Udstationering i Addis Ababa
- 2019

Et diplomatisk liv i Etiopien
Mange tanker fyldte i ugerne op til afskeden med Danmark og begyndelsen på seks måneder i Etiopien. Et land jeg vidste meget lidt om, før jeg pludselig stod med en praktikplads på hånden. Der var mange forventninger, mange bekymringer, mange timers funderinger og overvejelser om det der ventede mig. En ting er jeg dog ret sikker på at jeg ikke forventede mig: At livet var meget simplere end i Danmark. Jeg skulle jo ikke ud og bo i en lerhytte og hente vand i en brønd, for så kan man nok med rette forvente et simpelt liv. Jeg skulle det modsatte - arbejde hårdt på en ambassade midt i Afrikas diplomatiske hovedstad, en millionby på et sted mellem fire og syv millioner indbyggere. Det er altså så præcist som optællingen kan gøres i Afrikas næststørste befolkning.
Ja, jeg arbejdede hårdt. Mere end jeg nogensinde har gjort før og med mere ansvar end nogensinde.
Ja, millionbyen bombarderede mig med indtryk dagligt.
Ja, "the international community" var overvældende med bekendtskaber og visitkort-udveksling med folk af alle nationaliteter.
Men livet var stadig simpelt. Langt enklere end i Danmark.

Lad mig beskrive en helt almindelig dag og hvorfor det hele var så simpelt.

Telefonen klimprer og tvinger mig ud af sengen ved halv otte-tiden om morgenen. Jeg er heldig, for i mit hus er der vand næsten hver dag, så jeg tager et bad. De fleste dage et koldt bad, men det er blot min egen dovenskabs skyld. Vandet bliver nemlig først varmt efter forcering af en mudderpølsvandpyt for at komme til vandvarmerkontakten bag huset. Mit morgengroggy selv er sjældent i humør til den ekspedition. Bad, tøj og så yoghurt til morgenmad. Der er én slags yoghurt og én slags müesli i Etiopien der smager godt. Havregryn er dyre, brød er meget hvidt og uden (ordentligt) pålæg, og æg er jeg for doven til at lave (jævnfør førnævnte morgengroggy selv), så jeg spiser yoghurt hver eneste morgen. Ikke så meget stillingtagen dér.

Kvart over otte er jeg afsted. Foran min pigtrådsbeskyttede port venter en gåtur på 15-20 minutter, mest ad stille villaveje, men også krydsning af to færdselsårer uden synlige trafikregler. I forhold til byens enorme størrelse er jeg heldig at bo i gåafstand til mit arbejde. Morgenen starter bedre uden morgentrafik at blive sur på. På arbejdet går jeg direkte til kaffemaskinen – etiopisk kaffe hver eneste dag gør mit kaffeelskende hjerte lykkeligt – og dernæst en godmorgenrunde til alle kontorer. Der er cirka 25 ansatte på ambassaden, halvdelen danske og halvdelen etiopiske. Alle meget søde.
Mit arbejde er en blanding af opslag til Facebook og Twitter, redigering af hjemmeside, planlægning af events og diverse ad-hoc opgaver af mere politisk karakter. Jeg synes egentlig de politiske opgaver er mest interessante, men de kommer i anden række efter mine daglige kommunikationsgøremål, som jeg til gengæld har meget frie hænder til at gøre, hvad jeg vil med.

Arbejd, arbejd, arbejd, frokost på tagterrassen, arbejd, arbejd, arbejd. Mange dage afbrudt af et møde ude af huset, måske på en anden ambassade eller hos FN. Lidt luft til hjernen, lidt hyggesnak med en chauffør, lidt lige dele ærefrygt og håbløshed over bureaukratiske systemer.

Klokken fem løsriver jeg mig, slukker computeren, og bliver hevet væk fra pinden af kollegaer, der minder mig om at gå hjem og holde fri. Ja, jeg er en arbejdshest når jeg er glad for mit arbejde. Nu kan der ske én ud af tre muligheder. Et, jeg går en omvej hjem for at få rørt mig lidt, køber mad på vejen, og slapper af med mine samboer eller en bog resten af aftenen. Sjældent med Netflix eller lignende, for WiFi er en flygtig og langsom størrelse i Addis. To, jeg og et par kollegaer går over gaden til tennisklubben (som faktisk er et kommunekontor med tennisbane og bar) og drikker en fyraftensøl eller to efterfulgt af samme aktivitet som scenarie ét, bare forskudt et par timer. Tre, jeg har en aftale med venner om at spise på en restaurant og bruger aftenen sammen med dem og tager en taxa hjem. Ved 10-11 tiden om aftenen kalder dynerne og samme historie gentager sig dagen efter. Weekenderne – dem der ikke indeholder udflugter i landet – foregår langsomme og slentrende. Nærmest i ferietempo. Lange, lange kaffestunder. Et museumsbesøg hist og her. Vi har ikke travlt med noget.

Hvorfor er dette liv så simpelt? Fordi mit liv i Danmark aldrig har været én historie der gentog sig dag efter dag. Jeg elsker variationen, men i Etiopien fik jeg variationen igennem mit arbejde. Rammerne omkring det hæsblæsende job var uhyre enkle og ensformige, men det var fantastisk. Jeg vidste altid, hvad jeg skulle. Der var få logistiske puslespil at løse eller beslutninger at træffe. Hvad skal vi spise? Med ikke mere end 20-30 forskellige varer i supermarkedet var mulighederne begrænsede. Restauranter var der mange af, men slet ikke så mange som hjemme. Valget er rimelig nemt. Internet var som sagt langsomt og flygtigt, så det lagde en naturlig dæmper på overfloden af information fra nyheder, sociale medier, Netflix, YouTube og hvad jeg ellers fylder mit sind op med normalt. Der var ganske enkelt mindre stillingtagen i dagligdagen og det var befriende.

Et diplomatisk liv i Etiopien i flere betydninger. Jeg levede en (lidt fattigere version af) diplomattilværelse med fornemme receptioner, vigtige møder, lange arbejdsdage og masser af visitkort. Diplomatisk i ordets institutionelle betydning. Jeg levede også en diplomatisk tilværelse i mit forhold til liv og vaner, hvor omgivelserne stillede naturlige begrænsninger for, hvor hurtigt jeg kunne løbe, hvor meget jeg kunne nå, og hvor mange ting jeg kunne lave. Der var bare ikke så mange forskellige ting at lave. Ikke så meget stillingtagen dér. Det savner jeg.

Mange søger det simple langt væk fra stress og jag. Jeg fandt noget simpelt i netop det. En form for balance mellem det komfortable ved rutiner, monotoni, og gentagelse og adrenalinen ved udfordringer, ansvar, og travlhed.

Addis Ababa
På den relativt korte vej mellem Sigrids bolig og hendes job på ambassaden blev M&M indkvarteret på et hyggeligt B&B. En fredelig oase i byens mylder og larm. Addis Ababa er nemlig en stor, men ikke specielt seværdig by. Masser af støj, trafik, snavs, støv og især en vrimmel af mennesker over alt - men meget få hyggelige eller smukke steder. . I starten føler man sig ikke rigtig tryg i et sådant tæt mylder med mange tiggere, men man lærer hurtigt at håndtere det. Vi havde i forvejen husket at klæde os anonymt hverdagsagtigt på, og når man sørger for at gå og se målrettet ud, så bliver man ikke så opsøgt. Man skal vare sig for lomme- og tricktyverier, men voldelige overfald er sjældne, og vi oplevede slet ingen ubehageligheder.

Sigrid præsenterede på en god frokostrestaurant den meget udbredte ret 'Injera' bestående af pandekager af gæret dej af den lokale kornsort teff, og dertil forskellige former for grønt, kød og sovs, som spises ved at tage det op med et stykke pandekage - uden brug af bestik. En særdeles velsmagende ret, men når man gennem flere dage får det flere gange dagligt melder der sig alligevel lidt behov for en pause med det. Ambassadejobbet tillod ikke Sigrid at være guide hele tiden, så M&M fandt selv frem til etnografisk museum, som viste sig at være identisk med Hayle Selassis' tidligere palads, samt nationalmuseet, som først og fremmest rummer knoglerne af den 3,2 mio år gamle "Lucy". Det gav anledning til en lang travetur tilbage gennem byen, bl.a. gennem den tidligere italienske bydel "Piazza". Nær vores logi lå en stor katedral. Den første formiddag, hvor vi skulle gå rundt i på egen hånd rådede Sigrid os til ikke at gå derhen, selv om det jo virkede som et oplagt turistmål, men der var leben og fuldt af tiggere. Den sidste dag tænkte vi, at det kunne vi godt håndtere nu, og gik hen til hvad der viste sig at være en smuk, nyere katedral, hvor man kunne gå ind og sætte sig på en bænk og nyde kirken og stilheden, ligesom vi plejer at gøre i europæiske kirker.

Aksum
I den nordligste ende af Etiopien ligger byen Aksum, som var centrum for en stor civilisation i tiden fra 400-tallet og nogle århundreder frem. Langt tidligere end det var det også herfra, dronningen af Saba kom. Og endelig påstås det at være her, pagtens ark befinder sig, men det kan man sagtens påstå, for den er så hellig, at der kun findes een mand, som er hellig nok til at måtte se den. I hvert fald er der masser at se på i Aksum, ca 1½ times flyvetur fra Addis Ababa, især en masse obelisker og gravkamre fra den store aksomitiske civilisation . Derudover er det også en pæn by at gå rundt i . På en restaurant (hvor vi igen fik Injera) var der optræden med lokale unge dansere.

Klippekirker
Gennem undersøgelser og forespørgsler havde Sigrid fundet frem til en lokal guide, Berhanu, som sammen med en chauffør kunne vise os et antal af de etiopisk-ortodokse klippekirker, som er den nok mest specielle attraktion. Vi blev meget luksuriøst indkvartet på Gheralta Lodge og blev med dette udgangspunkt kørt så langt det var muligt, dvs. frem til hvor der var nogle timers vandring og klatring op til kirkerne. De er udhugget i sandstensklipperne i 400-tallet eller lidt senere , og i de fleste tilfælde skal man nogle hundrede højdemeter op gennem snævre stejle klippespalter og ad smalle afsatser uden nogen form for sikkerhedshegn . En dansk menighed ville aldrig nå frem, men på denne egn kommer de lokale troligt derop 10-12 gange om måneden. Vi fik set 5 af disse kirker, og ved den sidste af dem skulle man endda have reb og klatresele på for at nå frem .

Vi kom også på besøg hos Berhanus egen familie, bestående af hans mor og et større antal søskende, hvoraf de yngste stadig er hjemmeboende. De bor sammen med lidt høns, geder og kalve i et par små lerhuse med sporadisk indlagt el, som virker en gang imellem, men med 20 minutters gang til nærmeste vandforsyning. Der blev vi igen beværtet med injera, og fik desuden den traditionelle etiopiske kaffeceremoni .

Afslutning for M&M
Tilbage i Addis Ababa var det arrangeret, at Sigrid kunne invitere M&M til ambassadens fællesfrokost og vise stedet og kollegerne frem, før det var tid til at afslutte en meget indholdsrig uge i Etiopien.