Regnskov på Borneo
- august 2013

Borneorejsen, et eksotisk rejsemål vi har talt om i lang tid, en stor rejse med store forventninger. Rejsen var Arvids ønske, men omfattende hele familien skulle rejsen rumme mange aspekter på en gang: adventure, natur, kultur, storby.

Adventure
Vi vil gerne i kontakt med naturen, udleve den og ikke bare blive fragtet rundt og få den forevist. Derfor endte vi med en rejse, der havde mange forskellige aktiviteter. Clouet i den henseende var bestigningen af Mount Kinabalu, vor første bjergtop over 4000 m. Med egen bjergguide og på veltrampede stier er selve vandreturen ikke så udfordrende, omend meget stejl. En solopgangsbestigning i en lang række af pandelamper er dog en rigtig bjergbestigning. Kinabalu er et granitbjerg med store flader med forskellig hældningsgrad. Nogle steder så stejlt, at et reb er nødvendigt for at komme op og ned. Op i mørket var ikke så svært, ned i dagslys, hvor stejlheden blev tydelig var straks sværere.
Riverrafting har længe stået på vores ønskeliste at prøve. På Borneo prøvede vi en fredelig variant. Sine steder gik det stærkt og et sammenstød med klippen for enden af et lille fald var voldsomt nok til at slynge Sigrid ud af båden. Men naturoplevelsen var også at hoppe i og svømme på de stille steder og vade ind på en strandbred og holde pause.
Cykling ved en landsby indgik i turen. Vi havde set for os, at man skulle cykle ud mellem rismarkerne på små stier. Det viste sig dog at handle om en cykeltur på den asfaltvej vi lige var kommet ad i bus. Vejen var regnvåd, så guiden var stemt for at aflyse turen som for farlig! Vi fik ham dog forklaret, at danskere har prøvet at cykle i regnvejr før, og kom af sted og det var godt, for selv om cyklingen ikke var særlig adventureagtig, bragte den os igennem en lokal landsby. Intet er så godt som en cykel til at komme tæt på dagligdagen.
Snorkling stod ikke på programmet. Vi ville gerne have lidt bountystrand og smukke fisk. Det var en oplevelse at bade i tropisk varmt vand og ved øerne ud for Kota Kinabalu svømmede spændende fisk over sandbunden. Nogen egentlig koralrevsoplevelse har vi ikke haft. Det blev kun til akvariet i Kuala Lumpur.
Regnskovsvandring blev det ikke til særlig meget af. Vi gik lidt på egen hånd ved foden af Mount Kinabalu, men på safarien begrænsedes muligheden til en board-walk bag lodgen. Vi havde ellers fået udstyret hele familien med ”regnskovsbukser”, hurtigtørrende lyneaf-bukser. Men en aktiv og tætpakket tur var det.

Natur
Et af formålene (vel egentlig hovedformålet) med at komme til Borneo var naturen, og man bliver ikke skuffet. Der er virkelig stor miljødiversitet. Alt fra høje bjerge og klippestepper til tæt regnskov og naturlige palmestrande og vi så endda kun en tiendedel af hvad Borneo har at byde på. Den høje varme og luftfugtighed gør øen til en af verdens store regnskove med alt hvad der følger af planter og dyr. Selvom vi ikke kom voldsomt dybt ind i junglen, følte vi alligevel at vi fik en oplevelse for livet på Sukau Rainforest lodge hvor David Attenborough faktisk havde filmet en dokumentar få år før. Man ser varaner, slanger, næsehornfugle og aber bla. næseaber som området er meget berømt for. Men det allermest specielle er vilde orangutanger som er ekstremt sjældne. Borneo er det sted i verden, der er flest tilbage. Og vi så ikke bare en, men to gange nogle vilde orangutanger. Så det er en ting man kan krydse af sin ”Ting at se før man dør” liste. Eller ”Ting at se før det dør” liste.

Kultur
På Mettes ønskeliste stod et besøg i et langhus og kontakt til den indfødte befolkning. Den slags bliver let temmelig turistet og vores besøg som eneste gæster i et tomt langhus scorede ikke så højt på autencitetsskalaen. Ejerens børn, der opførte en danseleg med stokke var dog gode. Godt var til gengæld vort besøg hos en kokosnøddeavler, der kunne fortælle, at da han blev født dyrkede man ikke kokosnødder, for kokospalmer blev brugt til at plante på grave som ly for sjælene. Først da missionen kom i 50’erne blev de indfødte overbevist om, at det var bedre selv at dyrke kokosnødder end at lade englænderne invitere kinesere til at gøre det.
Alle vores forskellige guider var lokale folk, primært fra Dusun-stammen, og af dem kunne vi høre om hverdagslivet, religion og arbejde på Borneo. Malaysia er så engelsktalende, at der findes lokalaviser på engelsk og de var også en kilde til kulturelle detaljer. F.eks. blev det i forbindelse med en reportage om en ung mands dødsfald, nævnt at hans enke først lige var færdig med sin afsondringsperiode efter barsel og nu skulle klædes som brud til mandens begravelse.

Malaysia og KL
Malaysia er et land, der blander adskillige kulturer fra hele verden. En fortid som engelsk koloni har bragt den vestlige kultur til landet, hvor alle kan tale engelsk og vestlige butikskæder findes alle vegne. Samtidig er landet officielt muslimsk, hvilket vi i høj grad oplevede, da Eid-fejringen (Ramadanens afslutning) faldt sammen med vores besøg i landet. Til slut må man jo ikke glemme landets geografiske placering i Sydøstasien, som også har indflydelse på mad og klima og indbyggernes opførsel. Malaysia er altså en god blandet cocktail!
Det bedste ord til at beskrive malayer er hjælpsom. Da vi ankom til lufthavnen sent om aftenen, udkørte efter et døgns rejse, stod der ingen guide og ventede på os. Nåh, hvad gør man så? Vi prøvede at spørge en guide fra et andet selskab og straks var adskillige guider i færd med at ringe til vores selskab og ikke længe efter var vi sat på en taxa til hotellet, som rejseselskabet ville betale. Ingen af de hjælpsomme, ukendte guider ville have nogen betaling for hjælpen - så føler man sig da vel mødt! Forøvrigt ser man næsten heller aldrig tiggere, og på markeder kan man som regel gå i fred uden påtrængende sælgere. Man har ingen følelse af, at folk er ude efter ens penge.
Vores rejse sluttede med et par storbydage i Kuala Lumpur på fastlandet. Kuala Lumpur (eller KL som de selv kalder byen) er i den grad en typisk ny hurtigtvoksende, asiatisk millionby. Der skyder skyskrabere op på hvert et gadehjørne, alle gader er store som var de hovedfærdselsåren i byen (men det kan samtlige veje vel ikke være), byliv foregår indendørs i airconditionerede storcentre og lokal oprindelig kultur skal man se langt efter.
Vores to en halv dag var mere end rigeligt til at få nok af den slags by. På vores rejse mødte vi flere vestlige mennesker, der var bosat i Malaysia. De grinede alle af os da vi spurgte om de boede i Kuala Lumpur. Ingen vestlige mennesker bor i byen. Når arbejdsdagen er omme skynder de sig ud i de roligere forstæder. Så måske er det ikke så mærkeligt at Kuala Lumpur ikke fløj til tops på listen over yndlingsbyer.

Et par tips
Selv om der sældent bliver under 30 graders varme i Malaysia skal man ikke forvente at kunne hænge sit tøj til tørre. Luften er simpelthen for fugtig. Hænger man knastørt tøj op vil det blive klamt efterhånden. Løsningen er (tror vi nok) at lade det hænge til dryptørring til det kun er lidt fugtigt, og så tage det på og gå det tørt. Det er heller ikke så slemt når temperaturen er så høj.

Når man skal krydse en trafikeret gade skal man væbne sig med en vis dødsforagt og kaste sig ud i trafikken. Så letter de fleste foden lidt fra speederen; enkelte bruger endda bremsen, og vi slap levende over hver gang. Står man derimod på fortorvet og venter er det bestemt ingen, der holder tilbage. Til gengæld skal de malaysiske bilister have ros for at de - i modsætning til i mange andre asiatiske lande - meget sjældent bruger hornet.

Når man betaler med kreditkort er butikkerne i Malaysia åbenbart ikke vant til pinkoder. Rutinemæssigt forsøger de at vælge "bypass pincode" på deres terminal, og står så og bliver forvirrede over, at et dansk kreditkort ikke accepterer at gennemføre betalingen uden pinkode. Mange gange måtte vi stå og forklare dem, at de ikke skulle forsøge at springe pinkoden over, for vi kendte den faktisk godt. Det var de absolut ikke vant til.