler er ofte lokalt dyrkede, ris skal bæres op. Det samme skal vand i flasker, så vores gruppe drak filtreret vand, som guiderne pumpede til os hver aften, ofte under stor morskab. De syntes vist ikke, det var helt nødvendigt med disse ritualer før indtagelse af det gode friske bjergvand. Ved småpauser undervejs er det en god idé at bestille ”hot lemon”, varm pulvercitronthe. Det er meget forfriskende og kræver ikke at flasker bliver båret op – og måske ikke ud igen.

Tehusene er indrettet med dobbeltværelser. Ofte er det en overetage opdelt med tynde bræddevægge. Der er sjældent lys og bestemt heller ikke varme. Så man skal medbringe en god lygte, en varm sovepose, og varmt nattøj (en nat oplevede vi snefald). Mette misundte næsten guiderne, som sov nede omkring den varme kakkelovn i opholdsrummet. Mange tehuse har varmt brusebad. De fornemste med gasvandvarmer, ellers simpelthen ved at man bestiller en grydefyld varmt vand, som bliver hældt i en beholder på taget.
Tekniske fremskridt ændrer også mulighederne her. Flere tehuse har solceller, så de kan tilbyde opladning af kamerabatteriet og større adgang til lys. På Arvids fødselsdag befandt vi os allerhøjest oppe i 4700 m, men selv her havde de en satellittelefon, så vi kunne ringe hjem og sige tillykke, efter blot at have ventet lidt på, at det lykkedes at få en forbindelse.

Højdepunkter

De første vandredage var det fantastisk blot at færdes i det hjulløse samfund, hvor alle går og alt bliver båret. Bærere går med utrolige læs i en rem over panden. Overalt langs stierne er der bænke i træ eller sten i passende højde til, at de kan hvile deres byrde. Skolebørnene trasker til skole i deres uniformer. Stien går over folks gårdsplads. En dag talte jeg med en lille dreng, som sad og øvede engelske sange fra sin engelskbog.

Vores rejse hed Everest Panorama, men den burde egentlig hedde Ama Dablam Panorama. Det er dette bjerg med en karakteristisk slank profil, som man går rundt om og ser fra alle vinkler. Efter et par vandredage kommer den berygtede stigning op til Namche Bazaar. Her når man op til udsigten over bjergtoppe og dale, der stråler ud i flere retninger. Ama Dablam dominerer udsigten mod øst. Mt. Everest kan man kun se som den højeste top, der titter op over de andre. Når man kommer højere op i dalen, kan man slet ikke se den.

Klosteret Tyangboche ligger flot på en bjergås med udsigt til flere sider. Herfra kunne vi overskue flere dagsmarcher fra både op- og nedturen. Klostret selv er spændende at besøge. I de tidlige morgentimer var Mette oppe ved klostret, hvor en enlig munk hilste solen ved at blæse i et horn. Der var desværre ikke gang i nogle ceremonier i klosteret, da vi så det, men det oplevede vi næste dag i Pangboche, hvor munkene besøgte naboen for at messe i anledning af forårsfesten. De sad hele dagen og mumlede hellige tekster, for at afslutte hvert kapitel med et inferno af horn, klokker og gong-gonger.

Vores rute fulgte ikke dalen op mod Mt. Everest Base Camp. I stedet gik vi ind i en anden dal der ender ved Island Peak. Vi skulle dog kun en dagtur halvvejs op til den sidste beboelse ved Chhukung. Fra Dingboche, hvor vi boede, kunne vi tydeligt se at der gik en sti også på den modsatte side af dalen og vi planlagde at forsøge at krydse floden for at få en anden hjemvej. Vores sherpaguide var ikke meget for det. Man skulle vade floden og da stien gik på nordsiden, lå der stadig sne sine steder. Til sidst fik vi ham dog med på at lede efter et vadested. Da var vi kommet så langt ned i dalen, at det var lidt svært at finde. Efterhånden som han så, at vi gik fornuftigt til opgaven, gik der også for ham sport i at finde et muligt sted. Vores alternative nedtur blev den bedste vandring på turen, over snefelter og visne ”lyng”bakker, der trods deres brune tilstand duftede ubeskriveligt stærkt.

Højdesyge