Vi havde overvejet
at holde fest på Kastrupfortet, men ½ år i forvejen var åbenbart ikke tidsnok
at bestille lokale der. Da Sigrid så under snakken over morgenbordet ved en
fortalelse kom til at sige Flakfortet i stedet for Kastrupfortet, var ideen
dermed serveret på et sølvfad: Naturligvis! Hvad ville være mere i vores ånd
end at invitere alle mennesker ud på Flakfortet? Der var heldigvis lige akkurat
stadig muligt sidst i marts at reservere et lokale i september.
Da dagen oprandt
gik vi i gang fra formiddagen med at læsse Litorina med en større mængde
ting, der skulle medbringes. Især karaokeanlægget, med TV, højttalere og det
hele, som vi havde lejet dagen før, fyldte og vejede godt til.
Men det gik uden problemer og vi kom ud til Flakfortet i god tid til at få
hejst signalflag over toppen og nå en hurtig frokostmadpakke inden vi kl. 12.50
skulle med rutebåden ind til Nyhavn for at hente vore gæster. Efter en længere
periode med køligt og skyet vejr valgte sommeren netop denne dag at vende tilbage
med lunt, flot solskin.