Rejse gennem midtvesten
- oktober 2013
Anledningen til rejsen var at besøge Mettes bror Peter og hans kone og datter Pamela og Lisa, som vi ikke havde besøgt siden de flyttede til Springfield, Missouri, 6 år tidligere. Men vi kan jo ikke lade være med at udnytte lejligheden til at opleve landet når vi alligevel er der, så vi havde planlagt en 1½ uges køretur fra Memphis til Chicago, med besøg hos Peter&Pam undervejs.
Det startede ikke for godt, da vi forsøgte at checke ind i lufthavnen onsdag eftermiddag og måtte konstatere, at flyet til Chicago var aflyst, og vi var ombooket til en forbindelse via Bruxelles torsdag morgen. Så vi måtte gå slukørede hjem igen og se i øjnene at vor ferie pludselig blev et døgn kortere og rejsen mere besværlig. Det skorter ellers i forvejen ikke på besværligheder; USA er et af de mest besværlige lande i verden at komme ind i med ekstremt omfattende sikkerhedsbureaukrati, endeløse køer foran et utal af skranker med kasketmænd, der stiller de samme byger af spørgsmål igen og igen. Tre timer til at skifte fly i Chicago var lige ved at være for lidt til at nå igennem formaliteterne og køerne. Bedre blev det ikke da vi endelig fremme i Memphis måtte kigge langt efter Martins rygsæk. Heldigvis fandt vi en mand, der havde styr på tingene og kunne fortælle, at den stadig var i Chicago og ville blive eftersendt med næste fly. Billejen var også besværlig. Memphis er åbenbart ikke et sted, der ofte kommer udlændinge, for de kunne slet ikke forholde sig til at indtaste et dansk kørekortnummer, der ikke har samme antal cifre som et amerikansk.
Men det hele blev godt igen.
Vi fik en god bil, Martins rygsæk fik vi morgenen efter og vi kunne glæde
os over at have rejst til det endnu dejlig sensommervarme Tennessee fra det
efterhånden noget efterårskølige Danmark. Og så lå
der ellers bare en række gode rejseoplevelser forude!
Vi havde fra Mettes forældre hørt om køreturen "gennem det kedelige Illinois og det smukke Missouri". Den beskrivelse kan vi bekræfte. Landskabet i Missouri (og Arkansas) er smukt med grønne bakker og skove og mange søer. Flere steder minder det om Österlen i Skåne. En køretur, der i sig selv er en oplevelse. Men i samme øjeblik, man passerer Mississippi og kommer ind i Illinois bliver landskabet helt fladt og man ser ikke andet end uendelige kornmarker. Så der er et par hundrede miles, der bare skal overstås.
Undervejs mødte vi
mindesteder for mange store navne: Elvis Presley (Memphis), Martin Luther King
(Memphis), Jesse James (Calico, AR), Laura Ingalls Wilder (Mansfield, MO), Mark
Twain (Hannibal, MO) og Abraham Lincoln (Beardstown m.fl., IL).
De
små amerikanske byer som bare er en Main Street med et par mere eller
mindre nedlagte butikker kan give gode oplevelser. Pludselig kommer man ind
til de lokale mænd, der drikker morgenkaffe på tanken i Cave City
eller en chokoladebutik med rigelige smagsprøver i Bloomington. En lille
by ved navn Herman var tydeligvis grundlagt af tyskere og stadig beboet af disses
efterkommere; her var der Bier und Wurst på programmet. Men de fire store
byer var fikspunkterne for turen.
Memphis kan vel betegnes lidt
som en "mini-storby". Den har - som mange amerikanske byer - vidtstrakte
kedelige forstæder. Men centrum er absolut værd at besøge.
Det er rigtig hyggeligt og der er gjort meget ud af at renovere bygninger og
gader, så man befinder sig godt på Main Street og Beale Street samt
på de smukke parkanlæg ned til Mississippifloden. Man nyder "bare
at være der". På øen Mud Island er der bygget en flot
model af hele Mississppis forløb fra Minnesota til Louisiana. Seværdighederne
omfatter desuden Elvis Presleys Graceland og motellet hvor Martin Luther King
blev myrdet.
Spingfield er der
ikke noget storby over. De 160.000 indbyggere er spredt over et enormt areal
som aldrig rigtig bliver til andet end anonyme forstæder. Imellem de lineal-
og vinkelrette brede veje ligger et skakbræt af kæmpestore matrikler,
hver bestykket med et hus omgivet af parkeringspladser til et større
antal biler. At færdes nogen steder uden bil kan man glemme alt om; afstanden
blot ind til naboen er betragtelig, og langt fra alle steder findes et fortov.
Det lykkedes dog efterhånden at finde frem til en slags "downtown",
som imidlertid var i stil (og størrelse) som centrum i Mansfield, Beardstown
og lignende småbyer.
Det
vil sige en firkantet plads med en græsplæne og en musikpavillion
i midten og så lidt højere huse langs vejene i de fire tilstødende
gader. Hvad der har gjort Springfield stor er tilsynelandende et universitet
og en tidligere status som jernbaneknudepunkt. Seværdigt er "Fantastic
Caverns" nordvest for byen og mange store butikker, bl.a. en gigantisk
Outdoor store, iscenesat med vandfald og udstoppede bjørne.
Saint Louis er derimod en
rigtig storby. Den har et ganske stort centrum, som endda forsøger at
fremstå lidt New York-agtigt, om end det kun lykkes i ganske få
gader. En vis skyline bliver det dog til, og den indrammes flot, set fra Mississippifloden,
af den berømte Gateway Arch, som desværre var lukket p.gr.a. budgetkrisen,
da vi var der, så vi kunne ikke komme op i den. Endvidere er der den store
Forest Park, som er af samme proportioner som Central Park i N.Y.
Chicago er, som vi havde forventet,
en ægte mega-metropol, som tåler sammenligning med de allerstørste.
Derudover vidste vi ikke så meget andet end at den har ry for omfattende
kriminalitet, men vi skulle finde, at der er rigtig meget godt at komme efter.
Stilen er den samme som i New York, om end ikke helt så uendelig, men
hvad vi blev positivt overraskede over var, at Chicago virker mere velordnet
og lidt mindre klaustrofobisk end N.Y. Der er lige akkurat så meget mere
"luft" mellem skyskraberne, at man ikke føler sig "klemt",
og man fornemmer, at der har været udført god byplanlægning
med fin placering af store parkanlæg ned til Michigansøen. Resultatet
er en imponerende og flot by.
Som vi så ofte foretrækker
rejste vi med telt og overnattede dels i statsparker, dels i de "RV-parks",
der ville modtage teltliggere. Nationalparker kunne vi ikke bruge da de var
lukkede pga. USA's budgetkrise. Teltlivet var behageligt til at starte med,
men blev koldere og koldere i takt med at vi nærmest oplevede et helt
efterår forløbe på en god uges tid. I Memphis var det varmt,
i Springfield mildt, i St.Louis køligt og i Chicago råkoldt. Om
det skyldtes at vi rejste nordpå, eller om efteråret bare kom til
landet mens vi var der, fandt vi ikke ud af. Hjemrejsen var hurtig og helt ukompliceret,
og atter engang rejse vi til varmere himmelstrøg fra det kolde Illinois
til det endnu ikke helt så kolde Danmark.