Opdateret 16. august 2017

Polenstogt
- august 2017

Polen havde vi besøgt før, men aldrig selv sejlet dertil i egen båd, så nu skulle det være. Egentlig var planen at sejle non stop østpå i et par døgn, men det satte vejret en stopper for, med pludseligt opdukkende varsel om kuling fra øst. Så vi indrettede os og sejlede i de perioder, blæsten holdt pause, hvilket betød afgang kl 4 lørdag morgen, gå i ly i Smygehamn om formiddagen og lade en kuling passere, for så om aftenen at fortsætte til Rønne hvor vi var fremme søndag morgen, efterhånden med et mildt jetlag.

Det havde nu hele tiden været planen at komme til Bornholm undervejs, bl.a. for at byde vore derboende gode venner Eva og Ulrik på en drink, som vi havde lovet dem året før, så at det blev på udturen i stedet for hjemturen var kun en mindre afvigelse. Turen videre til Polen er for lang til at klare på en dag, så det naturlige afgangstidspunkt blev mandag eftermiddag, hvorved vi fik næsten to gode dage i Rønne inden en natsejlads til Polen. I situationen var det næsten fristende bare at fortsætte med at tage de bornholmske havne fra en ende af, men det var ikke årets plan, så det må blive en anden gang.

Med krydstillæg var der 83 sømil til Kołobrzeg, som vi nåede tirsdag morgen. En gammel hansestad, omend en af de mindre af slagsen, som i dag er piftet op til et turiststed med masser af strandliv, barer og restauranter, samt udflugtsbåde udformet som galeaser og vikingskibe, omend disse både ikke har andre steder at sejle folk hen end ud på vandet og ind igen. Et kulørt tivoli, men der var også en gammel bydel hvor mange butikker ikke havde ændret sig siden kommunismens tid, hvor såvel inventar som vareudbud var meget lidt kulørt, men hvor priserne til gengæld også var derefter. Kom man af med 50 Zł (=85 kr) havde man tungt med varer at slæbe for fire personer.

 

Varslet om kraftig vind fra vest senere på ugen afgjorde at vi ikke ville længere østpå, så næste mål blev Dziwnow, knap 40 sømil vestpå. Turen lærte os, at det var heldigt, at vejret havde afholdt os fra at komme længere østpå, for at sejle langs den polske kyst er mildt sagt ensformigt. Lav kyst med sandstrand og fyrreskov - hele vejen. Fint nok at sidde og kigge på 1 hel dag, men ikke noget, vi havde behøvet i adskillige dage. Havnelodsen for 2017-19 foreslår at man i Dziwnow lægger sig ind på gæstepladser i den lille fiskerihavn lidt oppe ad floden, men når man kommer dertil opdager man, at der ved siden af ligger en lystbådehavn, der er så ny, at havnelodsen slet ikke kender den. Dziwnow er ikke mindre strandturistet end Kolobrzeg, og da byen er meget lille er der ikke andet end turisttivoli. Man kunne være fortsat op ad floden og kommet til Kamien Pomorski, som vist er en mere rigtig by, men det havde taget en god time yderligere, og vi havde egentlig sejlet langt nok den dag.

Vi ville gerne bort fra det åbne hav inden et varslet blæsevejr, og det passede med at sejle til den store færge- og industrihavn Swinoujscie dagen efter, ca 18 sømil længere vestpå, hvorfra man kan komme ind i landet. Vi lagde dog ikke til der, selv om der siges at være en hyggelig by, men fortsatte ad en kanal ind til indlandsbredningen Stettiner Haff, hvor vi fik et par timers frisk kryds ind til landsbyen Trzebiez. Her er en havn og en bådplads hvor mænd går i arbejdstøj og roder med deres både. De er meget lidt snakkesalige, og lykkes det endelig at fange deres blik og få et ord ud af dem taler de fleste kun polsk. Her er man meget langt ude på det polske bøhland, men der er absolut ingen ond vilje eller afvisenhed deri; folk er bare ikke spor udadvendte. Dem, det lykkedes os at snakke lidt tysk eller engelsk med var til gengæld uhyre venlige og hjælpsomme. En mand, der så, at vores vandslange var for kort til at nå fra hanen hen til båden gjorde helt uopfordret en stor indsats for at skaffe en længere slange og passende studser. En anden mand, der blev afbrudt i sin opvask ved vandhanen af indsatsen, satte sig tålmodigt til at vente. Kun få toiletter virkede, men de var rene, badene ligeså, de var uaflåst (da låsen var kaput) og gratis (da betalingssystemet ikke var etableret endnu). Trods flere forsøg lykkedes det os aldrig at finde nogen, der ville tage imod havnepenge. Udgangen fra havnen var bevogtet at en vagtmand, som absolut kun talte polsk, men havde helt styr på hvilken båd vi kom fra og at vi hørte til og godt måtte komme ind igen.

Så var kulingen over os, man da vi efterhånden var så langt inde i landet at vi blot skulle op ad Oder-floden videre til Szczecin betød det blot at motoren kom på lidt hårdt arbejde op mod vind og strøm. Undervejs så vi en flot tremaster. Så een til - så flere og flere fuldriggere, barker, brigger, ketch, yawl m.m.. Hvad vi ikke vidste var, at der var Tall Ships Race i Szczecin. Et flot syn og en stor oplevelse pludselig at befinde sig midt imellem snesevis af store flotte sejlskibe. Et af dem fyrede endda sine kanoner af. Desværre havde det dog også den konsekvens at det var umuligt at få plads nogetsteds i byen. Tre forskellige havneanlæg prøvede vi og blev afvist alle steder fordi vi ikke havde reservation. Imidlertid havde vi fået øje på en lille værftshavn ved et sejlmageri, hvilket faktisk var relevant fordi vi samme morgen havde set at syningen i genuaens agterlig var gået op. Så vi sejlede derind, og der var plads, da havnen slet ikke var beregnet til at modtage gæster, men vi kunne jo med god grund sige, vi havde et ærinde hos sejlmageren, som endda meget heldigt viste sig at være den første person, vi traf. Han kunne engelsk og hans gode ven havnefogeden kunne tysk, og vi blev meget venligt modtaget. De beklagede, at havnen jo ikke havde gæstefaciliteter, men havnefogeden kom og gav os sin personlige nøgle til havnens eneste toilet. Der lå vi i to nætter, fik repareret genuaen formedelst godt 200 kr, kom aldrig af med havnepenge og havde en hel dag til at tage sporvognen ind og se på byen, og på Tall Ships festivalen. Szczecin er dog ikke specielt spændende af en storby at være.

For at komme videre måtte vi ud ad Oder-floden og ud i Stettiner Haff igen, og ind i Tyskland, hvor første stop blev feriecenterhavnen ved Ueckermünde. En lidt kedelig havn, men moderne med gode faciliteter, omend der er lang vej at gå til toiletterne. Dermed var vi i gang med farvandet indenfor øen Usedom, som udgør den østligste del af den tyske østersøkyst. Det er rigtig fjordsejlads, med smalle løb afvekslende med bredninger, og med bropassager hist og her. Vi fandt et godt sted at tilbringe en nat for anker. Wolgast er den største by på denne strækning, og gav os mulighed for konditoribesøg og indkøb mens vi ventede på broåbning. Broerne i dette område åbner ikke når som helst, men kun på faste tidspunkter, så der kan man godt få nogle timers ventetid. Vi kendte godt åbningstiden, men ville netop gerne have disse timer i Wolgast.

Sidste stop indenfor Usedom blev Peenemünde, som har en fortid som stor flådehavn og flybase under krigen. Det var også her, der (næsten) blev udviklet raketter. Den militære fortid fornægter sig ikke; masser af gamle krigsskibe, en stor russisk ubåd, militære havneinstallationer. Det meste er gammelt, rustent og forfaldent og ligner ikke noget, der har været i brug de sidste 50 år, bortset fra museumsskibet og andre ting, som er blevet vedligeholdt for turisternes skyld. Men cykler man så over på øens modsatte kyst, ud mod havet, finder man Karlshagen, som nok var det største bademekka, vi endnu havde set. Igen en kæmpe kontrast.

Med Usedom bag os skulle vi 10-15 sømil over Greifswalder Botten, en havbugt af Østersøen, før vi kom ind i Strelasund mellem Rügen og fastlandet, og dermed igen var i fjordfarvand. Det fører op til hansestaden Stralsund, hvor vi igen skulle ramme en broåbningstid, da havnen ligger nord for broen. Stralsund er en flot by, som i sig selv er værd at besøge, men havnen er noget omstændelig at have med at gøre. Gæstepladserne ligger længst ude på de meget lange broer, så der er lang vej ind. Adgangskort til toiletterne kan kun fås i havnekontorets meget begrænsede åbningstider, men de yderste toiletter var dog uaflåst. Til gengæld er de lukket for rengøring fra 7.30-8.00 om morgenen - af alle tidspunkter netop når alle mennesker skal bruge dem!! Vi forsøgte endvidere at bytte gasflaske, hvilket havnekontoret faktisk kunne tilbyde. Men kun hvis ens tomme gasflaske har præcis det samme tyske firmastempel som dem, de kunne levere. Havnefogeden medgav, at vores tomme flaske var helt identisk med hans, men da firmastemplet ikke var det samme kunne han ikke bytte. Så vi måtte købe hans flaske til en mindre formue uden at slippe af med den gamle.

Hiddensee er en bilfri ø overfor det nordligste Rügen, og her fandt vi et rigtig hyggeligt miljø i Vitte. Her kan det anbefales at gå ind i fiskerihavnen frem for lystbådehavnen; det er både hyggeligere og mere centralt. Der er dog kun plads til to-tre både, men vi var heldige at der var plads til os. Fraværet af biler giver stedet en fredfyldt, hyggelig, nærværende stemning. Der er fantastiske cykelmuligheder og meget fine strande med erklæret keine badekleidungvorschriften, hvilket betyder at nøgne og påklædte badegæster ligger mellem hinanden.

Så udestod ca 60 sømil havkrydsning op til Skanör, hvor vi egentlig havde håbet at tilbringe en sidste badedag, men det gode vejr, vi havde nydt godt af på næsten hele turen, befandt sig kun syd for havet, og kulde og regn indbød kun til et hvilestop i Skanör før vi fortsatte hjem.

To ugers ferie med kun een overliggerdag og lange stræk, især i den første uge. Det er intet under at vi føler vi har oplevet lige så meget som på en længere odyssé. Polen og farvandet ved Usedom fik vi oplevet grundigt. Bornholm kom vi for hurtigt forbi, ligesom sidst vi var der, så der har vi stadig mere til gode. Men især venter en masse ting omkring Rügen, som vi skal vende tilbage og opleve en anden gang.


GPS-sporet af hele turen (klik på billedet for at vise på Google Earth)