På trods af vores passion for vandring og teltovernatninger har vi endnu aldrig ligget i telt i fjeldet. Vores Hillebergtelt er endda optimeret til netop det. Men nu skulle det være. Begge børn har nu ordentlige rygsække og kan tage fra, så det er ikke noget problem at fordele byrderne.
Formålet med turen var primært at komme ud og ligge i telt helt uden faciliteter, så turen behøvede ikke være så lang og destinationen måtte gerne være lettilgængelig, men ikke overrendt. Vi valgte at tage nattoget til Enafors, hvor man fra togstationen kun behøver gå 1 km ad landevejen, før vandrestien starter. Nogle km gennem skov og mose og en stejl opstigning senere stod vi i en fjelddal ved Snasahögarna og havde et stort højfjeldslandskab med stier og dale på kryds og tværs at boltre os på de næste 4 dage.

Vi havde ikke lagt en rute hjemmefra, men set på de forskellige muligheder der bød sig. En af dem var at gå op på Storsnasens top (1462m – den højeste i området) og da vejret var fint, valgte vi at gøre det allerede den første dag. Det skulle vise sig velvalgt, for vejret blev aldrig til det igen. Kortet har indtegnet en sti, men i praksis fandt vi den ikke. Fjeldheden skråner dog blot jævnt opad, så det er bare at gå. Først helt oppe viser varder vej til det højeste punkt på den flade kalot. Her der en storslået udsigt over det lavere skovlandskab og man kan endda se helt til skipisterne i Åre. Heroppe så vi også rener, som trækker opad for at undgå myggene. Det skulle dog siden vise sig at fjeldet her myldrer af rener.

Martin mente at vi ligeså godt kunne gå til kl.7, så aftenen ikke blev så lang inden det blev sengetid. Det viste sig dog, at vi ved 5-tiden havde et behov for at være kommet frem, også selv om der ikke er noget bestemt sted at komme frem til. Den første dag indebar det at vi var ”fremme” højt oppe kort efter paspunktet i den dal vi fulgte, hvor der ligger en lille sø, Getvalstjärnen. Her blæste det en del og der var mest sten og løs jord. Vi fandt et fladt stykke lidt i læ i en lavning til teltet, men det blev alligevel en udfordrende teltslagning. Vi fik brug for sten som fæste for bardunerne, for at teltet ikke skulle blæse omkuld. ”Teltet er konstrueret til det”, beroligede vi hinanden og det blev da også helt hyggeligt at sidde derinde og løse kryds og tværs, mens blæst og regn hylede udenfor.

Hjemmefra havde vejrudsigten lovet regn alle 4 dage. Det gjorde, at vi valgte at gå i gummistøvler. Regnen blev heldigvis ikke så slem og faldt mest i den del af døgnet hvor teltet var rejst, men vi var alligevel glade for vores valg af fodtøj. Selv om gummistøvler giver mere fare for vabler på fødderne, giver det også garanti for tørre fødder i det meget våde og mudrede fjeldlandskab.

At finde teltplads i fjeldet er ikke så let. Til vores telt har vi brug for 4 m2 plant, jævnt underlag til soveafdelingen – og helst lidt mere så apsis også får et rimeligt underlag. Men de planeste steder er våd mosejord og ellers brydes de af sten, tuer eller huller. Vi udviklede en teknik med at udjævne underlaget med jakker og andre beklædningsstykker. Den anden nat fandt vi dog et perfekt teltsted på langt græs ved en bæk – her var problemet blot, at der var umådelig mange myg.

Når teltet er rejst, aftensmaden lavet og spist og en lille aftentur gået, er klokken typisk ikke mere end 8, men der er ikke så meget andet at gøre end at gå i seng, især ikke hvis myg eller regnen holder en indendøre. Det giver en lang nat i soveposen. Det er svært at få søvnen til at slå til så længe, når man kun er vant til 7 timers søvn, og en tur op om natten bliver også nødvendig. Mærkeligt nok sov vi alligevel længe, dvs. til efter 7, alle dage. Men især Martin kom nu også til at ligge vågen det meste af tiden hver nat, og udviklede efterhånden regulære jetlag-symptomer.

Vi havde valgt et område lidt udenfor de sædvanlige hytte-til-hytte ruter og gik vores egne veje. Dog ikke helt udenfor stierne, men forskellen på de stærkt benyttede stier, der er trampet op i 1 meters bredde, og sommerstien til Enafors, som man selv skal finde fra varde til varde, er slående. Området er letvandret og flere dale uden angivne stier lokkede også til besøg, når vi så ned i dem fra hoveddalen. Vi opgjorde dog en rute den første dag og holdt os til den: Først halvvejs til Storulvån og fra Ulvåtjärn videre halvvejs mod Sylarna. Så nordpå igen ad ruten mod Blåhammerens fjeldstation, inden vi skråede over til dalen mod Enafors igen. Den sidste nat teltede vi helt nær et pas mellem to fjeldtoppe, og fik et panorama fra teltet, vi kun troede eksisterede på teltreklamerne.

Blåhammeren var den eneste fjeldanlægning vi besøgte. Det er en luksus at sætte sig til kaffebordet midt ude i fjeldet, men vi blev også lidt forargede over opslaget om drikkevaremenuen som anbefaledes til aftenens tre retters middag. Ikke mindst da vi senere samme dag så helikopteren, som måtte tage flere ture for at bringe det nødvendige gods til fjeldstationen. ”Spild af CO2,” siger Sigrid. Fordi Mette i forvejen havde tørret porrer, gulerødder, peberfrugter og stegt, hakket oksekød havde vi god og rigelig mad med os i rygsækkene! Efter maden vankede der dessert (pulverfromager) og hjemmebagte Runekager kunne vi også byde på.

Det blev en stor og meget intens oplevelse at være så isoleret fra verden. Ingen aftaler eller afhængighed af andre. Fire dage, hvor der kun eksisterede os, vort telt og en masse storslået flot natur.

.