og hjemtur ad omveje

Arvid tilbragte hele efteråret 2024 i Filippinerne for at indsamle data til sit kandidatprojekt. Han havde korresponderet med en NGO og fået arrangeret et forskningsophold således at han, med NGO’ens hjælp, kunne lave opmålinger af koral-kolonier og forekomsten af diverse fiskearter på disse, for at undersøge hvordan udplantede koralfragmenter kan styrke biodiversiteten på koralrev. I slutningen af August tog Arvid derfor sydpå for primært at bruge de næste 3 måneder under vandet.

Mette & Martin kunne derfor (som sædvanlig) ikke lade chancen gå fra sig til at rejse ud på besøg og opleve et nyt land. Det passede bedst at gøre det ved afslutningen af Arvids ophold, dels fordi det dermed ville være mindst forstyrrende for studierne, dels for at vi så kunne følges hjem.

Det blev derfor i slutningen af november, M&M rejste (via Singapore) i første omgang til Cebu, Filippinernes næststørste, og måske mest historisk interessante by, og tilbragte 1½ dag med at opleve denne by, hvilket viste sig at være enklere end vi havde turdet håbe på. Vi havde engang lært, at FiIlippinerne var et fattigt land med megen kriminalitet, og det er da stadig heller ikke forkert, men på mange måder var ting mere velfungerende end vi havde troet. Bl.a. så vi ikke mange tiggere og hjemløse, og vi følte os ikke utrygge ved at gå rundt på egen hånd.

Hoveddestinationen, hvor vi skulle møde Arvid, var resorten ”Liquid” ved byen Dauin, syd for hovedbyen Dumaguete, hvortil vi derfor tog en båd fra Cebu, da det er på en anden ø. M&M fik en fin, veludstyret og airconditioneret hytte få skridt fra stranden, som stod noget i kontrast til den varme og fugtige studentersovesal, Arvid havde tilbragt de sidste tre måneder på.
På denne kyst handler meget af livet om dykning, og vi kom ud på en fin dykkertur, som Arvid havde arrangeret. Men det blev også til en rigtig god tur ind i landet på scootere, Arvid havde skaffet, til bjergbyer og især til en vandring gennem junglen frem til et nærmest ikonisk, arketypisk junglevandfald, man kunne bade for foden af.

M&M fik kun en uge i Filippinerne, for Arvid havde allerede fra den første planlægning af turen foreslået, at når vi nu ”alligevel var i den ende af verden”, passende lige kunne smutte forbi Japan på hjemturen. Det var der derfor også afsat en uge til.
Så vi fløj fra Dumaguete via Manila til Tokyo, og tog efter en enkelt overnatning shinkansen til Kyoto. Der var afsat to dage til at se på templer og andre seværdigheder.

Kyoto er en behagelig by at gå rundt i, og bortset fra, at der er lange afstande, føles den ikke så stor som den faktisk er. Bebyggelserne er overvejende lave, og de fleste gader smalle og fredelige. Og der er rigtig mange templer; ingen nævnt ingen glemt.

Næste mål var at komme ud på landet, til tre nætter i byen Nakatsugawa i Kiso-dalen, hvor der er masser af godt vandreterræn, især den gamle postrute mellem Kyoto og Tokyo, som er blevet gjort til bjergvandrerute. Dette smukke landskab fyldt med kulturelle oplevelser var på mange måder højdepunktet af vort besøg i Japan.
Før vi skulle hjem igen var der også afsat to dage til at være i Tokyo, verdens største by (lidt afhængig af, hvordan man tæller). Den er ganske rigtigt uoverskuelig enorm, men føles dårlig nok som én by, men som en masse storbyer, der hænger sammen, hvilket jo egentlig også er det, den er. Vi fik set rigtig meget, men kom kun til at færdes i en meget lille brøkdel af det samlede byområde, så der kunne være masser til gode til en anden gang.

Hvilket vi dog ikke ved, om der vil blive; skulle vi tage til Japan en anden gang er der meget andet, vi hellere vil se end Tokyo. For Japan er et rigtig godt land at rejse i; folk er flinke og hjælpsomme, togene fungerer effektivt som transportmiddel, og med en passende oversætter-app på telefonen kan man også læse, hvad der står på skiltene.