I

”OK 1! 2! 3!”
Sådan lød det de utallige gange, fra de fijianske bådkaptajner, der sejlede os ud til vores dykkerlokationer, mens jeg og mine med-frivillige på Caqalai sad med maske, svømmefødder og dykkertank hængende ud over bådsiden, klar til at kaste os blindt bagover ud i det blå. Det gav altid en sammenspændt fornemmelse i maven at sidde der på kanten af båden, mens man prøvede at huske om al ens udstyr nu var i orden, for om bare et halvt sekund når der var blevet sagt ”3” var man nødt til at stole på at man ikke manglede noget, mens man lænede sig ud i det der blev kaldt en ”back roll entry”. Pludselig blev man opslugt af bølgerne og i få sekunder var alt blindt kaos indtil man fandt ud af at få hovedet vendt op og over vandet igen.
Denne sammenknebne følelse af blind tillid til min egen hukommelse og kunnen var ikke ulig det jeg følte da jeg den 14. August tog al min bagage på nakken og, for sidste gang i mere end 4 måneder, trådte over dørtærsklen til Randkløve Allé 12 og begav mig afsted mod lufthavnen. Afsted på en rejse som jeg på daværende tidspunkt havde drømt om i snart flere år, og som alligevel ville vise sig at levere flere oplevelser, venskaber og øjenåbnende øjeblikke end jeg nogensinde havde forestillet mig. Afsted ud det blå. ”1! 2! 3!”

Ideen om at tage til Fiji kom faktisk oprindeligt fra Sigrid, dengang da hun stadig havde sabbatår, og jeg først lige var startet i 1.g. Selv havde jeg på daværende tidspunkt haft ideer om at tage ud og sejle med Skoleskibet Danmark eller Georg Stage efter gymnasiet. Men en aften nævnte Sigrid at hun var faldet over en hjemmeside der hed TravelAlott, som tilbød diverse muligheder for at arbejde frivilligt rundt omkring i verden, blandt andet som dykker på Fiji. Dengang havde jeg ikke anset dykning for noget jeg specifikt var interesseret i, men det lød da meget spændende alligevel især da fokusset med arbejdet på Fiji var marinebiologi, noget som jeg altid har været meget interesseret i. Og ideen blev da i baghovedet. Men det var først efter at vi halvandet år senere var ude og snorkle på Galapagos at jeg blev helt sikker på at Fiji var 1. prioriteten i mit sabbatår. Når først man har fået en ordentlig introduktion til den undersøiske verden er den svær at glemme igen, og på Galapagos blev jeg helt sikker på at jeg var nødt til at afprøve dykning.
Efter session i 3.g (hvor jeg også blev nysgerrig efter at prøve kræfter med forsvaret) lidt mere snusen rundt på Alotts hjemmeside, samt realiseringen af at jeg nok skulle bruge noget tid på at tjene penge inden noget af det kunne lade sig gøre, begyndte min plan efter gymnasiet efterhånden at tage form. Min rejse blev mere og mere en realitet, og i februar var jeg klar til at tilmelde mig det frivillige arbejde og købe flybilletter.

Flyveturen til Fiji tog vel ca. små 40 timer. Jeg har aldrig været særlig nervøs ved at rejse (ellers kunne man nok ikke overleve med mine forældre), men alligevel husker jeg tydeligt den forholdsvis ensomme følelse det var da jeg sad alene i flyveren, og kunne se på kortet at vi var på vej ud over det indiske ocean. Da gik det rigtigt op for mig at alt og alle som jeg rigtig kendte til, var ved at forsvinde tusinder af kilometer bag mig, og at jeg snart ville befinde mig et sted der ikke bare var fremmed for mig, men hvor jeg også ville være fremmed for alle andre. Det var mildest talt lidt overvældende.
Jeg går ofte med ideer om rejser jeg gerne vil tage, rejser hvor jeg på eget initiativ og egne præmisser tager rundt på egen hånd og ser det jeg vil se. Men når jeg tænker tilbage på det øjeblik i flyveren er jeg meget taknemmelig for at jeg valgte at tage ud og lave frivilligt arbejde, således at jeg naturligt kom ind i et fællesskab hvor jeg og andre blev tvunget til at mødes og danne bekendtskaber med hinanden.
Det kom da også virkelig nemt og naturligt da jeg, en canadisk familie på tre, en amerikaner, en mexicaner og tre tyske gutter, mødtes tidligt om morgenen d. 18. august og havde vores første møde med GVI (Global Vision International). Efter en kort introduktion blev vi stuvet ind i en minibus og kørt af sted tværs gennem landet mod Caqalai, den lille ø der skulle blive mit hjem i de kommende to måneder. Og som jeg sad der i bussen følte jeg for første gang, siden jeg forlod Danmark, at jeg kunne slappe helt af. Nu var ansvaret ikke alene på mig og jeg var ikke længere på egen fod i en verden af fremmede. Jeg havde folk at snakke med, folk der var i præcis samme situation som mig og folk jeg kunne regne med. Pludselig kunne jeg trække vejret roligt, og overveje hvad det faktisk var at jeg skulle til at i gang med og hvad jeg havde i vente i det kommende par måneder. I det øjeblik forsvandt alle bekymringerne og jeg kunne ikke andet end at glæde mig til at komme i gang.

Caqalai er en lille grøn paradisø, der ligger ca 15 km øst for Viti Levu, Fiji’s hovedø. Den er omtrent 1 km i omkreds, og meget af den er dækket af tæt buskads og jungle. Nord for Caqalai ligger den noget større ø Moturiki. Moturiki har 5-6 landsbyer der alle hører under den samme høvding, og det er dette samfund som Caqalai også tilhører.
Fijianere har stor tradition for gæstfrihed og fællesskab, og deres samfund betyder meget for dem. Derfor skal alle de der kommer og bor på Caqalai præsenteres for samfundet og indlemmes gennem ritualet ”Sevu Sevu”. Vi blev ”vist frem” så at sige til en gudstjeneste i den nærmeste af Moturikis landsbyers kirke, men vores ”Sevu Sevu” foregik på Caqalai.
Ud over GVI’s ekspeditionsdeltagere bor der nemlig også lokale der fører et hyggeligt om end meget primitivt resort på Caqalai, og da de jo er en del af Moturiki-samfundet, foregik mange af vores ”fijianske” aktiviteter i deres fællesrum. F.eks hver gang vi skulle have Kava.
Kava er en traditionel drik der laves ved at blande pulveriserede Kava-rødder med vand. Det har en bedøvende effekt og betragtes derfor i teorien som et narkotika, og derfor er det også ulovligt i meget af den vestlige verden. Men Fijianerne bruger enhver undskyldning til at drikke det, og desuden er det stærkt involveret i alt rituelt. Faktisk er selve indtagelsen af Kava rituel og reglementeret.

Ved ”Sevu Sevu” kommer gæsten med en gave af bundne Kavarødder som han skal præsentere for høvdingen. Høvdingen (eller i vores tilfælde den nærmeste stand-in) byder derefter disse gæster velkomne i hans samfund, mens han binder Kava’en op. Alt dette foregik på Fijiansk, så min viden om præcis hvad der bliver sagt er lidt uklar, især da det tilsyneladende også er et krav at denne velkomstale skal være en personlig sag mellem høvdingen og hans fødder, som han typisk ville kigge ned på mens han lavmeldt mumlede.
Derefter bliver Kava’en pulveriseret og blandet op hvorefter man drikker en ad gangen, igen ifølge et vist reglement, og kun når høvdingen tillader det. Og man skal huske at klappe. Tit.
”Sevu sevu”; Velkomstceremonien og ”Tau tau” afskedsceremonien, var de eneste to gange vi var påkrævet at drikke Kava, men hvis man som mig fik en smag for drikken og det sociale i at indtage den, så var der rig mulighed for at komme på besøg hos de lokale, da de sad næsten hver aften og drak, hvilket også var en rigtig god mulighed for at lære de ellers ret generte fijianere lidt bedre at kende.

Efter vi var godt ankommet og indrettet på Caqalai blev vi hurtigt sat i arbejde. Hvilket til at starte med betød en masse undervisning. Amerikaneren Tim, tyskeren Malte og jeg skulle alle til at starte fra bunden på vores dykkerundervisning, men selv dem der allerede var erfarne dykkere havde en stor opgave i at blive kvalificerede til at indsamle data fra koralrevene. Samtidig skulle de der allerede var udlært også finde tid til at foretage undersøgelserne, og oven i det hele var der også alle dagligdags tjanserne at passe, såsom at lave mad, gøre rent og holde alt vedlige. Hverdagen var et stort organisatorisk puslespil og derfor var alting også nøje skemalagt.
Vi startede hver dag kl. 06:30 med pligter. Her var vi inddelt i hold der havde nye pligter hver dag. Klokken 7 var der morgenmad og kl. 8 begyndte arbejdet. Der var frokost mellem 12 og 13 og arbejde indtil klokken 17 hvor der igen var pligter. Aftensmaden var klokken 19 og 19:30 hver dag var der briefing for næste dags program. Omkring kl. 20 havde man så endelig fri og måske kunne man holde til et par spil kort, men klokken blev sjældent meget senere end 22 før de fleste var gået til køjs.
Dette hang dog muligvis også sammen med at generatoren, der var den eneste strømkilde på hele øen, ofte blev slukket omkring dette tidspunkt.

Det siges at man aldrig glemmer ens første åndedræt under vand. Hvorvidt dette passer ved jeg ikke, men det kan ikke nægtes at arbejdet med at dykke efterlod et kæmpe indtryk på mig.
Som sagt lagde jeg ud med ret så intensiv dykkertræning. Hvis man, som mig, aldrig har prøvet at dykke før, kræver GVI at man minimum bruger 8 uger på Caqalai, da man ellers ikke ville have en chance for at blive kvalificeret til at udføre noget dataindsamling inden man var færdig. På Caqalai skal man nemlig ikke bare være i stand til at udføre et sikkert dyk, inden for de præmisser som de fleste dykkerskoler nok forventer af deres dykkere. Vi er der for at arbejde under vandet, hvilket vil sige at vi skal være i stand til at koncentrere os til en sådan grad at vi ikke samtidig har råd til at bruge en masse fokus på det tekniske ved at dykke. Med andre ord blev vi altså så grundigt undervist at vi, da vi fik vores certifikater, skulle være på et niveau hvor vi næsten fandt det at dykke så naturligt som at være på land.
Nu har jeg selv kun prøvet at dykke med GVI, men så vidt jeg kan forstå fra andre ser man sjældent det samme niveau hos andre dykkercentre, som det vi blev nødt til at have.
Heldigvis havde jeg en kanon dykkerinstruktør ved navn Chris Cadman, til at undervise mig. Hvorvidt det var ham der var dygtig, eller mine to medstuderende og jeg der havde naturligt talent for at dykke ved jeg faktisk ikke, for Chris blev ved med at fortælle os at han næsten aldrig havde haft et så nemt hold som os.

De første fjorten dage gik altså med at tage de to første dykkercertifikater, kaldet Open Water og Advanced Open Water. Jeg tog mine certifikater gennem PADI (Professional Association of Diving Instructors). Denne association er international, men med base i USA, hvilket desværre også betyder at undervisningen er lavet efter amerikanske principper. Det betyder meget terpen, mange ”Multiple choice tests” og generelt set alt for idiotsikkert. Her var det at Chris var vidunderlig som lærer da han var en meget britisk selvironisk mand, der absolut brød sig lige så lidt om den teoretiske del af undervisningen som vi. Han spildte med andre ord ikke tiden, og vi var hurtigt i gang med det praktiske.
At dykke er en helt unik oplevelse. Som Chris formulerede det: ”Det er det eneste sted på jorden man i sandhed kan opleve at være vægtløs”. Vandoverfladen ligger som et abstrakt nært himmelvæv, og resten af verden virker pludselig også fortættet og kompakt. Alt uden for ti meters omkreds er skjult i det blå, og alt man kan se eksisterer ifølge helt andre præmisser end hvad man kender fra landjorden. Lyde har ingen retning eller afstand, men er altid omkring dig, mens farver langsomt forsvinder og danner en mere og mere monoton virkelighed.
Alligevel er det største indtryk jeg husker fra mit første dyk, manglen af kontrol over min egen krop. At være god til at dykke handler primært om at kunne kontrollere sin flydeevne, hvilket gøres med vægte og luftblærer. Den menneskelige krop har heldigvis sit tyngdepunkt meget centralt, men når man tilføjer en masse dykkerudstyr samt vægte, ændrer det sig hurtigt, hvilket betyder at man, når man kommer under vandet, pludselig og meget nemt kommer i ubalance. På land hjælper tyngdekraften med at tilføje nok pres til at en smule forskydelse af tyngdepunktet ikke har den store betydning. Dette er ikke tilfældet når man dykker!
Så på mit første dyk, på trods af at vi bare sad solidt på knæ på kun 4 meters dybde, blev jeg ved med at tippe langsomt over på den ene side, mens at Tim kæmpede med at få ansigtet fri fra havbunden og Malte af en eller anden grund hele tiden endte med benene øverst. Stjerneeleverne…

Vi fik dog hurtigt bedre styr på det og som sagt syntes Chris at vi var utroligt nemme at undervise. Den praktiske undervisning foregår jo under vandet hvor man selvsagt ikke kan tale, så det er nemt at forestille sig at mange måske har lidt problemer med at forstå instruktørens fagter og henvisninger, men det var ikke noget vi havde særlige problemer med.
Efter to uger var vi ”Advanced Open Water”. Samtidig var vi også så småt begyndt på vores ”Research Diver”-undervisning, der skulle forberede os på Dataindsamlingen. Der er tre fokusgrupper i det data vi indsamlede fra koralrevene: Fisk, Hvirvelløse dyr og den bentiske zone.
Alle bliver udlært i en af de grupper, og jeg blev tildelt den bentiske zone der involverer alle former for alger, tang og koraller. Egentlig er der mindre at lære end i de to andre grupper, men problemet er at man ikke arbejder med arter i det bentiske, men derimod vækstformer. Vi skulle derfor lære at genkende særlige karakteristika på forskellige koraller, der derudover på ingen måde lignede hinanden, således at vi kunne vurdere om de hørte under samme kategori. Disse karakteristika var derudover meget vage, og to næsten identiske koraller kunne sagtens høre under forskellige kategorier. Der var udbredt enighed om at det var sværest at blive kvalificeret til at undersøge bentiske livsformer, så jeg havde fået noget af en opgave for mig. Først efter at have brugt en måned på Caqalai var jeg klar og kvalificeret til at få tildelt rollen som ”Benthic diver” på et ”Survey dive”.

Min anden måned på Caqalai havde derfor også en ganske anden stemning end den første. Jeg havde indtil nu siddet på skolebænken, i gang med at lære og derfor var der ingen reelle forventninger til min kunnen hverken som dykker eller data-indsamler. Nu havde jeg pludselig muligheden for at udføre et godt stykke arbejde, muligheden for at vise at jeg var godt egnet til det vi lavede, og selvfølgelig også muligheden for at lave betydningsfulde fejl.
Jeg kommer aldrig til at glemme hvor utrolige mine første par dyk var, men denne følelse af at der pludselig var konsekvens og formål med dem, gjorde at jeg nød al min tid under vandet i min anden måned på Caqalai meget mere end i den første. Ironisk nok har jeg sidenhen følt at det var efter at jeg var færdig med undervisningen og fik lov at dykke ”på egen hånd”, at jeg i virkeligheden udviklede mig mest som dykker og lærte mest.
Jeg følte mig ikke længere som nybegynder, så jeg kunne jo ligeså godt være dygtig og derfor anstrengte jeg mig også for at være dygtig.
Og så var ”Survey”-dykkene heller ikke ligefrem den værste dag på kontoret.

Som sagt var vi inddelt i tre grupper: Fisk, Hvirvelløse og Bentiske. Derudover var der også en fjerde rolle kaldet ”Physical”, som indsamlede data om forholdene under hvilke undersøgelsen var foretaget, dvs. vandets temperatur og sigtbarhed, tidspunkt, dybde etc. Det var også denne person der bestemte præcis hvor på havbunden dataindsamlingen foregik. Alle blev udlært til at være ”physical”.
Undersøgelserne skulle altid foregå på et bestemt ”site” og i en bestemt dybde der hed: 0-3, 3-5, 5-8 eller 8-10 m. ”Physical” startede undersøgelsen ved at svømme til et passende sted inden for den rette dybde, med et halvtreds meters målebånd.
På dette sted bandt ”physical” den ene ende af målebåndet fast, og besluttede sig så for en retning at svømme. ”Fish”, hvis opgave det var at notere data for alle sete fisk, ville så, som den første, svømme afsted i den retning, således at ingen af de andre skræmte fiskene væk. Lige efter svømmede ”Physical”, mens denne rullede målebåndet ud og sørgede for at alle de halvtreds meter af undersøgelsen foregik på den rette dybde.
Min rolle ”benthic” kom derefter. Jeg var nok den der var mest afhængig af målebåndet. Min opgave var at følge målebåndet helt tæt og notere hvilket substrat det befandt sig over for hver halvtreds cm. Man blev derfor også virkelig god til to ting som ”benthic”. At bevæge sig helt stille og langsomt gennem vandet og at svømme med hovedet nedad.
Den fjerde rolle ”Inverts” svømmede som den sidste afsted. De slap med kun at foretage deres del af undersøgelsen på de første 20 meter af målebåndet. Til gengæld skulle de svømme i et zigzagmønster, to meter ud på hver side af båndet, og notere alle de hvirvelløse dyr de fandt inden for dette område.
Disse dyk er den primære opgave, som ekspeditionen på Caqalai beskæftiger sig med. Men derudover foretog vi os masser af andre ting såsom ”Crown Of Thorns snorkels”, ”Dives Against Debris” og alle ”Benthics” værste mareridt ”Coral Bleaching Surveys” samt meget andet. Arbejdet var skam rigeligt varieret selvom meget af det foregik under havoverfladen, og mange af dem der var på øen i tre måneder eller længere valgte også at udlære sig i flere af områderne på de klassiske undersøgelser, således at de kunne foretage sig flere forskellige ting.

Der var også en anden grund til at stemningen på øen ændrede sig meget i den anden måned. Øen blev nemlig hjem til et helt nyt hold mennesker.
Hver måned på Caqalai kommer der nye frivillige til og gamle tager hjem. For selve arbejdet og hverdagen har dette ikke den store betydning, men det har det så absolut i forhold til det sociale. Og på en lille ø med 30-40 mennesker betyder det sociale en hel del.
Man bruger al sin tid sammen med disse mennesker, og selvom man hele tiden arbejder eller er i gang med noget så virker dette næsten til at have så meget desto større effekt på virkelig at ryste alle disse fremmede sammen. Og når man ikke er travlt optaget af arbejdet så er menneskerne omkring dig også ens bedste kilde til underholdning.
Vi spillede kort, badede, lavede bål og spillede volleyball (Noget som alle fijianere har et særligt talent for). En dag hvor der var bryllup udnyttede vi at generatoren skulle køre hele dagen til at sætte vores projektor op og holde Harry Potter marathon.
Weekenderne havde vi altid fri, hvilket betød at man kunne komme af øen. Her fik man chancen for rigtigt at opleve resten af Fiji. Eller rettere man fik chancen for at tage til naboøen Leleuvia (et fornemt turistresort) eller ind til hovedstaden Suva og fråse i varme bade, kød, billige kalorier og alle de andre luksusser vi var foruden på Caqalai.
Man var konstant meget social aktiv, og netop fordi vi boede tæt sammen på sådan en lille ø var det også meget svært at undslippe. Sammen med det konstante arbejde var det altså endnu en meget intensiv del ved livet på Caqalai.
Derfor føltes de to måneder meget forskellige, for det var forskellige mennesker jeg brugte dem med. Derudover var min status også markant anderledes anden måned end første, på samme måde som at min oplevelse af at dykke ændrede sig.
Jeg holdt op med at være ny, men var derimod pludselig ham som alle de nye kom til for at spørge om råd. Efter kun at have dykket i en måned var jeg pludselig ”Den erfarne”.
Som sagt er der få steder hvor man bliver ligeså grundigt undervist i at dykke som på Caqalai, og mange af disse nye der kom i min anden måned, som ellers gerne havde dykket i flere år, kunne slet ikke følge med mig og de andre ”gamle” frivillige. Desuden var vi jo udlært i vores forskellige områder, og skulle derfor også hjælpe med at undervise de nye.

Da jeg og fire af mine kammerater gik i gang med ”Rescue Diver”, det højeste amatør-niveau af dykker-certifikater, kunne vi især mærke hvordan andre fik en helt ny respekt for vores kunnen som dykkere. Vi fik muligheden for at tage dette kursus kort inden jeg skulle forlade øen, og da GVI tilbød det til halv pris greb jeg straks muligheden. ”Rescue Diver” er det meget avancerede kursus og at kunne tage det i vante omgivelser med mennesker og instruktører man kender er nok en stor fordel.
De tidligere niveauer fokuserer på ens evner under vand og hvordan man bedst muligt sørger for sin egen sikkerhed under dyk. Som ”Rescue Diver” lærer man derimod at sikre sig at alle andre er sikre. Kurset går mere eller mindre ud på at få indlært en konstant årvågenhed. Eller konstant paranoia afhængigt af hvordan man ser på det.
Kurset foregår nemlig meget anderledes end hvad jeg havde oplevet på de tidligere.
Vi tog ud på dyk med vores dykkerinstruktør. Typisk ville vi få en grundig briefing da vi tog ”Open Water” og ”Advanced open Water” inden sådanne instruktionsdyk, men ikke på ”Rescue Diver”. I teorien havde vi nemlig allerede lært alle evnerne vi ville få brug for på de tidligere kurser. Nu skulle vi bare lære at tage dem i brug i praksis.
Så på dette dyk med vores instruktør svømmede vi rundt uden nogen anelse om hvad vi skulle. Og pludselig gik instruktøren i panik! Så skulle vi reagere hurtigt, regne ud hvad der var galt, løse det og berolige hende.
Vores instruktør var en fransk kvinde ved navn Lea, der vist satte en dyd i at forskrække sine ”Rescue”-elever så meget som muligt, og da man først én gang havde set hende tonse direkte mod én i fuld fart, med en hånd der griber ud efter din luftkilde og et vildt blik i øjnene, følte man sig aldrig tryg på et eneste af kursets dyk igen.
Men det var netop pointen. Vi skulle lære konstant at være beredte på problemer og opmærksomme på alle dykkere vi svømmede med.
I en uge gik vi fem kursister og blev udsat for pludselige krampeanfald, udstyrsproblemer, bevidstløse mennesker og som en sidste test endda en dykker der var forsvundet under vandet på et dyk. Det var mildest talt mentalt hårdt, og det involverede mange af de andre frivillige, som derved også fik nærsyn for hvad vi skulle kunne. Mit ”Rescue Diver” kursus var det eneste GVI havde i den tid jeg var på Caqalai, og det er jeg egentlig meget glad for, for jeg kunne da tydeligt fornemme hvordan flere af de nye frivillige mistede modet ved nogensinde at prøve kræfter med det kursus efter de havde set hvad vi blev udsat for.

Som sagt var kurset noget af det sidste jeg nåede i min tid hos GVI.
De to måneder på Caqalai gik på sin vis meget hurtigt og meget langsomt. Tiden på øen virkede altid til at stå stille, men pludselig var alle 8 uger alligevel gået og man følte kun lige at man var kommet. Jeg havde jo de foregående måneder, inden jeg rejste, brugt ret meget tid på at rende hjemme, og jeg har sidenhen indset at denne tidløse følelse i virkeligheden minder om hvordan det føles når man bare går i sit hjem. Caqalai var virkelig blevet til et hjem for mig, og det var absolut med blandede følelser at jeg rejste derfra. Jeg nød både første og anden måned mere end jeg overhovedet havde turde håbe på, og det har i sandhed været en af de absolut største oplevelser i mit liv, for slet ikke at tale om hvor inspirerende det har været i mine fremtids-overvejelser.
Jeg kunne sagtens have brugt en måned mere på Caqalai, men hvorom alting er, er jeg nu meget glad for at jeg valgte at prioritere min tid på at komme ud og prøve flere forskellige ting og få oplevet mere. Set i bakspejlet var de to måneder helt perfekte og man skal jo også stoppe mens legen er bedst, især hvis man skal gide lege den igen. Jeg håber meget at jeg får chancen for at komme tilbage og dykke og bo på Caqalai.

II

Og nu til noget helt andet.

Det havde i planlægningen af min tur lykkedes, på en eller anden måde, at snige en familieferie ind. Selvfølgelig ville jeg rigtig gerne have besøg af mor og far (og Sigrid, men det kunne ikke lige lade sig gøre) og forventede skam også at de meget gerne ville bruge muligheden på at komme og se denne del af verden.
Problemet var bare at der var ikke nogen åbenlys mulighed for at de kunne komme og besøge mig på Caqalai, og det jeg skulle lave i Australien foregik i den anden ende af landet end alt hvad der ellers sker i Australien.
Så efterhånden blev løsningen at de skulle besøge mig alle de steder hvor jeg ikke befandt mig på noget tidspunkt uden dem, og derfor blev mine tre uger med mor og far også meget enestående i min turs overordnede handlingsforløb. Det føltes lidt som at jeg tog en pause fra min rejse for lige at tage en familieferie med mor og far.

Dermed ikke sagt at der var noget som helst at udsætte på det. Efter det væld af intense oplevelser jeg havde haft på Caqalai, var det dejligt at læne sig tilbage i et mere velkendt rejseformat, og lade mor og far tage styringen. Oplevelser skulle der sikkert komme nok af alligevel. Hvilket der i høj grad også gjorde.

Fra det øjeblik mor og far ankom i lufthavnen (hvor jeg modtog dem tom på energi, efter en nat uden søvn) skulle vi straks i gang, ud på denne her båd og sejle til denne her ø, hvor vi skulle snorkle, gå lange ture og snorkle noget mere, og så til denne her by som vi skulle se og så ud og køre rundt i landskabet og så gå nogle flere ture og så og så og så...
Man keder sig ikke når man rejser med mine forældre, eller slapper særlig meget af for den sags skyld. Alligevel var det afslappende for mig at rejse med dem, for det er jo netop sådan jeg er vant til at rejse. Aldrig sidde stille særlig længe ad gangen og altid have et stramt program. I virkeligheden var det bare en kæmpe lettelse at jeg, for første gang siden jeg forlod Danmark, var sammen med nogle, som ikke skulle til at forholde sig til mig på ny.

Nu rejste vi jo ikke nogen steder jeg selv havde befundet mig, og derfor var det heller ikke en rejse hvor jeg fungerede som guide, hvilket nok yderligere hjalp mig til bare at slappe af og nyde tiden.
Men jeg kunne da stadig vise et par ting fra Fijiansk kultur frem, såsom en kava ceremoni på vores hotel i Lautoka eller undervise dem lidt i fridykning på Mana Island. Alt i alt var min sidste uge på Fiji, som jeg brugte med mor og far, en passende afsked med landet.

Men da vi ankom til Australien var jeg jo på lige så ny jord som de var, hvis ikke næsten lidt mere. Jeg havde alligevel brugt to måneder ude af den vestlige civilisations verden, hvilket måske ikke lyder som meget, men alligevel var det lidt et kulturchok for mig da vi gik gennem Sydneys gader omringet af skyskrabere, højmoderne konstruktioner og ikke mindst utallige forskellige kulinariske oplevelser. Den konstante adgang til mad er virkelig et symbol på den vestlige verden!

Derudover havde jeg overladt planlægningen af vores tre uger sammen til mor og far, for jeg havde selv været lidt optaget af at være afskåret fra omverdenen ude på min lysegrønne ø. På alle måder var min ankomst til Australien altså en del simplere for mig, end min ankomst til Fiji, for jeg skulle mere eller mindre bare følge med og overlade alle besværlighederne til mor og far. Selvom jeg da sagtens kunne have klaret det selv, så var det endnu en ting der var meget rart efter Fiji, at jeg ikke bare skulle til at kaste mig ud i endnu et nyt land og endnu en ny kultur, men at jeg stille og langsomt kunne bruge to uger med mor og far på at blive bekendt med den før jeg igen skulle stå på egne ben.

New South Wales var overordnet en rigtig god blanding af gode oplevelser.
Vi havde en fantastisk by-ferie i Sydney, en utrolig smuk og veldesignet by der konstant møder én med nye flotte gadebilleder og masser at se. Derudover fik vi også lov at møde den udvidede familie i form af Helga og hendes døtre og se hvordan de bor samt at holde fars fødselsdag med dem og Joachim og Arya.
Vi havde en dejlig vandretur på ”Six-foot-track”, om end ikke den mest sceniske, og derefter endnu en vandretur på Mt. Kosciuszko som en del af vores bil-ferie der førte os rundt i resten af New South Wales, deriblandt Canberra, Jervis Bay og Wollongong.
Og selvfølgelig skulle vi også repræsentere fædrelandet og se en forestilling i det dansk-designede operahus i Sydney.
Da vi nåede slutningen af vores tre oplevelsesspækkede uger, var jeg på alle måder utrolig klar til at begynde mit næste program i Bunbury. De tre uger havde for det første været så varieret at jeg glædede mig til at få en nogenlunde fast hverdag igen, og derudover havde de introduceret mig til Australien, et land som jeg nu glædede mig til rigtig at prøve at bo i.
Samtidig havde jeg også fået gejsten igen til at komme ud og stå i nye situationer og møde nye mennesker.
De tre uger med mor og far var en helt anden og meget adskilt oplevelse i forhold til resten af min rejse, men så meget desto mere grund er der til at jeg var virkelig glad for dem. Det var en dejlig pause, der på ingen måde mindskede niveauet af oplevelser, og det var en perfekt overgang fra mit program på Caqalai til mit program i Bunbury.

III

Hvordan endte jeg dog i den parade?

Der er ingen tvivl i mit sind om at Caqalai var den store livsændrende oplevelse på min rejse. Det var drømmen der blev opfyldt, hele baggrunden for turen, hvorimod Bunbury bare var en eftertanke, en idé jeg fik efter lidt browsing på Travel Alotts hjemmeside. Jeg har altid gerne villet til Australien, og det er jo ikke hver dag, for ikke at sige hvert år, at man lige befinder sig på de længdegrader. Nu jeg skulle til Fiji kunne jeg ligeså godt udnytte muligheden, og sådan blev mit arbejde i Bunbury en realitet.
Af denne grund var mine forventninger heller ikke nær så store som de havde været til Caqalai. Jeg glædede mig voldsomt til rigtigt at bo i Australien, og selvfølgelig havde jeg fundet frivilligt arbejde jeg synes lød interessant, men jeg var jo udmærket klar over, hvilket også viste sig at passe, at det program nok på ingen måde ville kunne måle sig med den oplevelse Caqalai havde været.
Alligevel må jeg indrømme, når jeg tænker tilbage på det, at min tid i Bunbury bød på en del flere uventede situationer end Caqalai.

Jeg ankom til Perth lufthavn, frisk og klar på igen at stå på egne ben, og spændt på hvad de næste 6 uger ville byde på. Det vil sige jeg troede jeg var frisk. Men her kom allerede den første overraskelse som Bunbury ville byde på. En voldsom halsbetændelse.
Jeg havde været lidt sløj i den sidste uges tid jeg brugte med mor og far, men gik ud fra at det hurtigt ville gå over. Så da jeg ankom til Bunbury og stadig var lidt lav på energi tænkte jeg ikke videre over det. Jeg formåede endda at hilse på næsten alle de andre internationale frivillige, og møde op til min første arbejdsdag. Men så havde jeg åbenbart også haft min sjov!
Da sygdommen først besluttede sig for at slå igennem så slog den hårdt!
Jeg måtte få nogle af de lokale frivillige til at hjælpe mig til lægen så jeg kunne få antibiotika, og da jeg først fik kæmpet mig tilbage til min seng på mit hostel, kunne jeg heller ikke kæmpe mig ud af den i hele den følgende uge.

Af denne grund gav Bunbury ikke ligefrem det bedste førstehåndsindtryk. Da jeg endelig blev rask nok til at komme tilbage på arbejdet fortsatte min skepsis. Det vidste sig nemlig at delfincenteret som jeg skulle arbejde på, slet ikke havde åbent. Det var under ombygning og derfor var de frivilliges arbejdsopgaver blevet reduceret til mere eller mindre at sidde på stranden foran byggepladsen.
Jeg har næsten aldrig haft hjemve, og det var heller ikke noget der indtil nu havde påvirket mig på min rejse. Men da jeg lå der den første uge helt ekstrem syg i en fremmed by, hvor jeg ikke rigtig havde lært nogen at kende endnu, og jeg ovenikøbet begyndte at forstå omfanget af mine arbejdsopgaver, eller mangel derpå, må jeg indrømme at jeg begyndte at spørge mig selv hvad det egentlig var jeg skulle være der for.

Heldigvis har jeg aldrig været særlig negativt anlagt, og jeg var opsat på at få det bedste ud af situationen. En af hovedårsagerne til at jeg havde valgt netop det frivillige projekt, var fordi det, i modsætning til Caqalai, virkede meget afslappet. En god mulighed for at tage af sted med et formål, men stadig have tid til at se og opleve sine omgivelser, samt bare have tid til at slappe af og nyde at man er i Australien. Alt det blev jo stadig opfyldt, næsten i endnu højere grad faktisk, af at delfincenteret ikke var åbent, så det kom jeg mig hurtigt over.
Det at centeret var lukket betød jo heller ikke at vi skulle arbejde mindre. Det betød bare at der var lidt færre ting vi kunne blive sat til.

Frivillige på ”Dolphin Discovery center” har en primær opgave: At kontrollere sikkerheden ved interaktioner mellem mennesker og de delfiner der bor i Koombana bugten.
Koombana bugt er den naturlige havn der historisk er årsagen til at byen Bunbury er opstået, og i dag er den fast hjemsted for op mod 150 delfiner. Disse delfiner har så længe som nogen levende person kan huske underholdt sig med at svømme tæt op til byens strand, hvilket beboerne selvfølgelig har anset for en seværdighed.
Derfor blev delfincenteret oprettet i 1989. Centeret sørger for at turister kunne få muligheden for at se delfinerne tæt på, samtidig med at det sørger for delfinernes velfærd.
Hvorvidt det var på samme måde dengang centeret startede ved jeg ikke, med i dag er der et hav af regler og krav der skal overholdes før end man overhovedet kan få lov til noget i stil med det, centeret gør, og det netop derfor centeret gør det. Hvis ikke der var et sted som delfincenteret, ville det jo være umuligt at sætte regler for og kontrollere hvad mennesker må have af kontakt, for mange vil jo stadig gerne se delfinerne. Nu er der et sted hvor de ved at de kan opleve delfinerne inden for alle reglernes grænser, og så er de sandsynligvis også mindre tilbøjelige til at bryde reglerne på egen hånd.
Som frivillig skal man hovedsageligt sidde på stranden foran centeret (Stranden ud til Koombana Bay) og holde øje. På denne strand er der sat bøjer op, der markerer den såkaldte ”Interaction Zone”. Hver gang en delfin svømmer ind i denne zone, skal de frivillige ud og stå i vand ca. til midt på låret på en lige linje.
Dette gjorde vi for at sikre at delfinerne ikke svømmede så tæt ind på stranden at de strandede.
Alle turister der så kunne tænke sig at få set delfinerne helt tæt kan komme med ud i den linje vi frivillige har lavet. Dette giver også os muligheden for at sikre at de ikke forsøger at jage efter eller klappe delfinen.

Det vigtigt at pointere at det udelukkende var vilde delfiner vi arbejdede med. Vi forstyrrede deres naturlige dagligdag så lidt som muligt, og det var pga. delfinerne at centeret opstod, ikke den anden vej rundt. Af samme grund havde vi heller ikke lov til at fodre delfinerne eller på anden måde tage os af dem. Det eneste delfinerne fik ud af at komme ind til stranden er nok det samme som der oprindeligt har lokket dem, nemlig underholdningen ved at observere os mennesker.
Og de har de altså gjort i mange årtier nu. Den ældste delfin der fast kom ind til stranden, var oprindeligt set som kalv for første gang for hele 45 år siden. Det forhold der er dannet mellem Bunburys beboere og delfinerne i bugten er et tydeligt bevis på hvor meget vi mennesker og delfiner har til fælles.

Jeg blev faktisk hurtigt glad for arbejdet. Vi internationale frivillige skulle arbejde 5 dage om ugen, og vores vagter lå fra 7:30 til 12. Dvs. at selv på dage hvor vi skulle arbejde havde vi masser af fritid. Fritid man jo så kunne bruge på… ja i virkeligheden ikke så voldsomt meget.
Australien har lidt det problem at de er lige så bilafhængige som amerikanere. I en provinsby som Bunbury er der derfor meget lidt offentlig transport, og skulle man noget som helst der foregik uden for centrum krævede det sandsynligvis bil.
Så alle os internationale var ret begrænsede. Bunbury bød på en hovedgade med butikker, masser af cafeer, en biograf, to strande, men ikke så meget derudover. Og selv hvis vi havde haft adgang til biler, så var det jo stadig kun halvdelen af dagen vi havde fri og vi kunne nok i så fald alligevel ikke have nået særlig vidt omkring.
Det var altså derfor meget på disse cafeer og strande etc. at vi befandt os. Eller bare på vores værelser.
Måske var det netop hele den afslappede stemning omkring arbejdet og vores hverdag der gjorde det, men jeg fandt ret hurtigt ud af at et par timer for sig selv i sengen var essentielle.

Derudover hyggede vi en masse på det hostel jeg boede på. Vi var 10-20 internationale frivillige i den tid jeg var i Bunbury. Unge mennesker, ca. på min alder der var samlet fra alle fjerne hjørner af… Tyskland… (ja det passer ikke engang, de fleste var fra Stuttgart).
I virkeligheden repræsenterede vi nok omkring 5 nationaliteter, men for hver dansker, hollænder eller amerikaner var der mindst tre 20-årige tyske piger (fra Stuttgart). Generelt har jeg faktisk oplevet at man ude i verden møder flest tyske backpackere (og alligevel færrest tyske backpackere med et godt engelsk ordforråd).
Ud af alle de internationale var vi tre fyre. Mig, amerikaneren Niklas og franskmanden Baptiste. Vi tre, og en schweizisk pige ved navn Leandra boede på ”The Dolphin Retreat”. En stor villa der fungerede som Hostel. Alle de andre boede på et ”All-girls-hostel”, hvor drenge ikke var tilladt.
Når vi ville være sammen i vores fritid, var det altså typisk på vores Hostel at vi mødtes. Her var der både billardbord, grill og et hyggeligt udendørs-areal så vi brugte meget af vores fritid her.
Jeg havde derudover også fundet på at købe medlemskab i et fitness, hvor jeg brugte to timer efter arbejde hver anden dag, hvilket virkelig også gav en dejlig rytme i hverdagen.
I situationen kan jeg huske at jeg hele tiden syntes det var svært at udfylde al den fritid vi havde, men set i bakspejlet er mange af mine bedste Bunbury-minder fra den tid vi brugte på ”at lave ingenting” på vores Hostel.

Men arbejdet bød også på masser af mindeværdige øjeblikke!
Efterhånden som ugerne gik begyndte jeg at få flere forskellige opgaver. Udover interaktionszonen bød centeret også stadig (i sin lukkede tilstand) på sejlture ud i bugten hvor man kunne se delfinerne jage og socialisere, og endda få lov at svømme med dem. På disse ture skulle der være et antal svømmetrænede med der kunne have ansvar for turisternes sikkerhed i vandet, og med min ”Rescue Diver”-certificering var det jo lige en opgave for mig, så jeg blev hurtigt sat til at arbejde på en eller to ”Swim-tours” om ugen. Det var helt fantastisk at svømme med delfinerne der ofte skulle helt tæt på og kigge, og på de dage glemte man nemt at man var på arbejde.
Centeret havde også et laboratorie med en masse akvarier, bl.a med rehabiliterings projekter for havskildpadder. Her kunne man også blive udlært til at hjælpe med fodringen.

Men de sjoveste minder arbejdet bød på var når centerets hovedansvarlige Jan, en nogle og tres-årig kvinde, der tilsyneladende hurtigt blev glad for mig, skulle bruge hjælp til en opgave. Da endte jeg ofte i højst besynderlige situationer.
En gang havde centeret fået en opringning om en syg delfin, der svømmede rundt i kanalerne i et rigmandskvarter. Her blev jeg og to andre hevet med Jan ud til dette kvarter for at bese delfinen. Pludselig befandt jeg mig altså rendende igennem den ene kæmpe villa og luksuriøse baghave efter den anden med et kamera, for at vi kunne komme tæt nok på til at få ordentlige billeder.
En anden gang skulle Jan bruge hjælp til at skaffe nye dyr til laboratoriets akvarier. Her havde hun skaffet et gammelt trawler-net, og udset sig en sumpsø. Jeg og Niklas blev taget med, men jeg var den eneste der havde en våddragt. Efter et par overvejelser konstaterede Jan at der vist kun var en måde vi kunne få trukket nettet over bunden, og i næste nu kravler jeg gennem mudder til halsen trækkende på et gigantisk og meget tungt fiskenet, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at tænke på Australiens berømte mængde af giftigt kryb.
Derudover endte jeg i lasten på en kørende flyttevogn, foran kameraet i et filmstudie og på et tidspunkt gav jeg endda Mark McGowan, en australsk politiker der åbenbart muligvis bliver den fremtidige premierminister, hånden.

Den absolut mest bizarre og uventede situation jeg befandt mig i mens jeg var i Bunbury var dog paraden!
Bunbury har en årlig juleparade, som deres største turistattraktion delfincenteret selvfølgelig også skal deltage i. Men det var ikke noget der havde været særlig meget snak om og hverken jeg eller særlig mange af de andre internationale vidste overhovedet hvad det gik ud på. Vi fik bare en mail en dag om at alle der ville gå med i paraden skulle møde her på det her tidspunkt, og jo flere jo bedre.
Det kunne da være meget sjovt så jeg mødte op. For de fleste af dem der mødte op betød det også bare at de skulle gå rundt og svinge med nogle bannere. Men ikke for mig!
Delfincenterets deltagelse i paraden består af en båd der kører afsted hvori centerets maskot skal befinde sig sammen med en havfrue og Kong Neptun. Og det skulle vise sig at Jan, inspireret af min naturlige lighed med en romersk gud (med andre ord lange krøller og fuldskæg), havde besluttet at jeg da ville være en perfekt Neptun. Det kunne jeg jo ikke sige nej til.
Så jeg blev viklet ind i et lagen, fik stukket en papmache trefork i hånden og en krone på hovedet og blev ellers paraderet ned af Bunburys hovedgade.
Her lærte jeg så at Bunburys juleparade altså ikke er nogen lille begivenhed. Hele byen, samt masser fra de nærmeste nabobyer stod tæt pakket i byens centrum, der var blevet spærret af med politi og det hele, og der var også masser af tv-stationer ude med kameraerne. Ja så måtte man jo prøve at se lidt royal ud…
Havfruen på båden var sjovt nok også dansk, en dansk pige ved navn Denise, der var blevet valgt pga. hendes lange blonde hår. Vi kunne jo så stå der, midt i paraden på hovedgaden i Western Australias tredje største by, med hundredvis af tilskuere og kameraer, i mærkelig mundering, og på dansk diskutere hvordan i alverden vi var endt i den situation og være glade for at der ikke var nogen der kunne forstå os.

Da jeg forlod Danmark midt i august vidste jeg ikke hvad min rejse ville byde på, men uanset hvor meget gætteri og hvor mange forestillinger jeg havde gjort mig, tror jeg aldrig jeg i min vildeste fantasi havde troet at jeg ville ende som Kong Neptun i en parade!!
Jeg havde forestillet mig meget og tænkt tusinder af scenarier inden jeg forlod Danmark den sensommeraften. Min rejse overgik det hele! Min nye normal i de måneder jeg var afsted blev, at jeg hele tiden befandt mig i utrolige situationer!
20 meter under havets overflade omgivet af barracudas, hoppende på en lille robåd i fuld fart gennem en storm, på vej uden om en kænguru der ligger i vejen for toilettet, på toppen af et kontinent, i øjenkontakt med en delfin… eller på en båd midt i en parade klædt ud som Kong Neptun.
Jeg har nu tusinder af historier, og det er de historier der har gjort denne rejse mere værd end jeg overhovedet havde troet.
Men det er de mennesker jeg har været sammen med der har givet historierne deres værdi. Alle de mange venner jeg nu har fået fra hele verden er det jeg tænker tilbage på mest når jeg tænker på min rejse, og det der giver mest savn.
Alle mine oplevelser har muligvis været interessante, men min rejse har vist mig at det er de mennesker du er sammen med der gør en oplevelse god. Nu kender jeg folk i alle verdenshjørner.
Da jeg stod i Kastrup lufthavn den 14. august og gik ombord på mit fly var jeg på vej væk fra alle jeg kendte. Da jeg stod i Kastrup Lufthavn den 18. december indså jeg at der næsten ikke var et eneste fly der ikke ville bringe mig tættere på nogen jeg nu kendte.
Sommeren var ovre, syden var bag mig og verden var blevet mindre fremmet.
Jeg var kommet hjem.