Gletschernes smukke, men farlige og sprækkede blå is, har altid fascineret mig ligesom den geologilektion man får i morænelandskabet rundt om. Så jeg ville gerne komme tættere ind under huden på gletscherne.
I 2017 gav Martin mig et kort over Jotunheimen og et kursus hos breopplevning.no i fødselsdagsgave. Det blev dog først sommeren 18 vi kunne komme afsted.

”Brekurs – ei veke med is under beina” er fem dage på gletscheris og sne, hvor man lærer alt det grundlæggende til selv at kunne gå ture sammen med andre med samme forudsætninger. Kurset ligger ved Bøverbreen nær Sognefjellshytta og er et helt simpelt arrangement, hvor man bor på en fast lejrplads, en times gang fra isen, uden andre facliliter end et fællestelt. Eget telt og mad til alle dage må man selv sørge for.
Vi var en lille gruppe, kun fem deltagere. De øvrige var en far og søn samt en ung ivrig spejder og militærmand. For dem var kurset en forudsætning for at bestige toppe, hvor der ”ofte ligger en bre i vejen” som de sagde. Så vores fascination af selve isen og det at bevæge sig i det landskab gjorde os til turisterne i selskabet. Det var kun os, der skulle have billeder af hinanden med sikkerhedsudstyr og af de smukkeste sprækker og istårne. Og faktisk var der heller ikke meget tid til at tage billeder, når man havde tanker og hænder fuldt optaget af at holde styr på isøkse og tov, der skal holdes stramt og lige til de øvrige i taulaget.
Guiden er en stor del at sådan et kursus. Vi var så heldige at han på netop dette kursus var en dansker, bosat i Norge, så vi havde fornøjelsen af ikke at have nogle problemer med at forstå fortællinger og instruktioner. Nok er vi gode til norsk, men vi var meget glade for at det ikke var en nynorsk guide, der skulle give væsentlige instruktioner til os.

Pensum for kurset er steigeisenteknik (du må aldrig vinkle dem, men gå lige op og ned), isøkseteknik (isøksen kan støtte dig på mange måder, hvis du skal kravle som en flue på en isvæg; det var heldigvis mest noget vi gjorde som træning, i praksis skulle den mest give håndfæste ved klatring op over en kant), sneteknik (du må godt glide ned ad sneen, hvis du ved hvordan du bremser), tovteknik (der skal mange sindrige knop til at binde sig forsvarligt i både sidde og brystsele på en gang; Martin blev aldrig gode venner med dobbelt fiskeknob). Og så selvfølgelig sikring og redning. Vi skulle lære at sætte sikringer både på is og sne og vi skulle øve mange kammeratredninger, hvor den bageste person, der har den frie ende af tovet til redningstov, skal fragtes sikkert frem til et faldsted og få halet den faldne op igen. Især hvor dette foregik på strærkt skrånende sne, som en skulle forestille at være gledet for langt ned af, var det svært at arbejde og samtidig holde sig selv sikker.

Morænerne fik også deres med på vejen med fortællingen om den lille istid i 1600-tallet og hvordan man kan se både i landskabet og de historiske beskatningsdokumenter hvordan isen lå meget længere ned mod beboede egne dengang.
Efter tre dages øvelser fik nordmændene lov til at planlægge en tur og bestige en top på den anden side af breen. Vi, der var mindre dristige til at hoppe og klatre, gik vores egen tur og nød at have sten og klipper under fødderne igen.

Sidste dag gik vi på tværs af hele bretungen. Det tog næsten tre timer, men viste sig kun at være en distance på en kilometer!

Guiden fortalte, at der var få offentlige brekurser som dette efterhånden. De fleste bestilte et kursus selv til en familie eller en vennegruppe. Det burde vi måske have gjort, så vi kunne have fået et ”danskerkursus”, som var tilpasset vores ønske om oplevelse af breen i sig selv. Men kurset var spændende og veltilrettelagt og vi lærte meget om sikring og forudseenhed og også af at deltage sammen med de mere fjelderfarne nordmænd.

Efter fire dage på bræen havde især Martin set is nok, bevæget sig meget langsomt længe nok, og brugt tid nok på at i- og afføre sig en masse udstyr, som fyldte hele rygsækken når man ikke havde det på. Så han så frem til at Sigrid og Arvid skulle komme tilrejsende, så hele familien kunne komme i gang med fjeldvandring. At vi skulle hente dem ved bussen ved Sognefjellshytta gav desuden en anledning til at sidde i en stol og få en kop kaffe for første gang siden vi rejste hjemmefra.

Efter en gennemgribende ompakning (Arvid og Sigrid havde jo medbragt masser af nye forsyninger af tørret mad m.m.) vandrede vi sydpå i retning mod Skogadalsbøen, gennem Vettle Utladalen, som efterhånden snævrer ind til en slugt, man dog kun ser fra oven. Vi kom efterhånden (som den eneste gang på hele rejsen) ned under skovgrænsen og fandt et sted til teltet i skoven ved bredden af Utla-fossen.

Dermed var vi i perfekt position til at gå op gennem Storutladalen, et meget smukt og frodigt landskab lige oven for skovgrænsen.

Yderligere 300 højdemeter bragte os senere op i Rauddalen, som om end knapt så frodig (pga højden) nok var det mest imponerende landskab, vi kom til at opleve. En stor, bred dal med masser af smukke søer og omkranset af adskillige spidse tinder. For enden af dalens største sø Rauddalsvatnet viste der sig en fin lille sandstrand med et nydeligt, plant græsareal bagved. Det ideelle sted at bade i søens fløjlsbløde vand og slå teltet op og få en fantastisk aften.

For en tid var det flotte vejr ved at være brugt op. For at komme videre ud af dalen måtte vi efter et kort stop ved Olavsbu op over Rauddalsbandet, men det sværeste var nu at komme ned på den anden side, som er ret stejl. Regnen indhentede os, men værre var et udfordrende vad over fossen ved Nedre Høgvagtjø, hvor støvler, sokker og bukser måtte af for at vade i knæhøjt, strømmende vand. Nogle prøvede at hoppe på vadesten, men blev straffet med våde støvler. Arvid var faktisk nået over på den måde, men var flink og vendte tilbage for at hjælpe sin mor, og faldt derved og slog knæet til blods. Da vi nåede Leirvassbu fjeldstation varmede vi os med velfortjent kaffe og varme vafler, inden vi teltede et par km senere ved Leirvatnet, da solen atter skinnede.
Det gjorde den ikke næste morgen, hvor måtte alt pakkes sammen i regnvejr, og turen gennem Visdalen blev en blanding af flere regnvejr og adskillige svære vad over fosser. Enkelte steder var der broer, men de stod på tørt land fordi fosserne havde ændret løb siden broerne blev bygget. Dyngvåde og kolde nåede vi Spiterstulen, hvor vi valgte at bruge fjeldstationens teltplads for at have adgang til indendørs faciliteter.

Fra Spiterstulen går der bus tilbage til Lom og Otta, men den behøvede vi ikke tage før om eftermiddagen, så da vejret klarede op brugte vi formiddagen til at bestige Galdhøpiggen, Nordeuropas højeste bjerg. Godt nok havde vi ikke tid nok til at nå helt til tops, men vi nåede dog fra dalens 1100 moh op til ca 2050 moh, til kanten hvor Styggebrean breder sig imponerende ud på den anden side, før vi måtte vende for at komme ned og nå bussen.

Hjemmefra havde vi nok forventet en stor fjeldoplevelse, men var forberedt på ustadigt vejr og en masse myg og knot. Men bortset fra ca 1½ dag med regnbyger var det solskin og overraskende varmt i betragtning af, at vi var over 1200 moh næsten hele tiden. Og måske på grund af vejret, så vi stort set ingen generende insekter på hele turen!