Se filmen her

De 18 vulkanske atlanterhavsøer, Færøerne, er et syn helt for sig selv. De høje stejle klippevægge pegende ud til dybe mørkeblå fjorde, de store vindblæste plateauer af frodigt græsgrønne enge og den evige tåge der konstant omgiver øerne og ofte ligger sig som et magisk tæppe henover dem, får én til at føle det som at man er landet midt i en af Tolkiens fortællinger når man ankommer.
Færøernes har en fantastisk natur der både er markeret af øernes ofte hårde vejr, og af den ellers rige vulkanske undergrund. Med et befolkningstal på under 50.000 er natur absolut også det der er mest af og det man som turist mest kan opleve, hvilket vi synes man gør bedst ved at vandre. Heldigvis har Færøerne ingen mangel på gode vandreruter, og hjemmefra havde vi planlagt flere ture vi gerne ville gå rundt omkring på de forskellige øer.
At komme ud til disse vandreturer er utroligt nemt takket være en imponerende infrastruktur af busser, færger og lange tunneler der går mellem øerne. Med et areal på kun ca 1400 km^2 er der aldrig længere end få timer fra Torshavn ud til næsten alle hjørner af øerne, og man kan købe et 7 dages rejsekort der giver ubegrænset adgang til stort set alle transportmidler. Dog skal man være opmærksom på at de på trods af fine moderne busser, imponerende tunneler med rundkørseler i og hurtige gode færger, ikke har fået opdateret deres informationsniveau i samme grad. Hvis ikke man kender ruterne og øerne er der ikke meget hjælp at hente hvilket betød at vi både oplevede at misse vores stop og måtte vandre tilbage fra næste stop 5 km længere oppe af vejen, og at vi kom til at tage den forkerte færge og endte på den forkerte ø.

Selvom øerne er så små er de forskellige nok til at give hver af vores vandreture en helt unik stemning. På øen Nolsoy gik vi i sumpede mosbeklædt fladtland med havet til udsigt hele vejen frem og tilbage, mens vi på Eysturoy og Streymoy gik ture op over høje bjergpas helt op i skyerne hvor havet forsvandt af syne og man ligesågodt kunne have befundet sig midt i de laplandske fjelde. Oppe ved øens nordligste punkt, ved bygden Vidaroy kom vi ud på en af de hårdeste bjergbestigninger vi nogensinde har oplevet. Færøerne lægger gerne vandreruter vinkelret på højdemeterne og med en stigning på ofte stejlere end 30 grader var vi næsten ude i at kravle på alle fire i klipper og løse sten alle 800 højdemeter op (og ned igen).
Øen Hestur som vi ved et uheld endte på bød på en virkelige ”typeFærø” med stejle 100 meter høje skrænter hele vejen rundt og toppet med et højt, fladt plateau der bød på god udsigt til de nærliggende øer og idylliske græsbakker (med undtagelse af et par nærtagende kjover).

En fællesnævner var der dog uanset hvor vi befandt os på øerne. Får!
Færøerne har stor tradition for fåreavl hvilket ses bl.a på naturen der alle steder er tydeligt udsat for kraftig græsning, og på den mængde får man konstant er ved at falde over uanset hvor man befinder sig, om det så er i bjergene eller midt i byerne. På trods af at det er de færeste færinge der idag lever af deres får, er det stadig noget mange beskæftiger sig med på siden og der er godt 20.000 flere får end mennesker på færøerne. Det meste af året render fårene mere eller mindre frit rundt på græs, men når de så skal samles kommer hele familien ud og hjælper med at løbe dem sammen ude i bjergene.
På Eysteroy kom vi den dag, hvor alle bygdens beboere var mand af huse for at samle fårene fra fjeldet. Af to omgange drog mennesker og hunde afsted. Først for at samle den store flok. Anden gang for at få strejferne med. Fårene bliver samlet i en fold, hvor de kan blive sorteret efter ejere og efter hvilke, der skal slagtes og hvilke der skal slippes ud på fjeldet igen.

Vores base for alle vores udflugter ud på øerne var Torshavn, hovedstaden der absolut også er færøernes største og mest levende by, med museer, gågader, massere af restauranter og Nordens hus, et flot kulturhus hvor vi bl.a oplevede en koncert af traditionelt færøsk musik fortolket for guitarensemble.
Her havde vi en dejlig stor lejlighed tæt på centrum og busholdepladsen og god mulighed for at opleve moderne færøsk liv. Torshavn er en ”rigtig” by med alt hvad der dertil hører og et sted man sagtens kan gøre sig som turist.

Den slags finder man dog ellers ikke meget af på Færøerne der, udover Torshavn, primært har bosættelser i form af små bygder.
Bygderne på Færøerne ligger hvor det har været muligt at gå i land. Typisk inderst i en bugt, hvor husene er spredt ud langs kysten for at få plads inden den stejle skåning op mod indlandet. Tidligere var mange bygder kun tilgængelige fra havet eller via stier op over fjeldet, som er de stier vi nu kan benytte som vandreruter. Disse stier står stadig på selv et ikke så detaljeret bilkort over øen og det var derfor aldrig svært for os at finde vores vandreture.
Den færøske bygd har farverige træhuse. Selv de mindste bygder har en kirke, ofte en lille kirke, men der har ikke været tale om at man skulle til nabobygden for at komme i kirke. De første nybyggere var irske munke i det sjette århundrede og Kristendommen har derfor stor historisk betydning.
Omkring husene kan der være marker med høslæt, men ikke noget landbrug ud over det. Hø og græsning til fårene fylder alt. Det er tydeligt at samfundet har været bygget op omkring fåreavl og fiskeri, Færøernes andet historisk vigtige erhver, der modsat fåreavl stadig er det primære erhverv for mange færinge i dag og repræsentere øermes vigtigste indtægtskilde i form af lakseproduktion.
I Vidareidi, den nordligste bygd, var der faktisk mest plads til at anlægge en sammenhængende landsby. En dalsænkning tværs over hele øen giver plads til mange huse. I den vestligste ende ligger kirken, som er kendt fra en præstemordgåde i 1700-tallet, der har dannet grundlag for romanen og filmen Barbara. Vidareidi er sin egen kommune, men udover kirke, skole og et hotel er der intet andet. Ikke nogen butik, ikke nogen havn med mole og ikke noget samlingsted ud over kirken. Kommunekontoret svarer i størrelse snarere til en busventesal.
Færøerne prioriterer dog at der stadig er liv i bygderne. Dette er bl.a en af årsagerne til den gode, moderne infastruktur. Det gør det muligt at bo i en bygd, selv om indkøb og arbejde foregår et andet sted. Der bygges nye huse i bygderne og selv små steder har skole, daginstitutioner og fodboldbane. På Nolsoy fik vi at vide at der nærmest var babyboom, så skolens fremtid var sikret. Her flytter folk til, ikke fra, men der er også kun 20 minutter med færgen til Torshavn.

Samfundene gror, men det er ikke turismen der er fokus på og selv i de større byer som Klaksvig og Vestmanna er der ikke meget turistliv sammenlignet med Torshavn.
Med det sagt så byder netop Vestmanna faktisk på en af de helt store turistattraktioner på færøerne. Vestmannas Fugleklipper! Disse fantastiske fjelde rejser sig lodret flere 100 meter op af havet og er hjemsted for store kolonier af havfugle deriblandt mallemukker, suler, lomvier og ikke mindst havpapegøjer (eller lunder) som øerne er berømte for. Med dybe katedrallignede kløfter og grotter, krystalblåt hav og den lavthangænde dis på fjeldtoppene er dette et af de mest spektakulære og imponerende syn på nogle ellers allerede meget spektakulærer øer og et pragteksempel på hvor unikke og utrolige Færøerne er!