Tripeltogt
- juli 2020

Efter nogle år med store udlandsrejser var det meningen, at Litorina skulle ud på en ordentlig langtur i 2020. Guldborgsund, Slien og Århusbugten var blandt målene. Men med de mange forskellige dagsordener, familiens medlemmer hver især havde, var der ikke mulighed for en fælles tur. Løsningen blev derfor et ”tripeltogt”, hvor vi skiftedes til at have båden. Litorina var dermed hjemmefra i hele juli måned, selv om ingen person var ombord i mere end 2 uger.

Arvid startede, sammen med kammeraterne Mads og Felix, med over tre dage at sejle fra Kastrup til Vordingborg. Det gav en meget våd og voldsom tur over Køge Bugt til Rødvig, og siden en noget mere behagelig tur til Nyord, hvor det endda blev et fint ophold i sommervejr. Strækningen derfra og til Vordingborg var som altid for motor med vinden imod. Vi har været der mange gange, men vist aldrig prøvet andet på det stykke. Det lykkedes dog at bade en times tid for anker mellem regnbygerne.

Da Mette & Martin kom ombord i Vordingborg rejste Mads og Felix hjem, men Arvid blev et par dage til. Vi ville egentlig gerne have været videre straks, men det tillod vejret ikke. Vi studerede vejrkort meget nøje og fandt et ca 3 timers ophold i blæsevejret, så vi kunne komme ned i Guldborgsund. Det var så fra kl. 5 til 8 næste morgen, så vi stod tidligt op, fik et frisk kryds og kom i smuldt vande, før det atter blæste op. Så det blev næsten en overliggerdag i Guldborg, hvor der heldigvis er skiltet fine vandreruter i skovene på begge sider af sundet.
Vinden blæste stadig, men nu var vi i læ, sådan da. Hvor voldsomt kan det blive i så smalt et farvand som Guldborgsund? Bølgerne var ikke skræmmende, men rebet storsejl og intet forsejl var rigeligt i den hylende kuling og piskende skum, som turen ned til Nykøbing bød på. Og det blev til to overnatninger, da vejret var endnu værre næste dag, men det gjorde ikke noget, for vi havde ikke været i Nykøbing før, og så fik vi bl.a. set middelaldercentret, som bestemt er en overliggerdag værd. Og et meget mystisk Museum Obskurum. I Nykøbing forlod Arvid os.

Men nu ville vi altså gerne se at komme videre til Tyskland. Heiligenhafen var planens næste mål. Men vejret var stadig ikke til at krydse Østersøen, så vi kom kun til Gedser, hvor vi til gengæld fik set jernbanemuseet med Det gule palæ fra Olsen-banden og gået en tur til øststranden, som ironisk nok var helt vindstille, mens havnen på vestsiden var ved at blæse væk.
Tålmodighed belønnes. Næste morgen havde vinden lagt sig, og vi stod til havs kl. 4.15. Blæsten havde kostet os så mange dage, at både Heiligenhafen og Eckernförde måtte springes over, så vi sigtede direkte på Schleimünde. Også fordi der kun ville blive denne ene dag med let vejr, så vi skulle nå frem til smuldt vande igen. Det blev en solid heldagstur på 71 sømil over 15 timer; det længste, Mette & Martin endnu har sejlet på én dag uden at tage natten til hjælp. Men turen var en ganske afslappet transportstrækning for motor, og belønningen var endda en flot, stille aften i det smukke Schleimünde.

Så var vi fremme i Slien, rejsens måske vigtigste mål. Der er 22 sømil og 3 broåbninger ind til Slesvig. Broerne åbner på faste tidspunkter, og man har valget imellem at sejle meget hurtigt eller meget langsomt for at få det til at passe uden for megen ventetid. Vi valgte det sidste. Slien er et meget smalt og smukt farvand, og turen kunne have været en stor fornøjelse, hvis ikke det havde været i en isnende, nærmest vinteragtig blæst, der gik til marv og ben. Så var det godt, vi kunne nyde turen ud igen næste dag. Det blæste ikke mindre, men nu var det bagfra, og desuden var temperaturen steget betragteligt. Det blev endda til en badetur for anker mellem to byger. Under opholdet i Slesvig fik vi en fin cykeltur ud til Hedeby.
Kappeln er en hyggelig by, hvor vi fandt plads midt på havnepromenaden og fik en rigtig hyggelig aften.

Næste dag havde Egernsund været overvejet, men det ville blive 5 timers meget hårdt kryds ind gennem Flensborg Fjord, blot for siden at sejle samme vej ud igen. Så var Høruphav en bedre idé, og gendarmstien er god at gå på. Turens måske allerbedste sejltur gik fra Høruphav op gennem Alssund, med et pragtfuldt kryds blandt mange andre både i Als Fjord, og op til en fantastisk ankerplads i Genner Fjord nord for Åbenrå. Ingen af os havde hørt om Genner Fjord før, men en guidebog til danske ankerpladser ledte os på sporet. Husk altid research i god rejselitteratur. Nu var det rigtig sommer og sol, og vi opholdt os resten af dagen i cockpittet og gummibåden.
I Assens havde vi det særlige ærinde, at vi skulle købe et postkort til samlingen, så opholdet her blev på i alt 15 minutter, inden vi sejlede videre til Kolding. De østjyske fjorde har vi snakket om i mange år; nu fik vi endelig gjort alvor af en af dem. Kolding Fjor og hele Lillebælt-snævringen er smukke farvande med høje kyster.

Kongebrogård ved den gamle lillebæltsbro var stedet, vi havde aftalt, at Sigrid skulle komme om bord. Hun var netop hjemkommet fra sin svigerfamilies sommerferie i Island, så det var dem, der bragte hende dertil. Herfra tog vi på øhop op mod Århus i et område vi aldrig før har sejlet i. Det blev en uhyre stille tur til Endelave. Så stille, at vi kunne dække stort frokostbord i kahytten undervejs uden fare for at noget skulle vælte ned. Til gengæld var der ikke stille i Endelave havn. For første gang på turen var det svært at finde en plads; faktisk måtte vi ligge med stævnen mellem to andre både på pælepladser, og gå i land på en af dem. Overfyldt var det også på Tunø, hvor vi holdt frokoststop næste dag inden vi fortsatte for en skøn spilertur ind mod Moesgaard strand, hvor vi havde udset os en ankerbøje for natten. Der er kun beskyttelse for vestenvind, men det blev faktisk næsten helt stille, og nok en gang fik vi en fin badetur og nat for anker, kun forstyrret af dønninger fra Molslinien, som til gengæld satte båden i voldsomme gyngninger.

Så var det skiftedag. Marselisborg var endestation for Mette & Martin, og Sigrids sejlerkollektiv kom ombord, eller i hvert fald nogle af dem. I første omgang Daniel, hans bror Marc, samt Emma, som Sigrid gav en tredages tur til Tunø og Norsminde i temmelig kraftig blæst. De nye gaster fik en kort, men oplevelsesrig sejlads til Tunø på kryds. Vi havde problemer med rulleforstaget og måtte sejle i havn med et primitivt surret sejl og bruge en halv eftermiddag på at ordne sejl og forstag. Mange af de nye gaster i Sejlerkollektivet stifter bekendtskab med ting der går i stykker eller ikke virker som de burde. Indtil videre har det heldigvis ikke skræmt nogen væk. Næste morgen sejlede vi tidligt afsted mod Nordsminde før vinden tog til. Det lykkedes næsten, men blev alligevel et hårdt kryds det sidste stykke. I Nordsminde havn blev vi mødt af voldsom strøm, så alle mand måtte på dæk og lægge hele kropsvægten i for at gelejde båden på plads. Da Laura påmønstrede var der nok at fortælle om foregående dages strabadser.

Dagen efter fik vi heldigvis en rolig tur mod Århus lystbådehavn, hvor Daniel, Marc og Emma afmønstrede og blev erstattet af et hold højskolevenner (Joachim, Thyra, Mads). Vi sejlede til Endelave. Det blev endnu en hård tur i en mindre kuling. Dagen efter lå vi halvt indeblæst, men kom dog afsted mod Mårup på Samsø for minimale sejl. Vi ankom sent, men nåede alligevel at få besøg af flere højskolevenner som alligevel var på Samsø. Morgenen efter havde vinden endelig lagt sig og vores tre-dages rundtur lakkede mod enden. Vi tøffede tilbage til Aarhus Lystbådehavn i dejligt vejr.

Det havde været en strabadserende uge for Sigrid som trængte til afslapning. Daniel påmønstrede igen og vi valgte at sejle båden til Ebeltoft og ligge stille lidt. Sigrid og Daniel havde håbet på lidt korte ture og en ankernat eller to, men det tog tre dage før vinden lagde sig igen, så det tog også tre dage før båden flyttede sig fra Ebeltoft. De havde også håbet at flytte sig over Kattegat inden årets sidste sejlerkollektivist, Eva, skulle påmønstre men det tillod vinden ikke. I stedet tilsluttede Eva sig besætningen i Ebeltoft. En langsom tur nord om Sjælland havde været ideelt, men der var ikke mange dage tilbage af ferien, så vi tog et langt stræk på 64 sømil direkte til Gilleleje. Dagen efter sov vi længe og brugte en formiddag på stranden inden vi tog endnu et langt stræk og ankom i Kastrup ved midnatstid. Eva fik ikke set meget andet end bølger og båd, men hun nød det.

Endnu et eksempel på at sejlere lever for vindens nåde, og at skipper ikke kan designe turen hvis ikke vinden vil det. Litorina var borte fra sin havneplads præcis fra 1. juli til 1. august og mange dage på årets togt blev bestemt af vind og vejr. Det giver rum til nye oplevelser og påminder om at det ikke kan betale sig at planlægge en sejlerferie for meget i detaljen for så bliver man bare skuffet. Det er sjovere at blive overrasket over alle de uventede oplevelser der følger med et sommersejltogt.

GPS-sporet af hele turen (klik på billedet for at vise på Google Earth)