Smålandsfarvandet
- august 2006
Efter sidste års eskapade havde vi i år kun planlagt en uges sejlerferie. Men erfaringerne fra sidste år har sat sig spor i vores planlægning. Natsejlads er blevet en mulighed for os og vi kan tage længere dagsmarcher, hvor børnene også tager deres rortjanser.
En torsdag aften i mørkningen, efter søspejder, sejlede vi sydpå fra Kastrup. Det passede lige med at vi kunne nå frem til at sejle forbi Møns Klint i morgensolen. Efter et stop med en lur i Klintholm havn, tog vi videre gennem Grønsund for at nå Vordingborg inden aften. Til weekenden var vi klar til at indlede ferien i Smålandsfarvandet.
Med to gode børnegaster er det på tide at familien får trænet mere spilersejlads. Vinden var venlig at lade os sejle læns langs Møn ned til Grønsund og en knap uge senere ligeledes læns tilbage fra Karrebæksminde helt ind i det smalle løb mellem Møn og Sjælland med flere spilerbomninger undervejs. Det blev nogle lange spilerstræk med Mette ved roret, Martin ved skødet og børnene klar til at styre bommens ophal og nedhal.
Det mest spændende havneanløb undervejs var Sakskøbing. Byen ligger i bunden af en lang fjord, der er så smal, at den inderste del er som at sejle på en kanal.
Vi var igen heldige at have vinden i ryggen, så vi kunne glide stille for sejl forbi herregården Orebygård ved mundingen og videre mellem siv og villahaver.
Inderst er den gamle erhvervshavn som så mange steder omdannet til lækre lystbådsfaciliteter. Den gamle silo er blevet til boliger og moderne husbåde er også arkitekttegnede boliger. En hyggelig lille handelsby er få skridt væk og vi fandt også et lille rodet museum, hvor et medlem af lokalhistorisk forening gav os en personlig rundvisning lige før lukketid.
I Fejøs hyggelige havn lå vi sammen med en anden Ballad med børn på alder med vores. Vejret var strålende, men havnen savner desværre en badestrand. De to hold børn blev søsat i hver sin gummibåd og badede fint fra dem og fra molehovederne. Aftenen endte med fire børn mast sammen i forkøjen i vores Ballad, hvor de spillede kort og alle følte sig hjemme. Det er ikke alle havne, der er lige befordrende for bekendtskaber mellem bådene, men inderhavnen på Fejø har kun gæstesejlere, som ligger tæt og får god kontakt. Det var også her vores gas løb tør, så vi måtte låne os frem til at koge kartoflerne færdige med flere kontakter til følge.
Hjemturen fra Kalvehave blev et eksempel på de afvekslende oplevelser vejret giver i løbet af en lang sejlads. Vi startede tidligt i meget lidt vind og sejlede en smuk tur for motor gennem det snoede løb i Bøgestrømmen. Børnene navigerede, mens deres mor skævede lidt bekymret til en mørk sky med en tydelig skypumpe ovre mod øst. Ganske rigtigt, så snart vi var ude på åbent vand i Fakse bugt blæste det op og gav regn. Blæsten var imod, så vi måtte endda krydse. Dette vejr gav os ikke meget lyst til at fortsætte til det tiltænkte mål, badestrandene ved Skanør. Krydset bragte os tæt forbi Rødvig havn og vi valgte at gå ind her for at tanke og overveje planerne. I Rødvig brød solen frem igen og humøret steg straks. Vi krydsede videre langs Stevns klint og havde nu mindre og mindre vind. Til sidst strøg vi sejlene, satte selvstyreren på og gav os til at læse højt for børnene, nu i smuk sol og på en direkte kurs mod Skanør.
Sejlads giver altid nye oplevelser i tæt samvær med børnene.
Rute:
3.-4.8. Kastrup - Klintholm - Vordingborg 80,2 sm
6.8. Vordingborg - Femø 21,3 sm
7.8. Femø - Sakskøbing 15,6 sm
8.8. Sakskøbing - Askø - Fejø 13,4 sm
9.8. Fejø - Karrebæksminde 19,2 sm
10.8. Karrebæksminde - Kalvehave 31,5 sm
11.8. Kalvehave - Rødvig - Skanør 40,8 sm
12.8. Skanør - Kastrup 16 sm