Dalmatien
En uge i lejet sejlbåd - august 2019

Det havde været på tegnebrættet i langt over 10 år, at vi en gang gerne ville prøve at leje en sejlbåd i enten Kroatien eller Grækenland, og sejle rundt på egen hånd i Middelhavet.Men det var også gang på gang blevet overhalet af andre planer, så det var særdeles velkomment da Sigrid og Arvid i 2018 blev meget enige om at mene, at til næste år skal det altså være!
Valget endte med at falde på Kroatien, nærmere bestemt den dalmatiske kyst, hvor vi fandt en båd, der så god ud i Marina Kastela nord for Split. Udbuddet er enormt, og man mister let overblikket over de mange bådudlejere og deres kæmpe flåder af udlejningsbåde. Vi ville gerne prøve en båd som var betydelig større end de 30 fod, vi er vant til fra Litorina, men dog ikke større end at det gav mening. En Salona 41 lignede det rigtige valg. Den var privatejet og en båd der kan sejles, ikke bare holdes charterferie i. Og vi havde et positivt indtryk af Salona fra bådmesser.

Alle både udlejes altid fra lørdag til lørdag, så det var ikke svært at beslutte sig for lejeperioden. Vi lejede en lejlighed i nærheden af havnen fra torsdag, så vi kunne komme derned et par dage i forvejen og tjekke området ud fra landsiden inden vi skulle til søs. Det gav os en dejlig vandretur op i de bagvedliggende bjerge, og også en rigtig god dag i Split. Byen, der er bygget op om et romersk palads, er meget overrendt af turister; det siges dog at være endnu værre nede i Dubrovik, så det var godt, vi ikke kom der.

Udlejningskaos

Udleveringen af bådene er et ulideligt kaos, endnu værre end ankomstformiddagen på en skiferie. Hundredevis af både skal udleveres på én gang til lejere, der sidder og venter over alt med bjerge af bagage og trafikpropper af overfyldte indkøbsvogne. Mange turister forventer åbenbart ikke at kunne proviantere hverken mad eller vand undervejs overhovedet. Stemningen er ekstremt hektisk, man sidder utålmodigt og håber snart at komme for tur, imens man samtidig håber at have tid nok til at sætte sig ind i en helt ny båd med alle dens hal og elektronik.
Så da vi endelig fik vores Salona 41, med navnet ”Sol et Velo”, og kunne lægge fra kaj, var det en kæmpe befrielse; skuldrene kom ned og pulsen og adrenalinen begynte efterhånden at aftage. Klokken var mange, så vi skulle ikke længere end lige over på den anden side af bugten og kaste anker. Hovedsagen var at komme bort fra Marina Kastela.

Så kunne eventyret begynde – og det blev sandelig alle strabadserne værd. Det er let at sejle i Dalmatien. Der er dybt vand alle steder og ikke meget vind om sommeren. Faktisk lidt for lidt vind til at sejle og lidt for meget vand til at ankre i fornuftig afstand fra klipperne. Men alt i alt simpelt at forholde sig til.

Fremmede havneskikke

I den tidlige morgendis sejlede vi til vigen Bobovice på øen Brac, hvor vi hjemmefra havde udset os, at vi gerne ville ankre. Vigen var smuk som forventet, men ikke så øde, som vi havde regnet med. Der lå en landsby rundt om den, og på vandet var der fyldt med andre både som lå ved hver en ankerbøje. Vi fandt dog et sted at kaste anker og kom også med gummibåden ind til land, men de, der blev ombord, stiftede snart bekendtskab med det (skulle det vise sig) meget hyppige fænomen, vi snart fik døbt ”gummibådsmænd”. De kommer mange steder farende enten for at opkræve penge eller for at fortælle at ankring er forbudt. I dette tilfælde begge dele: Ankring var forbudt fordi man skulle bruge bøjerne, og betale for det. At det var morgen, så vi ikke skulle overnatte eller ligge længe havde åbenbart ikke noget at sige. Men vi havde både nået en tur i vandet og en tur i land og fået taget nogle billeder, så vi valgte blot at fortrække til søs igen.

Der var i mellemtiden kommet en god, jævn vind, så vi fik en dejlig sejltur sydpå forbi øerne Šolta, Hvar og Klement, og videre ud til Vis, som er en af skærgårdens yderste øer. Her ville vi gerne i havn, og det lykkedes også trods at der var godt fyldt.Vi havde også succes med den for os meget uvante manøvre, at båden skal bakkes ind og fortøjes med hækken til kaj, uden at man har hjælp af hverken pæl eller bøje til at styre stævnen imens. Forfortøjningen finder man inde ved kajen, og skal gå ud langs båden med den. Det er måden at gøre det på i det meste af Middelhavet, men særlig hensigtmæssigt er det ikke. Det var stille på det tidspunkt, men hvordan ville denne manøvre være mulig i sidevind? Vi fandt ikke ud af, om det egentlig er decideret forbudt at lægge til med stævnen først, men man ville helt sikkert påkalde sig en masse råb og fagter fra bedrevidende havnepersonale og andre både, så vi valgte at skik følge for at bevare freden. Det var for øvrigt en fin plads, vi havde fundet, lige midt på havnepromenaden, så vi kunne sidde i vores cockpit og følge med i alt livet på havnen. Og apropos andre bådes overdrevne proviantering, så var vi tre skridt fra et supermarked.

Ankervige er mange ting

Fra Vis sejlede vi ca 40 sømil over åbent, vindstille hav. Meget af sejladsen hernede er for motor og selvstyrer, så forestillingen om daseliv i bikini er ikke forkert. Med modsat mange andre rullede vi sejlene ud, når der var anledning til det. For storsejlets vedkommende var dette i øvrigt en meget langvarig proces, da en så stor båds sejl er meget stort og tungt at få op. Vi lærte, at vi ikke er gode venner med ”Lazy-Jacks”.

Målet var en lille øgruppe øst for Lastovo, hvor vi ville snorkle og overnatte for anker. Vandet var så lækkert og azurblåt som man troede, det kun kunne være på turistbrochurer, der var kun få andre både, og den obligatoriske gummibådsmand skulle bare have en afgift, så lod han os i fred. En stor belønning for at have begivet sig ud i den alleryderste kant af skærgården.

Korcula er en spændende gammel by, vi hjemmefra havde besluttet, vi ville have som vendepunkt. Her har Mette været som 9-årig, så det var vigtigt for os at have tid til at se nærmere på byen. Her mødte vi konsekvensen af den stigende tendens at havne modtager pladsreservationer. Det er heldigvis endnu kun de færreste havne i Nordeuropa, der gør det, og vi synes, det er imod hele sejlsportens sjæl, men i Adriaterhavet er det mere udbredt. Så vi kom til en næsten tom marina med over 100 ledige pladser – og blev afvist fordi alt var optaget. Vi forsøgte i stedet at ankre op på den anden side af byen, hvor der lå flere andre, og Mette & Martin roede ind til land. I mellemtiden fik Sigrid og Arvid besøg af den stedlige gummibådsmand som beordrede os væk; ankring var forbudt. Vi blev henvist til en ankervig på den anden side af marinaen, som skulle vise sig at være godt fyldt op. Vi fandt dog plads, roede ind og gik nogle timer i byen, som var flot og pittoresk. Noget mere turistet end i 70’erne, men stadig hyggelig.Da vi kom tilbage var antallet af både fordoblet, og der var tydeligvis ikke længere plads til at de kunne svaje i tilfælde af vindskifte. Ydermere viste der sig dårligt hold i bunden, så både vi og flere andre af og til drev for ankeret. Det afgjorde, at vi ville skiftes til at holde ankervagt hele natten; alt andet ville være uforsvarligt. Sært nok syntes meget få andre besætninger at have fået samme idé.

Så der var gode grunde til at komme tidligt afsted næste morgen, og det blev yderligere bestyrket af vejrudsigten, der varslede ugens eneste blæsevejr tidligt på formiddagen. Vi skulle helt sikkert bort fra den ankerplads før blæsten kom. Så det var til søs at vi fik ca ½ time med torden, slagregn og voldsomme vindbyger, og derefter en lang, pragtfuld sejlads langs øen Hvar for en jævn halv vind. Vi tog også et slag ind i havnen i byen Hvar, men havde ingen hensigt om at lægge til i et så overturistet sted. I stedet blev det til ankring og mere snorkling i en rigtig god vig på Klement.

Den ”Blå lagune” ved øen Drvenik Veli havde vi læst skulle være helt speciel med sit flotte vand. Vores erfaring blev, at den er så overfyldt at man kan glemme alt om at ankre forsvarligt. Vi fandt dog et rimeligt sted, hvor vi turde ligge kortvarigt for at bade og spise frokost så længe vi blot holdt øje med vindretningen. Men inden længe kom der en udflugtsbåd med over 50 gæster og lagde sig lige ved siden af os, hvorefter alle gæsterne sprang i vandet. Enhver bådmanøvre umuliggjordes af at vandet var fyldt op af badende. Ledes sådan en udflugtsbåd ikke af en professionel skipper, der har lært noget om sømandsskab? Så da vinden kort efter faktisk begyndte at dreje lod vi frokosten stå, lettede anker og skulle bare væk omgående. Lad være med at bruge guidebøger til at vælge ankervig, se hellere i søkortet.

Så var det langt bedre at komme til Rogac på øen Šolta, en lille hyggelig havn, hvor vi godt kunne få kajplads. Der var en flot travetur op i land og en god fiskerestaurant, vi også fik prøvet. Det sted kan anbefales.

Afleveringskaos

Nå, ugen var snart forbi, og der var ingen vej udenom at skulle tilbage til mareridtet Marina Kastela. Allerede fredagen før havde vi fra land set hvilket kaos, der var sidst på eftermiddagen når alle både på en gang skulle tilbage, så vi sørgede for at komme først på eftermiddagen. Der var også god plads endnu, men her blev vi ramt af det tidligere forudsete problem at skulle bakke ind for sidevind, hvilket ganske rigtigt ikke var muligt. I hvert fald ikke med vores racing boat uden bovpropel. Vi brugte en bedre metode, og alle havnevagterne råbte og fagtede af os, men de tav dog i takt med at det gik op for dem, at vores metode faktisk virkede. Afleveringsformaliteterne indeholdt en stakkels dykker, som skulle se alle både efter i bunden, mens hele havnen var fuld af havnemanøvrer. Endelig lykkedes det dog at få godkendt bådens stand og vi havde en sidste nat ombord.

Vi vendte tilbage til samme lejlighed, vi havde haft ugen forinden, og fik både en dejlig lang spadseretur langs kysten og en god sidsteaftensmiddag inde i Split, før vi skulle hjem søndag.
Vi vil gerne tilbage til Middelhavet i båd, men nok ikke i den højeste højsæson. Juni er nok mindre hektisk (og mindre hed). Og måske i egen eller byttet båd i stedet for charter?

GPS-sporet af hele turen (klik på billedet for at vise på Google Earth)