Cykelekspedition gennem Europa

Opdateret 17. august 2026

Starten hjemmefraEn lang cykeltur ned igennem Europa har længe været en drøm. Ikke som en idrætspræstation, men som en langsom rejse gennem landskabet. Vi kører ikke på racercykler, men på turcykler med fuld campingoppakning, endda med lidt ekstra luksus i forhold til en vandreferie, så ruteplanlægningen skulle tage højde for at vi helst ikke ville op af for mange bakker.

Hovedkonceptet skulle være at rejse på cykel og overnatte i telt. I Norden er der gode muligheder for at telte frit, men syd for Danmark er man overvejende henvist til campingpladser, så det var vi indstillet på. Til gengæld havde vi undersøgt grundigt hvor der findes naturistpladser, så vi kunne prioritere at bruge dem, når det var muligt. Der er altid et hyggeligere og mere fredeligt og trygt miljø på naturistpladser, men vi kører nu ikke lange omveje for at opsøge dem.
Men selv om det primært er teltet, vi bor i, er det ikke udelukket at ty til et værelse, hvis det kun er det, der er at få. I skrivende stund (2026) har det dog endnu ikke fundet sted.

Der skal også være tid til at hygge sig undervejs. En kop formiddagskaffe, en isanretning eller en kold øl under en parasol sidst på dagen er højt prioriteret, selv om det tager noget tid som kunne have været brugt på at komme nogle flere kilometer fremad. På varme dage er det også højt værdsat at bruge lidt tid på at søge ind i kolde kirker for at blive lidt afkølet.

Det har aldrig været intentionen at køre den direkte vej sydpå. Mange gange kører vi omveje, hvis det er en bedre vej at køre, eller det kan bringe os mere interessante steder hen. Til gengæld behøver sporet heller ikke være ubrudt. Står vi pludselig og indser at de næste 100 km ikke bliver en god tur springer vi dem over ved at tage et tog. Lokal- og regionaltog tager næsten altid cykler med.

Det havde måske været fristende bare at tage af sted med en plan om at vi kommer så langt vi nu gør. Men da vi også gerne efter hver etape skulle have cyklerne med hjem er der grænser for hvor løs planlægningen kan være. Det er ingen given selvfølge, at man bare kan tage det første det bedste transportmiddel når man også har cykler med på et langt stræk. Den første etape skulle naturligvis bare starte ved vor gadedør, så der behøvede vi kun have et slutmål planlagt så vi havde en hjemrejse bestilt. På efterfølgende etaper har det i sagens natur været nødvendigt at planlægge både ud- og hjemrejse.

Tanken blev oprindelig født som "at cykle til Rom". Det var delvis bogstaveligt ment, men også lidt symbolsk blot i betydningen "langt ned i Europa og over Alperne". Tankerne har ændret og udviklet sig undervejs, og vi er f.eks blevet meget i tvivl om Italien egentlig er et godt land at cykle i, så en bedre formulering ville måske være "at cykle til Middelhavet". Det er et noget bredere mål at ramme, og turens hensigt er stadig bevaret.

 

 



Kortet viser hele rejseruten til nu (rød streg).
Klik på billedet for at vise detaljer på Google Earth.