Under vandet og ækvator
I
”OK 1! 2! 3!”
Sådan lød det de utallige gange, fra de fijianske bådkaptajner,
der sejlede os ud til vores dykkerlokationer, mens jeg og mine med-frivillige
på Caqalai sad med maske, svømmefødder og dykkertank hængende
ud over bådsiden, klar til at kaste os blindt bagover ud i det blå.
Det gav altid en sammenspændt fornemmelse i maven at sidde der på
kanten af båden, mens man prøvede at huske om al ens udstyr nu
var i orden, for om bare et halvt sekund når der var blevet sagt ”3”
var man nødt til at stole på at man ikke manglede noget, mens man
lænede sig ud i det der blev kaldt en ”back roll entry”. Pludselig
blev man opslugt af bølgerne og i få sekunder var alt blindt kaos
indtil man fandt ud af at få hovedet vendt op og over vandet igen.
Denne sammenknebne følelse af blind tillid til min egen hukommelse og
kunnen var ikke ulig det jeg følte da jeg den 14. August tog al min bagage
på nakken og, for sidste gang i mere end 4 måneder, trådte
over dørtærsklen til Randkløve Allé 12 og begav mig
afsted mod lufthavnen. Afsted på en rejse som jeg på daværende
tidspunkt havde drømt om i snart flere år, og som alligevel ville
vise sig at levere flere oplevelser, venskaber og øjenåbnende øjeblikke
end jeg nogensinde havde forestillet mig. Afsted ud det blå. ”1!
2! 3!”
Ideen om at tage til Fiji kom faktisk oprindeligt fra Sigrid, dengang da hun
stadig havde sabbatår, og jeg først lige var startet i 1.g. Selv
havde jeg på daværende tidspunkt haft ideer om at tage ud og sejle
med Skoleskibet Danmark eller Georg Stage efter gymnasiet. Men en aften nævnte
Sigrid at hun var faldet over en hjemmeside der hed TravelAlott, som tilbød
diverse muligheder for at arbejde frivilligt rundt omkring i verden, blandt
andet som dykker på Fiji. Dengang havde jeg ikke anset dykning for noget
jeg specifikt var interesseret i, men det lød da meget spændende
alligevel især da fokusset med arbejdet på Fiji var marinebiologi,
noget som jeg altid har været meget interesseret i. Og ideen blev da i
baghovedet. Men det var først efter at vi halvandet år senere var
ude og snorkle på Galapagos at jeg blev helt sikker på at Fiji var
1. prioriteten i mit sabbatår. Når først man har fået
en ordentlig introduktion til den undersøiske verden er den svær
at glemme igen, og på Galapagos blev jeg helt sikker på at jeg var
nødt til at afprøve dykning.
Efter session i 3.g (hvor jeg også blev nysgerrig efter at prøve
kræfter med forsvaret) lidt mere snusen rundt på Alotts hjemmeside,
samt realiseringen af at jeg nok skulle bruge noget tid på at tjene penge
inden noget af det kunne lade sig gøre, begyndte min plan efter gymnasiet
efterhånden at tage form. Min rejse blev mere og mere en realitet, og
i februar var jeg klar til at tilmelde mig det frivillige arbejde og købe
flybilletter.
Flyveturen til Fiji tog vel ca. små 40 timer. Jeg har aldrig været
særlig nervøs ved at rejse (ellers kunne man nok ikke overleve
med mine forældre), men alligevel husker jeg tydeligt den forholdsvis
ensomme følelse det var da jeg sad alene i flyveren, og kunne se på
kortet at vi var på vej ud over det indiske ocean. Da gik det rigtigt
op for mig at alt og alle som jeg rigtig kendte til, var ved at forsvinde tusinder
af kilometer bag mig, og at jeg snart ville befinde mig et sted der ikke bare
var fremmed for mig, men hvor jeg også ville være fremmed for alle
andre. Det var mildest talt lidt overvældende.
Jeg går ofte med ideer om rejser jeg gerne vil tage, rejser hvor jeg på
eget initiativ og egne præmisser tager rundt på egen hånd
og ser det jeg vil se. Men når jeg tænker tilbage på det øjeblik
i flyveren er jeg meget taknemmelig for at jeg valgte at tage ud og lave frivilligt
arbejde, således at jeg naturligt kom ind i et fællesskab hvor jeg
og andre blev tvunget til at mødes og danne bekendtskaber med hinanden.
Det kom da også virkelig nemt og naturligt da jeg, en canadisk familie
på tre, en amerikaner, en mexicaner og tre tyske gutter, mødtes
tidligt om morgenen d. 18. august og havde vores første møde med
GVI (Global Vision International). Efter en kort introduktion blev vi stuvet
ind i en minibus og kørt af sted tværs gennem landet mod Caqalai,
den lille ø der skulle blive mit hjem i de kommende to måneder.
Og som jeg sad der i bussen følte jeg for første gang, siden jeg
forlod Danmark, at jeg kunne slappe helt af. Nu var ansvaret ikke alene på
mig og jeg var ikke længere på egen fod i en verden af fremmede.
Jeg havde folk at snakke med, folk der var i præcis samme situation som
mig og folk jeg kunne regne med. Pludselig kunne jeg trække vejret roligt,
og overveje hvad det faktisk var at jeg skulle til at i gang med og hvad jeg
havde i vente i det kommende par måneder. I det øjeblik forsvandt
alle bekymringerne og jeg kunne ikke andet end at glæde mig til at komme
i gang.
Caqalai er en lille grøn paradisø, der ligger ca 15 km øst
for Viti Levu, Fiji’s hovedø. Den er omtrent 1 km i omkreds, og
meget af den er dækket af tæt buskads og jungle. Nord for Caqalai
ligger den noget større ø Moturiki. Moturiki har 5-6 landsbyer
der alle hører under den samme høvding, og det er dette samfund
som Caqalai også tilhører.
Fijianere har stor tradition for gæstfrihed og fællesskab, og deres
samfund betyder meget for dem. Derfor skal alle de der kommer og bor på
Caqalai præsenteres for samfundet og indlemmes gennem ritualet ”Sevu
Sevu”. Vi blev ”vist frem” så at sige til en gudstjeneste
i den nærmeste af Moturikis landsbyers kirke, men vores ”Sevu Sevu”
foregik på Caqalai.
Ud over GVI’s ekspeditionsdeltagere bor der nemlig også lokale der
fører et hyggeligt om end meget primitivt resort på Caqalai, og
da de jo er en del af Moturiki-samfundet, foregik mange af vores ”fijianske”
aktiviteter i deres fællesrum. F.eks hver gang vi skulle have Kava.
Kava er en traditionel drik der laves ved at blande pulveriserede Kava-rødder
med vand. Det har en bedøvende effekt og betragtes derfor i teorien som
et narkotika, og derfor er det også ulovligt i meget af den vestlige verden.
Men Fijianerne bruger enhver undskyldning til at drikke det, og desuden er det
stærkt involveret i alt rituelt. Faktisk er selve indtagelsen af Kava
rituel og reglementeret.
Ved ”Sevu Sevu” kommer gæsten med en gave af bundne Kavarødder
som han skal præsentere for høvdingen. Høvdingen (eller
i vores tilfælde den nærmeste stand-in) byder derefter disse gæster
velkomne i hans samfund, mens han binder Kava’en op. Alt dette foregik
på Fijiansk, så min viden om præcis hvad der bliver sagt er
lidt uklar, især da det tilsyneladende også er et krav at denne
velkomstale skal være en personlig sag mellem høvdingen og hans
fødder, som han typisk ville kigge ned på mens han lavmeldt mumlede.
Derefter bliver Kava’en pulveriseret og blandet op hvorefter man drikker
en ad gangen, igen ifølge et vist reglement, og kun når høvdingen
tillader det. Og man skal huske at klappe. Tit.
”Sevu sevu”; Velkomstceremonien og ”Tau tau” afskedsceremonien,
var de eneste to gange vi var påkrævet at drikke Kava, men hvis
man som mig fik en smag for drikken og det sociale i at indtage den, så
var der rig mulighed for at komme på besøg hos de lokale, da de
sad næsten hver aften og drak, hvilket også var en rigtig god mulighed
for at lære de ellers ret generte fijianere lidt bedre at kende.
Efter vi var godt ankommet og indrettet på Caqalai blev vi hurtigt sat
i arbejde. Hvilket til at starte med betød en masse undervisning. Amerikaneren
Tim, tyskeren Malte og jeg skulle alle til at starte fra bunden på vores
dykkerundervisning, men selv dem der allerede var erfarne dykkere havde en stor
opgave i at blive kvalificerede til at indsamle data fra koralrevene. Samtidig
skulle de der allerede var udlært også finde tid til at foretage
undersøgelserne, og oven i det hele var der også alle dagligdags
tjanserne at passe, såsom at lave mad, gøre rent og holde alt vedlige.
Hverdagen var et stort organisatorisk puslespil og derfor var alting også
nøje skemalagt.
Vi startede hver dag kl. 06:30 med pligter. Her var vi inddelt i hold der havde
nye pligter hver dag. Klokken 7 var der morgenmad og kl. 8 begyndte arbejdet.
Der var frokost mellem 12 og 13 og arbejde indtil klokken 17 hvor der igen var
pligter. Aftensmaden var klokken 19 og 19:30 hver dag var der briefing for næste
dags program. Omkring kl. 20 havde man så endelig fri og måske kunne
man holde til et par spil kort, men klokken blev sjældent meget senere
end 22 før de fleste var gået til køjs.
Dette hang dog muligvis også sammen med at generatoren, der var den eneste
strømkilde på hele øen, ofte blev slukket omkring dette
tidspunkt.
Det siges at man aldrig glemmer ens første åndedræt under
vand. Hvorvidt dette passer ved jeg ikke, men det kan ikke nægtes at arbejdet
med at dykke efterlod et kæmpe indtryk på mig.
Som sagt lagde jeg ud med ret så intensiv dykkertræning. Hvis man,
som mig, aldrig har prøvet at dykke før, kræver GVI at man
minimum bruger 8 uger på Caqalai, da man ellers ikke ville have en chance
for at blive kvalificeret til at udføre noget dataindsamling inden man
var færdig. På Caqalai skal man nemlig ikke bare være i stand
til at udføre et sikkert dyk, inden for de præmisser som de fleste
dykkerskoler nok forventer af deres dykkere. Vi er der for at arbejde under
vandet, hvilket vil sige at vi skal være i stand til at koncentrere os
til en sådan grad at vi ikke samtidig har råd til at bruge en masse
fokus på det tekniske ved at dykke. Med andre ord blev vi altså
så grundigt undervist at vi, da vi fik vores certifikater, skulle være
på et niveau hvor vi næsten fandt det at dykke så naturligt
som at være på land.
Nu har jeg selv kun prøvet at dykke med GVI, men så vidt jeg kan
forstå fra andre ser man sjældent det samme niveau hos andre dykkercentre,
som det vi blev nødt til at have.
Heldigvis havde jeg en kanon dykkerinstruktør ved navn Chris Cadman,
til at undervise mig. Hvorvidt det var ham der var dygtig, eller mine to medstuderende
og jeg der havde naturligt talent for at dykke ved jeg faktisk ikke, for Chris
blev ved med at fortælle os at han næsten aldrig havde haft et så
nemt hold som os.
De første fjorten dage gik altså med at tage de to første
dykkercertifikater, kaldet Open Water og Advanced Open Water. Jeg tog mine certifikater
gennem PADI (Professional Association of Diving Instructors). Denne association
er international, men med base i USA, hvilket desværre også betyder
at undervisningen er lavet efter amerikanske principper. Det betyder meget terpen,
mange ”Multiple choice tests” og generelt set alt for idiotsikkert.
Her var det at Chris var vidunderlig som lærer da han var en meget britisk
selvironisk mand, der absolut brød sig lige så lidt om den teoretiske
del af undervisningen som vi. Han spildte med andre ord ikke tiden, og vi var
hurtigt i gang med det praktiske.
At dykke er en helt unik oplevelse. Som Chris formulerede det: ”Det er
det eneste sted på jorden man i sandhed kan opleve at være vægtløs”.
Vandoverfladen ligger som et abstrakt nært himmelvæv, og resten
af verden virker pludselig også fortættet og kompakt. Alt uden for
ti meters omkreds er skjult i det blå, og alt man kan se eksisterer ifølge
helt andre præmisser end hvad man kender fra landjorden. Lyde har ingen
retning eller afstand, men er altid omkring dig, mens farver langsomt forsvinder
og danner en mere og mere monoton virkelighed.
Alligevel er det største indtryk jeg husker fra mit første dyk,
manglen af kontrol over min egen krop. At være god til at dykke handler
primært om at kunne kontrollere sin flydeevne, hvilket gøres med
vægte og luftblærer. Den menneskelige krop har heldigvis sit tyngdepunkt
meget centralt, men når man tilføjer en masse dykkerudstyr samt
vægte, ændrer det sig hurtigt, hvilket betyder at man, når
man kommer under vandet, pludselig og meget nemt kommer i ubalance. På
land hjælper tyngdekraften med at tilføje nok pres til at en smule
forskydelse af tyngdepunktet ikke har den store betydning. Dette er ikke tilfældet
når man dykker!
Så på mit første dyk, på trods af at vi bare sad solidt
på knæ på kun 4 meters dybde, blev jeg ved med at tippe langsomt
over på den ene side, mens at Tim kæmpede med at få ansigtet
fri fra havbunden og Malte af en eller anden grund hele tiden endte med benene
øverst. Stjerneeleverne…
Vi fik dog hurtigt bedre styr på det og som sagt syntes Chris at vi var
utroligt nemme at undervise. Den praktiske undervisning foregår jo under
vandet hvor man selvsagt ikke kan tale, så det er nemt at forestille sig
at mange måske har lidt problemer med at forstå instruktørens
fagter og henvisninger, men det var ikke noget vi havde særlige problemer
med.
Efter to uger var vi ”Advanced Open Water”. Samtidig var vi også
så småt begyndt på vores ”Research Diver”-undervisning,
der skulle forberede os på Dataindsamlingen. Der er tre fokusgrupper i
det data vi indsamlede fra koralrevene: Fisk, Hvirvelløse dyr og den
bentiske zone.
Alle bliver udlært i en af de grupper, og jeg blev tildelt den bentiske
zone der involverer alle former for alger, tang og koraller. Egentlig er der
mindre at lære end i de to andre grupper, men problemet er at man ikke
arbejder med arter i det bentiske, men derimod vækstformer. Vi skulle
derfor lære at genkende særlige karakteristika på forskellige
koraller, der derudover på ingen måde lignede hinanden, således
at vi kunne vurdere om de hørte under samme kategori. Disse karakteristika
var derudover meget vage, og to næsten identiske koraller kunne sagtens
høre under forskellige kategorier. Der var udbredt enighed om at det
var sværest at blive kvalificeret til at undersøge bentiske livsformer,
så jeg havde fået noget af en opgave for mig. Først efter
at have brugt en måned på Caqalai var jeg klar og kvalificeret til
at få tildelt rollen som ”Benthic diver” på et ”Survey
dive”.
Min anden måned på Caqalai havde derfor også en ganske anden
stemning end den første. Jeg havde indtil nu siddet på skolebænken,
i gang med at lære og derfor var der ingen reelle forventninger til min
kunnen hverken som dykker eller data-indsamler. Nu havde jeg pludselig muligheden
for at udføre et godt stykke arbejde, muligheden for at vise at jeg var
godt egnet til det vi lavede, og selvfølgelig også muligheden for
at lave betydningsfulde fejl.
Jeg kommer aldrig til at glemme hvor utrolige mine første par dyk var,
men denne følelse af at der pludselig var konsekvens og formål
med dem, gjorde at jeg nød al min tid under vandet i min anden måned
på Caqalai meget mere end i den første. Ironisk nok har jeg sidenhen
følt at det var efter at jeg var færdig med undervisningen og fik
lov at dykke ”på egen hånd”, at jeg i virkeligheden
udviklede mig mest som dykker og lærte mest.
Jeg følte mig ikke længere som nybegynder, så jeg kunne jo
ligeså godt være dygtig og derfor anstrengte jeg mig også
for at være dygtig.
Og så var ”Survey”-dykkene heller ikke ligefrem den værste
dag på kontoret.
Som sagt var vi inddelt i tre grupper: Fisk, Hvirvelløse og Bentiske.
Derudover var der også en fjerde rolle kaldet ”Physical”,
som indsamlede data om forholdene under hvilke undersøgelsen var foretaget,
dvs. vandets temperatur og sigtbarhed, tidspunkt, dybde etc. Det var også
denne person der bestemte præcis hvor på havbunden dataindsamlingen
foregik. Alle blev udlært til at være ”physical”.
Undersøgelserne skulle altid foregå på et bestemt ”site”
og i en bestemt dybde der hed: 0-3, 3-5, 5-8 eller 8-10 m. ”Physical”
startede undersøgelsen ved at svømme til et passende sted inden
for den rette dybde, med et halvtreds meters målebånd.
På dette sted bandt ”physical” den ene ende af målebåndet
fast, og besluttede sig så for en retning at svømme. ”Fish”,
hvis opgave det var at notere data for alle sete fisk, ville så, som den
første, svømme afsted i den retning, således at ingen af
de andre skræmte fiskene væk. Lige efter svømmede ”Physical”,
mens denne rullede målebåndet ud og sørgede for at alle de
halvtreds meter af undersøgelsen foregik på den rette dybde.
Min
rolle ”benthic” kom derefter. Jeg var nok den der var mest afhængig
af målebåndet. Min opgave var at følge målebåndet
helt tæt og notere hvilket substrat det befandt sig over for hver halvtreds
cm. Man blev derfor også virkelig god til to ting som ”benthic”.
At bevæge sig helt stille og langsomt gennem vandet og at svømme
med hovedet nedad.
Den fjerde rolle ”Inverts” svømmede som den sidste afsted.
De slap med kun at foretage deres del af undersøgelsen på de første
20 meter af målebåndet. Til gengæld skulle de svømme
i et zigzagmønster, to meter ud på hver side af båndet, og
notere alle de hvirvelløse dyr de fandt inden for dette område.
Disse dyk er den primære opgave, som ekspeditionen på Caqalai beskæftiger
sig med. Men derudover foretog vi os masser af andre ting såsom ”Crown
Of Thorns snorkels”, ”Dives Against Debris” og alle ”Benthics”
værste mareridt ”Coral Bleaching Surveys” samt meget andet.
Arbejdet var skam rigeligt varieret selvom meget af det foregik under havoverfladen,
og mange af dem der var på øen i tre måneder eller længere
valgte også at udlære sig i flere af områderne på de
klassiske undersøgelser, således at de kunne foretage sig flere
forskellige ting.
Der var også en anden grund til at stemningen på øen ændrede
sig meget i den anden måned. Øen blev nemlig hjem til et helt nyt
hold mennesker.
Hver måned på Caqalai kommer der nye frivillige til og gamle tager
hjem. For selve arbejdet og hverdagen har dette ikke den store betydning, men
det har det så absolut i forhold til det sociale. Og på en lille
ø med 30-40 mennesker betyder det sociale en hel del.
Man bruger al sin tid sammen med disse mennesker, og selvom man hele tiden arbejder
eller er i gang med noget så virker dette næsten til at have så
meget desto større effekt på virkelig at ryste alle disse fremmede
sammen. Og når man ikke er travlt optaget af arbejdet så er menneskerne
omkring dig også ens bedste kilde til underholdning.
Vi spillede kort, badede, lavede bål og spillede volleyball (Noget som
alle fijianere har et særligt talent for). En dag hvor der var bryllup
udnyttede vi at generatoren skulle køre hele dagen til at sætte
vores projektor op og holde Harry Potter marathon.
Weekenderne havde vi altid fri, hvilket betød at man kunne komme af øen.
Her fik man chancen for rigtigt at opleve resten af Fiji. Eller rettere man
fik chancen for at tage til naboøen Leleuvia (et fornemt turistresort)
eller ind til hovedstaden Suva og fråse i varme bade, kød, billige
kalorier og alle de andre luksusser vi var foruden på Caqalai.
Man
var konstant meget social aktiv, og netop fordi vi boede tæt sammen på
sådan en lille ø var det også meget svært at undslippe.
Sammen med det konstante arbejde var det altså endnu en meget intensiv
del ved livet på Caqalai.
Derfor føltes de to måneder meget forskellige, for det var forskellige
mennesker jeg brugte dem med. Derudover var min status også markant anderledes
anden måned end første, på samme måde som at min oplevelse
af at dykke ændrede sig.
Jeg holdt op med at være ny, men var derimod pludselig ham som alle de
nye kom til for at spørge om råd. Efter kun at have dykket i en
måned var jeg pludselig ”Den erfarne”.
Som sagt er der få steder hvor man bliver ligeså grundigt undervist
i at dykke som på Caqalai, og mange af disse nye der kom i min anden måned,
som ellers gerne havde dykket i flere år, kunne slet ikke følge
med mig og de andre ”gamle” frivillige. Desuden var vi jo udlært
i vores forskellige områder, og skulle derfor også hjælpe
med at undervise de nye.
Da jeg og fire af mine kammerater gik i gang med ”Rescue Diver”,
det højeste amatør-niveau af dykker-certifikater, kunne vi især
mærke hvordan andre fik en helt ny respekt for vores kunnen som dykkere.
Vi fik muligheden for at tage dette kursus kort inden jeg skulle forlade øen,
og da GVI tilbød det til halv pris greb jeg straks muligheden. ”Rescue
Diver” er det meget avancerede kursus og at kunne tage det i vante omgivelser
med mennesker og instruktører man kender er nok en stor fordel.
De tidligere niveauer fokuserer på ens evner under vand og hvordan man
bedst muligt sørger for sin egen sikkerhed under dyk. Som ”Rescue
Diver” lærer man derimod at sikre sig at alle andre er sikre. Kurset
går mere eller mindre ud på at få indlært en konstant
årvågenhed. Eller konstant paranoia afhængigt af hvordan man
ser på det.
Kurset foregår nemlig meget anderledes end hvad jeg havde oplevet på
de tidligere.
Vi tog ud på dyk med vores dykkerinstruktør. Typisk ville vi få
en grundig briefing da vi tog ”Open Water” og ”Advanced open
Water” inden sådanne instruktionsdyk, men ikke på ”Rescue
Diver”. I teorien havde vi nemlig allerede lært alle evnerne vi
ville få brug for på de tidligere kurser. Nu skulle vi bare lære
at tage dem i brug i praksis.
Så på dette dyk med vores instruktør svømmede vi rundt
uden nogen anelse om hvad vi skulle. Og pludselig gik instruktøren i
panik! Så skulle vi reagere hurtigt, regne ud hvad der var galt, løse
det og berolige hende.
Vores instruktør var en fransk kvinde ved navn Lea, der vist satte en
dyd i at forskrække sine ”Rescue”-elever så meget som
muligt, og da man først én gang havde set hende tonse direkte
mod én i fuld fart, med en hånd der griber ud efter din luftkilde
og et vildt blik i øjnene, følte man sig aldrig tryg på
et eneste af kursets dyk igen.
Men det var netop pointen. Vi skulle lære konstant at være beredte
på problemer og opmærksomme på alle dykkere vi svømmede
med.
I en uge gik vi fem kursister og blev udsat for pludselige krampeanfald, udstyrsproblemer,
bevidstløse mennesker og som en sidste test endda en dykker der var forsvundet
under vandet på et dyk. Det var mildest talt mentalt hårdt, og det
involverede mange af de andre frivillige, som derved også fik nærsyn
for hvad vi skulle kunne. Mit ”Rescue Diver” kursus var det eneste
GVI havde i den tid jeg var på Caqalai, og det er jeg egentlig meget glad
for, for jeg kunne da tydeligt fornemme hvordan flere af de nye frivillige mistede
modet ved nogensinde at prøve kræfter med det kursus efter de havde
set hvad vi blev udsat for.
Som sagt var kurset noget af det sidste jeg nåede i min tid hos GVI.
De to måneder på Caqalai gik på sin vis meget hurtigt og meget
langsomt. Tiden på øen virkede altid til at stå stille, men
pludselig var alle 8 uger alligevel gået og man følte kun lige
at man var kommet. Jeg havde jo de foregående måneder, inden jeg
rejste, brugt ret meget tid på at rende hjemme, og jeg har sidenhen indset
at denne tidløse følelse i virkeligheden minder om hvordan det
føles når man bare går i sit hjem. Caqalai var virkelig blevet
til et hjem for mig, og det var absolut med blandede følelser at jeg
rejste derfra. Jeg nød både første og anden måned
mere end jeg overhovedet havde turde håbe på, og det har i sandhed
været en af de absolut største oplevelser i mit liv, for slet ikke
at tale om hvor inspirerende det har været i mine fremtids-overvejelser.
Jeg kunne sagtens have brugt en måned mere på Caqalai, men hvorom
alting er, er jeg nu meget glad for at jeg valgte at prioritere min tid på
at komme ud og prøve flere forskellige ting og få oplevet mere.
Set i bakspejlet var de to måneder helt perfekte og man skal jo også
stoppe mens legen er bedst, især hvis man skal gide lege den igen. Jeg
håber meget at jeg får chancen for at komme tilbage og dykke og
bo på Caqalai.
II
Og nu til noget helt andet.
Det havde i planlægningen af min tur lykkedes, på en eller anden
måde, at snige en familieferie ind. Selvfølgelig ville jeg rigtig
gerne have besøg af mor og far (og Sigrid, men det kunne ikke lige lade
sig gøre) og forventede skam også at de meget gerne ville bruge
muligheden på at komme og se denne del af verden.
Problemet var bare at der var ikke nogen åbenlys mulighed for at de kunne
komme og besøge mig på Caqalai, og det jeg skulle lave i Australien
foregik i den anden ende af landet end alt hvad der ellers sker i Australien.
Så efterhånden blev løsningen at de skulle besøge
mig alle de steder hvor jeg ikke befandt mig på noget tidspunkt uden dem,
og derfor blev mine tre uger med mor og far også meget enestående
i min turs overordnede handlingsforløb. Det føltes lidt som at
jeg tog en pause fra min rejse for lige at tage en familieferie med mor og far.
Dermed ikke sagt at der var noget som helst at udsætte på det. Efter
det væld af intense oplevelser jeg havde haft på Caqalai, var det
dejligt at læne sig tilbage i et mere velkendt rejseformat, og lade mor
og far tage styringen. Oplevelser skulle der sikkert komme nok af alligevel.
Hvilket der i høj grad også gjorde.
Fra
det øjeblik mor og far ankom i lufthavnen (hvor jeg modtog dem tom på
energi, efter en nat uden søvn) skulle vi straks i gang, ud på
denne her båd og sejle til denne her ø, hvor vi skulle snorkle,
gå lange ture og snorkle noget mere, og så til denne her by som
vi skulle se og så ud og køre rundt i landskabet og så gå
nogle flere ture og så og så og så...
Man keder sig ikke når man rejser med mine forældre, eller slapper
særlig meget af for den sags skyld. Alligevel var det afslappende for
mig at rejse med dem, for det er jo netop sådan jeg er vant til at rejse.
Aldrig sidde stille særlig længe ad gangen og altid have et stramt
program. I virkeligheden var det bare en kæmpe lettelse at jeg, for første
gang siden jeg forlod Danmark, var sammen med nogle, som ikke skulle til at
forholde sig til mig på ny.
Nu rejste vi jo ikke nogen steder jeg selv havde befundet mig, og derfor var
det heller ikke en rejse hvor jeg fungerede som guide, hvilket nok yderligere
hjalp mig til bare at slappe af og nyde tiden.
Men jeg kunne da stadig vise et par ting fra Fijiansk kultur frem, såsom
en kava ceremoni på vores hotel i Lautoka eller undervise dem lidt i fridykning
på Mana Island. Alt i alt var min sidste uge på Fiji, som jeg brugte
med mor og far, en passende afsked med landet.
Men da vi ankom til Australien var jeg jo på lige så ny jord som
de var, hvis ikke næsten lidt mere. Jeg havde alligevel brugt to måneder
ude af den vestlige civilisations verden, hvilket måske ikke lyder som
meget, men alligevel var det lidt et kulturchok for mig da vi gik gennem Sydneys
gader omringet af skyskrabere, højmoderne konstruktioner og ikke mindst
utallige forskellige kulinariske oplevelser. Den konstante adgang til mad er
virkelig et symbol på den vestlige verden!
Derudover havde jeg overladt planlægningen af vores tre uger sammen til
mor og far, for jeg havde selv været lidt optaget af at være afskåret
fra omverdenen ude på min lysegrønne ø. På alle måder
var min ankomst til Australien altså en del simplere for mig, end min
ankomst til Fiji, for jeg skulle mere eller mindre bare følge med og
overlade alle besværlighederne til mor og far. Selvom jeg da sagtens kunne
have klaret det selv, så var det endnu en ting der var meget rart efter
Fiji, at jeg ikke bare skulle til at kaste mig ud i endnu et nyt land og endnu
en ny kultur, men at jeg stille og langsomt kunne bruge to uger med mor og far
på at blive bekendt med den før jeg igen skulle stå på
egne ben.
New
South Wales var overordnet en rigtig god blanding af gode oplevelser.
Vi havde en fantastisk by-ferie i Sydney, en utrolig smuk og veldesignet by
der konstant møder én med nye flotte gadebilleder og masser at
se. Derudover fik vi også lov at møde den udvidede familie i form
af Helga og hendes døtre og se hvordan de bor samt at holde fars fødselsdag
med dem og Joachim og Arya.
Vi havde en dejlig vandretur på ”Six-foot-track”, om end ikke
den mest sceniske, og derefter endnu en vandretur på Mt. Kosciuszko som
en del af vores bil-ferie der førte os rundt i resten af New South Wales,
deriblandt Canberra, Jervis Bay og Wollongong.
Og selvfølgelig skulle vi også repræsentere fædrelandet
og se en forestilling i det dansk-designede operahus i Sydney.
Da vi nåede slutningen af vores tre oplevelsesspækkede uger, var
jeg på alle måder utrolig klar til at begynde mit næste program
i Bunbury. De tre uger havde for det første været så varieret
at jeg glædede mig til at få en nogenlunde fast hverdag igen, og
derudover havde de introduceret mig til Australien, et land som jeg nu glædede
mig til rigtig at prøve at bo i.
Samtidig havde jeg også fået gejsten igen til at komme ud og stå
i nye situationer og møde nye mennesker.
De tre uger med mor og far var en helt anden og meget adskilt oplevelse i forhold
til resten af min rejse, men så meget desto mere grund er der til at jeg
var virkelig glad for dem. Det var en dejlig pause, der på ingen måde
mindskede niveauet af oplevelser, og det var en perfekt overgang fra mit program
på Caqalai til mit program i Bunbury.
III
Hvordan endte jeg dog i den parade?
Der er ingen tvivl i mit sind om at Caqalai var den store livsændrende
oplevelse på min rejse. Det var drømmen der blev opfyldt, hele
baggrunden for turen, hvorimod Bunbury bare var en eftertanke, en idé
jeg fik efter lidt browsing på Travel Alotts hjemmeside. Jeg har altid
gerne villet til Australien, og det er jo ikke hver dag, for ikke at sige hvert
år, at man lige befinder sig på de længdegrader. Nu jeg skulle
til Fiji kunne jeg ligeså godt udnytte muligheden, og sådan blev
mit arbejde i Bunbury en realitet.
Af denne grund var mine forventninger heller ikke nær så store som
de havde været til Caqalai. Jeg glædede mig voldsomt til rigtigt
at bo i Australien, og selvfølgelig havde jeg fundet frivilligt arbejde
jeg synes lød interessant, men jeg var jo udmærket klar over, hvilket
også viste sig at passe, at det program nok på ingen måde
ville kunne måle sig med den oplevelse Caqalai havde været.
Alligevel må jeg indrømme, når jeg tænker tilbage på
det, at min tid i Bunbury bød på en del flere uventede situationer
end Caqalai.
Jeg ankom til Perth lufthavn, frisk og klar på igen at stå på
egne ben, og spændt på hvad de næste 6 uger ville byde på.
Det vil sige jeg troede jeg var frisk. Men her kom allerede den første
overraskelse som Bunbury ville byde på. En voldsom halsbetændelse.
Jeg havde været lidt sløj i den sidste uges tid jeg brugte med
mor og far, men gik ud fra at det hurtigt ville gå over. Så da jeg
ankom til Bunbury og stadig var lidt lav på energi tænkte jeg ikke
videre over det. Jeg formåede endda at hilse på næsten alle
de andre internationale frivillige, og møde op til min første
arbejdsdag. Men så havde jeg åbenbart også haft min sjov!
Da sygdommen først besluttede sig for at slå igennem så slog
den hårdt!
Jeg måtte få nogle af de lokale frivillige til at hjælpe mig
til lægen så jeg kunne få antibiotika, og da jeg først
fik kæmpet mig tilbage til min seng på mit hostel, kunne jeg heller
ikke kæmpe mig ud af den i hele den følgende uge.
Af denne grund gav Bunbury ikke ligefrem det bedste førstehåndsindtryk.
Da jeg endelig blev rask nok til at komme tilbage på arbejdet fortsatte
min skepsis. Det vidste sig nemlig at delfincenteret som jeg skulle arbejde
på, slet ikke havde åbent. Det var under ombygning og derfor var
de frivilliges arbejdsopgaver blevet reduceret til mere eller mindre at sidde
på stranden foran byggepladsen.
Jeg har næsten aldrig haft hjemve, og det var heller ikke noget der indtil
nu havde påvirket mig på min rejse. Men da jeg lå der den
første uge helt ekstrem syg i en fremmed by, hvor jeg ikke rigtig havde
lært nogen at kende endnu, og jeg ovenikøbet begyndte at forstå
omfanget af mine arbejdsopgaver, eller mangel derpå, må jeg indrømme
at jeg begyndte at spørge mig selv hvad det egentlig var jeg skulle være
der for.
Heldigvis
har jeg aldrig været særlig negativt anlagt, og jeg var opsat på
at få det bedste ud af situationen. En af hovedårsagerne til at
jeg havde valgt netop det frivillige projekt, var fordi det, i modsætning
til Caqalai, virkede meget afslappet. En god mulighed for at tage af sted med
et formål, men stadig have tid til at se og opleve sine omgivelser, samt
bare have tid til at slappe af og nyde at man er i Australien. Alt det blev
jo stadig opfyldt, næsten i endnu højere grad faktisk, af at delfincenteret
ikke var åbent, så det kom jeg mig hurtigt over.
Det at centeret var lukket betød jo heller ikke at vi skulle arbejde
mindre. Det betød bare at der var lidt færre ting vi kunne blive
sat til.
Frivillige på ”Dolphin Discovery center” har en primær
opgave: At kontrollere sikkerheden ved interaktioner mellem mennesker og de
delfiner der bor i Koombana bugten.
Koombana bugt er den naturlige havn der historisk er årsagen til at byen
Bunbury er opstået, og i dag er den fast hjemsted for op mod 150 delfiner.
Disse delfiner har så længe som nogen levende person kan huske underholdt
sig med at svømme tæt op til byens strand, hvilket beboerne selvfølgelig
har anset for en seværdighed.
Derfor blev delfincenteret oprettet i 1989. Centeret sørger for at turister
kunne få muligheden for at se delfinerne tæt på, samtidig
med at det sørger for delfinernes velfærd.
Hvorvidt det var på samme måde dengang centeret startede ved jeg
ikke, med i dag er der et hav af regler og krav der skal overholdes før
end man overhovedet kan få lov til noget i stil med det, centeret gør,
og det netop derfor centeret gør det. Hvis ikke der var et sted som delfincenteret,
ville det jo være umuligt at sætte regler for og kontrollere hvad
mennesker må have af kontakt, for mange vil jo stadig gerne se delfinerne.
Nu er der et sted hvor de ved at de kan opleve delfinerne inden for alle reglernes
grænser, og så er de sandsynligvis også mindre tilbøjelige
til at bryde reglerne på egen hånd.
Som frivillig skal man hovedsageligt sidde på stranden foran centeret
(Stranden ud til Koombana Bay) og holde øje. På denne strand er
der sat bøjer op, der markerer den såkaldte ”Interaction
Zone”. Hver gang en delfin svømmer ind i denne zone, skal de frivillige
ud og stå i vand ca. til midt på låret på en lige linje.
Dette gjorde vi for at sikre at delfinerne ikke svømmede så tæt
ind på stranden at de strandede.
Alle turister der så kunne tænke sig at få set delfinerne
helt tæt kan komme med ud i den linje vi frivillige har lavet. Dette giver
også os muligheden for at sikre at de ikke forsøger at jage efter
eller klappe delfinen.
Det vigtigt
at pointere at det udelukkende var vilde delfiner vi arbejdede med. Vi forstyrrede
deres naturlige dagligdag så lidt som muligt, og det var pga. delfinerne
at centeret opstod, ikke den anden vej rundt. Af samme grund havde vi heller
ikke lov til at fodre delfinerne eller på anden måde tage os af
dem. Det eneste delfinerne fik ud af at komme ind til stranden er nok det samme
som der oprindeligt har lokket dem, nemlig underholdningen ved at observere
os mennesker.
Og de har de altså gjort i mange årtier nu. Den ældste delfin
der fast kom ind til stranden, var oprindeligt set som kalv for første
gang for hele 45 år siden. Det forhold der er dannet mellem Bunburys beboere
og delfinerne i bugten er et tydeligt bevis på hvor meget vi mennesker
og delfiner har til fælles.
Jeg blev faktisk hurtigt glad for arbejdet. Vi internationale frivillige skulle
arbejde 5 dage om ugen, og vores vagter lå fra 7:30 til 12. Dvs. at selv
på dage hvor vi skulle arbejde havde vi masser af fritid. Fritid man jo
så kunne bruge på… ja i virkeligheden ikke så voldsomt
meget.
Australien har lidt det problem at de er lige så bilafhængige som
amerikanere. I en provinsby som Bunbury er der derfor meget lidt offentlig transport,
og skulle man noget som helst der foregik uden for centrum krævede det
sandsynligvis bil.
Så alle os internationale var ret begrænsede. Bunbury bød
på en hovedgade med butikker, masser af cafeer, en biograf, to strande,
men ikke så meget derudover. Og selv hvis vi havde haft adgang til biler,
så var det jo stadig kun halvdelen af dagen vi havde fri og vi kunne nok
i så fald alligevel ikke have nået særlig vidt omkring.
Det var altså derfor meget på disse cafeer og strande etc. at vi
befandt os. Eller bare på vores værelser.
Måske var det netop hele den afslappede stemning omkring arbejdet og vores
hverdag der gjorde det, men jeg fandt ret hurtigt ud af at et par timer for
sig selv i sengen var essentielle.
Derudover
hyggede vi en masse på det hostel jeg boede på. Vi var 10-20 internationale
frivillige i den tid jeg var i Bunbury. Unge mennesker, ca. på min alder
der var samlet fra alle fjerne hjørner af… Tyskland… (ja
det passer ikke engang, de fleste var fra Stuttgart).
I virkeligheden repræsenterede vi nok omkring 5 nationaliteter, men for
hver dansker, hollænder eller amerikaner var der mindst tre 20-årige
tyske piger (fra Stuttgart). Generelt har jeg faktisk oplevet at man ude i verden
møder flest tyske backpackere (og alligevel færrest tyske backpackere
med et godt engelsk ordforråd).
Ud af alle de internationale var vi tre fyre. Mig, amerikaneren Niklas og franskmanden
Baptiste. Vi tre, og en schweizisk pige ved navn Leandra boede på ”The
Dolphin Retreat”. En stor villa der fungerede som Hostel. Alle de andre
boede på et ”All-girls-hostel”, hvor drenge ikke var tilladt.
Når vi ville være sammen i vores fritid, var det altså typisk
på vores Hostel at vi mødtes. Her var der både billardbord,
grill og et hyggeligt udendørs-areal så vi brugte meget af vores
fritid her.
Jeg havde derudover også fundet på at købe medlemskab i et
fitness, hvor jeg brugte to timer efter arbejde hver anden dag, hvilket virkelig
også gav en dejlig rytme i hverdagen.
I situationen kan jeg huske at jeg hele tiden syntes det var svært at
udfylde al den fritid vi havde, men set i bakspejlet er mange af mine bedste
Bunbury-minder fra den tid vi brugte på ”at lave ingenting”
på vores Hostel.
Men arbejdet bød også på masser af mindeværdige øjeblikke!
Efterhånden som ugerne gik begyndte jeg at få flere forskellige
opgaver. Udover interaktionszonen bød centeret også stadig (i sin
lukkede tilstand) på sejlture ud i bugten hvor man kunne se delfinerne
jage og socialisere, og endda få lov at svømme med dem. På
disse ture skulle der være et antal svømmetrænede med der
kunne have ansvar for turisternes sikkerhed i vandet, og med min ”Rescue
Diver”-certificering var det jo lige en opgave for mig, så jeg blev
hurtigt sat til at arbejde på en eller to ”Swim-tours” om
ugen. Det var helt fantastisk at svømme med delfinerne der ofte skulle
helt tæt på og kigge, og på de dage glemte man nemt at man
var på arbejde.
Centeret havde også et laboratorie med en masse akvarier, bl.a med rehabiliterings
projekter for havskildpadder. Her kunne man også blive udlært til
at hjælpe med fodringen.
Men de sjoveste minder arbejdet bød på var når centerets
hovedansvarlige Jan, en nogle og tres-årig kvinde, der tilsyneladende
hurtigt blev glad for mig, skulle bruge hjælp til en opgave. Da endte
jeg ofte i højst besynderlige situationer.
En gang havde centeret fået en opringning om en syg delfin, der svømmede
rundt i kanalerne i et rigmandskvarter. Her blev jeg og to andre hevet med Jan
ud til dette kvarter for at bese delfinen. Pludselig befandt jeg mig altså
rendende igennem den ene kæmpe villa og luksuriøse baghave efter
den anden med et kamera, for at vi kunne komme tæt nok på til at
få ordentlige billeder.
En anden gang skulle Jan bruge hjælp til at skaffe nye dyr til laboratoriets
akvarier. Her havde hun skaffet et gammelt trawler-net, og udset sig en sumpsø.
Jeg og Niklas blev taget med, men jeg var den eneste der havde en våddragt.
Efter et par overvejelser konstaterede Jan at der vist kun var en måde
vi kunne få trukket nettet over bunden, og i næste nu kravler jeg
gennem mudder til halsen trækkende på et gigantisk og meget tungt
fiskenet, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at tænke på Australiens
berømte mængde af giftigt kryb.
Derudover endte jeg i lasten på en kørende flyttevogn, foran kameraet
i et filmstudie og på et tidspunkt gav jeg endda Mark McGowan, en australsk
politiker der åbenbart muligvis bliver den fremtidige premierminister,
hånden.
Den absolut mest bizarre og uventede situation jeg befandt mig i mens jeg var
i Bunbury var dog paraden!
Bunbury har en årlig juleparade, som deres største turistattraktion
delfincenteret selvfølgelig også skal deltage i. Men det var ikke
noget der havde været særlig meget snak om og hverken jeg eller
særlig mange af de andre internationale vidste overhovedet hvad det gik
ud på. Vi fik bare en mail en dag om at alle der ville gå med i
paraden skulle møde her på det her tidspunkt, og jo flere jo bedre.
Det kunne da være meget sjovt så jeg mødte op. For de fleste
af dem der mødte op betød det også bare at de skulle gå
rundt og svinge med nogle bannere. Men ikke for mig!
Delfincenterets
deltagelse i paraden består af en båd der kører afsted hvori
centerets maskot skal befinde sig sammen med en havfrue og Kong Neptun. Og det
skulle vise sig at Jan, inspireret af min naturlige lighed med en romersk gud
(med andre ord lange krøller og fuldskæg), havde besluttet at jeg
da ville være en perfekt Neptun. Det kunne jeg jo ikke sige nej til.
Så jeg blev viklet ind i et lagen, fik stukket en papmache trefork i hånden
og en krone på hovedet og blev ellers paraderet ned af Bunburys hovedgade.
Her lærte jeg så at Bunburys juleparade altså ikke er nogen
lille begivenhed. Hele byen, samt masser fra de nærmeste nabobyer stod
tæt pakket i byens centrum, der var blevet spærret af med politi
og det hele, og der var også masser af tv-stationer ude med kameraerne.
Ja så måtte man jo prøve at se lidt royal ud…
Havfruen på båden var sjovt nok også dansk, en dansk pige
ved navn Denise, der var blevet valgt pga. hendes lange blonde hår. Vi
kunne jo så stå der, midt i paraden på hovedgaden i Western
Australias tredje største by, med hundredvis af tilskuere og kameraer,
i mærkelig mundering, og på dansk diskutere hvordan i alverden vi
var endt i den situation og være glade for at der ikke var nogen der kunne
forstå os.
Da jeg forlod Danmark midt i august vidste jeg ikke hvad min rejse ville byde
på, men uanset hvor meget gætteri og hvor mange forestillinger jeg
havde gjort mig, tror jeg aldrig jeg i min vildeste fantasi havde troet at jeg
ville ende som Kong Neptun i en parade!!
Jeg havde forestillet mig meget og tænkt tusinder af scenarier inden jeg
forlod Danmark den sensommeraften. Min rejse overgik det hele! Min nye normal
i de måneder jeg var afsted blev, at jeg hele tiden befandt mig i utrolige
situationer!
20 meter under havets overflade omgivet af barracudas, hoppende på en
lille robåd i fuld fart gennem en storm, på vej uden om en kænguru
der ligger i vejen for toilettet, på toppen af et kontinent, i øjenkontakt
med en delfin… eller på en båd midt i en parade klædt
ud som Kong Neptun.
Jeg har nu tusinder af historier, og det er de historier der har gjort denne
rejse mere værd end jeg overhovedet havde troet.
Men det er de mennesker jeg har været sammen med der har givet historierne
deres værdi. Alle de mange venner jeg nu har fået fra hele verden
er det jeg tænker tilbage på mest når jeg tænker på
min rejse, og det der giver mest savn.
Alle mine oplevelser har muligvis været interessante, men min rejse har
vist mig at det er de mennesker du er sammen med der gør en oplevelse
god. Nu kender jeg folk i alle verdenshjørner.
Da jeg stod i Kastrup lufthavn den 14. august og gik ombord på mit fly
var jeg på vej væk fra alle jeg kendte. Da jeg stod i Kastrup Lufthavn
den 18. december indså jeg at der næsten ikke var et eneste fly
der ikke ville bringe mig tættere på nogen jeg nu kendte.
Sommeren var ovre, syden var bag mig og verden var blevet mindre fremmet.
Jeg var kommet hjem.